Copenhell ’14: Iron Maiden, Helviti, d. 11/6 **** (4/6)

0
9099
views

Årets største (og længste) koncert på Copenhell, på flere punkter, blev aldrig den uforglemmelige fest man kunne have håbet på, dertil var både lyd og bandets præstation for ujævn, men der var dog perioder af fordoms storhed at spore, da Iron Maiden indtog Helviti onsdag aften.

For god ordens skyld, så er det i skrivende stund blevet søndag, der er altså gået en 4 dages tid siden Iron Maiden spillede på Copenhell. Der er fordele og ulemper var at skrive en anmeldelse så “lang” tid efter en koncert. Ulempen er naturligvis at de spontane følelser og øjebliksindtryk stort set er forduftet, mens fordelen er at man har haft lidt tid til at lade det hele synke ind og man kan, måske, reflektere en smule mere over oplevelsen.

Iron Maiden kom, så og sejrede, ærgerligt nok, kun delvist. Det var bedre og bandet virkede mere energiske (og i mere passende omgivelser) end sidst jeg så dem på Orange Scene i 2011. De nåede ikke i nærheden af at matche deres triumfer på samme scene fra ’03 0g ’00, men faldt sådan et sted midt imellem. De blev ikke ligefrem hjulpet af den tynde lyd, der især i første halvdel af koncerten var med til at lægge en lille dæmper på stemningen foran den propfyldte Helviti Scene. Det blev dog heldigvis noget bedre i anden halvdel af sættet, og da var de aldrende heavy metal koryfæer også forlængst selv vågnet op til dåd efter en noget slap og uskøn indledning på den 100 minutter lange koncert.

For efter den melodramatiske, og flotte, intro-sekvens med synkende isbjerge på storskærmen and what not (isbjerge temaet forsatte over i den imponerende scenografi og sceneopsætning), så forsøgte Maiden at brage slaget i gang med “Moonchild”, som de åbenbart har gravet op af mosen i anledning af denne tour, der fokuserer på det klassiske materiale fra 1980’erne. Lyden var her hverken skarp eller massiv, og bandet virkede også lidt løse i leddene. Det kom de næste numre også lidt at lide lidt under, hvor især de to gamle hits “Can I Play With Madness” og “2 Minuttes To Midnight” fremstod lidt matte, som om bandet tøffede dem lidt i mål. Bevares, Maiden ved nedsat kraft er stadig lidt af et heavy metal godstog, men man stod alligevel og trak en smule på skuldrene med et “er det, det de kan i 2014?”. Men så skete der heldigvis noget, samtidig med at Bruce Dickinson iklædte sig klassisk britisk krigsuniform fra kolonitiden (?) og fik rodet rekvisitskuffen igennem og slæbt et slidt Union Jack med ind på scenen, så løftede seancen sig pludselig. “The Trooper” galoperede ud over slagmarken, publikum gjaldede med og med ét var koncerten sådan rigtig i gang!

Om det var udklædningen der vækkede bandet, eller om de bare lige generelt skal have nogle numre til at varme motoren helt op, ved jeg ikke, men derfra og sættet ud fremstod Iron Maiden som den velsmurte og velholdte metal-maskine man havde håbet på de var. Forresten en lille, men fin detalje, at Dickinson mere eller mindre påfaldende matchede sin påklædning med det aktuelle baggrundstæppe på scenen. Den britiske militæruniform under “The Trooper”, gammel læder pilot-hjelm under “Aces High”, ligesom maskot Eddie, der også prydede bagtæppet med den hovedbeklædning osv., små, men fikse, detaljer.

Det blandede publikum, hvoraf en del formodentlig var dukket op “bare” for at se Maiden, blødte op og tog velvilligt imod, da bandet begyndte at fyre deres største hits af i salver, “The Number Of The Beast”, “Run To The Hills” og fællessangen over dem alle, “Fear Of The Dark”. Godt og rutineret leveret, imens bandmedlemmerne hvirvlede rundt mellem hinanden på scenen, så man blev både forpustet ved synet og forbløffet over, at de ikke endte i et pensionist harmonikasammenstød. Mest svimlende af alt var dog frontmand Bruce Dickinson og hans all round M.V.P. præstation hvor han både agerede sikkert anker, sprinter, indpisker, gråt guld gymnast, vært og guide igennem den enorme scenografi. Alt sammen imens han sang røven ud af bukserne og ikke missede en strofe. Imponerende at så meget af stemmepragten stadig er intakt, efter så mange år i felten.

De personlige højdepunkter for mig blev dog 2 længere udflugter, hvor bandet gav sig selv lov og plads til at lire godt igennem, så jeg stod og forsvandt helt ind i mine egen tanker og måtte bakse kæben på plads bagefter. “Phantom Of The Opera” og en lang og laber version af “Seventh Son of a Seventh Son”. Da ramte vi for alvor noget der kunne smelte de der isbjerge.

Desværre, men måske forståeligt, faldt kadencen lidt hen imod slutningen igen. Kun “Sanctuary” som det sidste af 3 ekstranumre havde for alvor fut i bentøjet, men her nærmede det sig til gengæld også næsten det legesyge, da bandmedlemmerne lirede og pjattede rundt som kåde teenagere på scenen. Så gjorde det knap så meget at “Aces High” og “The Evil That Men Do” ikke rigtig fik lyst aftenhimlen op lige inden.

Alt i alt var det en lidt rutinepræget præstation på det jævne, noget af det skyldtes den flove lyd under koncertens første halvdel, andet skyldes vel bare at de rent faktisk ER nogle rutinerede gamle herrer. Det virkede ikke som om de ligefrem overanstrengte sig for at levere årets fest, hvor de var inviteret som hovedattraktion, hvilket bare får deres udtalelser om at de hellere vil spille denne slags festivaler end større af slagsen, hvor folk ikke kender dem, til at klinge en smule hule.  Men klasse fornægter sig heldigvis ikke, og når Maiden bider fra sig, som de gjorde i spredte glimt denne aften, så er der stadig saft og kraft i det gamle britiske bæst.

Det afgørende spørgsmål må være, “leverede Iron Maiden den bestilte vare”. Svaret må være, “ja”, men heller ikke mere, end hvad der stod på ordresedlen.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.