Days of Dinosaurs: Hollow Estate ★★★☆☆☆

0
685
views

Days of Dinosaurs spiller luftig indie-rock, der fordrer tålmodighed. Har man den, er der  fine stunder på Hollow Estate, men man skal nok være lidt mere til semi-meditative guitarpassager end jeg er, hvis man skal blive helt opslugt. 

Days of Dinosaurs har ikke travlt. Hverken med at afvikle deres musik, eller med at nå til omkvæd eller hooks i øvrigt. Numrene på Hollow Estate snirkler sig afsted i deres eget ind i mellem adstadige tempo, hvilket sådan set er et plus på kontoen i en tid, hvor meget kan handle om at findet et catchy element og gentage det igen og igen, så man kan blive spillet i radioen.

Det er ikke fordi Days of Dinosaurs som sådan bryder med nogle konventioner for hvordan indie-rock skal lyde, men det er tydeligt at bandets hovedinteresse ikke er vers/omkvæd, men derimod en mere eksplorativ struktur. Det betyder at der ind i mellem også er nogle nærmest post-rockede passager.

Albummet åbner dog i den relativt melodiske og tilgængelige ende med først det indledende instrumentalnummer ‘Seeking Sanctum’, som siden leder over i første regulære sang, ‘Sanctum’. Det delikate og luftige guitarspil er i centrum, mens bandet også rammer et ganske catchy omkvæd (ja, de findes også på albummet). God åbning.  På den efterfølgende ‘Keep That In Mind’ er det tangenterne, der er i centrum, hvilket giver en afveksling, som jeg måske synes havde givet mere mening senere på albummet, hvor man efterhånden får en lille smule overload af guitarspillet. Isoleret set er det et fint nummer, som viser at Days of Dinosaurs mestrer flere facetter.

Herefter begynder det for alvor at blive introvert på ‘Not Your Time to Win’ og det varer i det store hele ved albummet ud – og det er her min tålmodighed bliver sat på prøve. På ‘Not Your Time to Win’ er det overordentligt dvælende tempomæssigt, og her synes jeg heller ikke vokalen gennemgående er overbevisende. Det lyder også en smule altmodisch og tilbageskuende, og trods, der kommer en lille smule fut i kludene kortvarigt, omkring 3 minutter inde i nummeret, så står det hurtigt i stampe igen.

Der er gode instrumentale tendenser på ‘The Protagonist’, men tempoet er igen dvælende og jeg bliver ikke fanget ind igen, efter jeg forvildede mig ud af folden tidligere. Det kan være jeg bare lider af scatterbrain, og tilfældigvis sideløbende med en håndfuld lyt til albummet sad og arbejdede med noget kompliceret materiale (som jeg i parentes bemærket ikke kunne finde hoved og hale i), men jeg sidder altså med en fornemmelse af stilstand midtvejs på albummet. ‘Timeline’ bryder en lille smule med det gennemgående udtryk undervejs med nogle mere energiske passager, men har samtidig også en tendens til i perioder at falde i samme grøft, med snørklet guitarspil og tempomæssig stilstand.

Guitar og keyboardklange indleder ‘Micro Malady’, der indledningsvist kunne lyde lidt hen af Mew, men desværre trækkes tempoet her også ned, så vi er nærmere en slentretur end målrettet vandring. Det kan bestemt have sin charme, men jeg synes Days of Dinosaurs forfalder til det lidt for ofte – og det er ærgerligt, for når de formår at veksle med mere fyldige og tempofyldte stykker, så har de faktisk godt fat i noget. Vokal- og tekstunivers formår heller ikke at fange mig ind undervejs, og her kunne der også godt ligge et udviklingspotentiale.

Der går momentvis talevokal i den på ‘This Morning’, som for alvor i fare for at gå i stå undervejs, men heldigvis vokser i intensitet mod slutningen. Der bliver rusket lidt op i stilstanden på ‘Rusty Rainbow’, hvor trommespillet sætter tempo, og vi får et par mere kantede riffs, der altså klæder Days of Dinosaurs’ udtryk. Desværre fylder de relativt lidt i lydbilledet, og det er de mere nydeligt ornamenterede guitarflader, der atter indtager en hovedrolle. Desuagtet fungerer det samlet set godt her, hvor udtrykket simpelthen er mere varieret end på albummets midterstykke.

Albummet lukker med ‘Float’, som knitrer velgørende til at begynde med, inden der følger et fængende basstykke, før vi atter er tilbage i velkendt land for bandet; guitaren, der velspillende broderer afsted. Her bygges der til gengæld godt på af de øvrige instrumenter, men det er som om vi i sidste ende havner samme sted igen, i hvert fald indtil der kommer noget mere nødvendighed ind i vokalen og intensiteten stiger. Men det er som det ikke for alvor løfter sig helt.

Det er desværre også den fornemmelse jeg sidder med efter endt lytning. Days of Dinosaurs spiller fint, og har ind i mellem også nogle spændende ideer, som også udfoldes i et vist omfang. Men den samlede oplevelse får aldrig rigtig vinger – måske fordi sangskrivningen, trods sin ind i mellem eksplorative karakter, for sjældent rammer plet, samtidig med at det pæne guitarspil får for lidt modspil af det mere kantede. Det gør også at Hollow Estate ikke rigtig sætter sig fast hos mig – den virker netop som en lidt tom skal. Men kan Days of Dinosaurs, som virker til at være et ungt band på vej frem, fylde mere variation og stærkere sange i, så kan det sagtens gå hen og blive rigtig godt. I denne ombæring lander vi dog på 3 stjerner.

Du kan følge Days of Dinosaurs på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.