Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Chopper: The Wonderful and Wicked World of Chopper (Album/Anmeldelse)

Chopper: The Wonderful and Wicked World of Chopper (Album/Anmeldelse)

397
0

Chopper byder op til fræk dans med dunkle undertoner, på den legesyge debutplade The Wonderful and Wicked World of Chopper. Glamrock, new wave, industrial og disco mødes til nærkontakt, på det dunkende dansegulv.

Det er stramt hos Chopper, på den frække og drilske måde. Både musikalsk, men også i overført betydning, hvor det er svært ikke, at forestille sig svedige kroppe i tætsiddende, flamboyante gevandter. Der vrider sig til de mørke, lettere depraverede toner på et røgfyldt, kulørt blinkende dansegulv i en undergrundsklub.

Bag de kropsnære klæder gemmer sig Jonatan K. Magnussen, der tidligere har slået sine folder i front for bandet The Love Coffin. Er man bekendt med deres output, vil dele af Chopper virke bekendt. Først og fremmest, naturligvis den ret markante og karakteristiske vokal. Der vrænger, glammer og vrisser sig igennem de 10 numre. Med lige dele foragt, vrissen, og en vis portion ubehag, men også noget lokkende og flirtende.

Også musikalsk aner man et slægtskab til kærlighedskisten, i den mørkt rockende, tungt pulserende og aggressivt dansende toner. Der er kort og godt både noget farligt og sært dragende over Chopper. Det er iørefaldende og smittende, men også kantet og utilnærmeligt. En art “du må godt, men du skal fange og overbevise mig først” fornemmelse.

Vi har allerede stiftet bekendtskab med singleforløbere, som “Misantrophe” og “Tonight”, der på effektiv vis introducerede Choppers særegne musikalske dansemoves. Æggende glamrock melodier med billige keyboards, hårde og hakkende beats og disco, der både glitre og virker farveløst faretruende. Kulde og varme, liv og død, i forunderlig forening.

Et nummer, som “Misantrophe” lyder både, som en lystfyldt og liderlig kærlighedserklæring – og det stik modsatte. En barsk afvisning, hvor man bliver sparket ud af sengen. Og efterfølgende kan mærke døren smække hårdt bag en, mens man kan høre den løsslupne fest fortsætte, nu udenfor rækkevidde. Der er noget frustration og afmagt over Chopper, og et nummer som dette. Noget uforløst og indebrændt, man har fået smag på mere. Det er næsten narkotisk.

Det munder også ud i nogle mere distanceret og “ensomme” numre, som eksempelvis den passende betitlede “Living Alone”. Her er det mindre pågående og mere fjernt, med kølige, drømmende klangflader. Der er noget 80er syntetisk over lydbilledet, der her glider ud mod en blålig horisont. Det er ikke decideret trøstesløst, men der er omrids af noget kold beton og metalliske industri over landskabet.

Alene i en mennesketom storbys golde forstæder… Chopper lyder efterladt, på vej væk. Synger fra det fjerne, men stadig med en underlig, magnetisk tiltrækningskraft, man har lyst til at følge ham og stemmen ud i det ukendte.

Selv når Chopper er alene, så er der masser af nerve og drama. Det får lov til, at bryde ud i fuldt flor, når han andre steder møver sig tættere på en. Smyger sig op af en, og kommer helt op i fjæset på dig. Som på “A Life In Dreams”, en boblende, poppet sag, der iklæder sig fjerboa og vampyrkappe. Mens et nummer, som “To Cook To Chew To Swallow” æder dig op og spytter dig ud, når det er færdig med dig. Det er hårdt, næsten fjendtligt i sin lyd, konfrontationssøgende og ufordragelig.

Lige meget om Chopper vil skændes, slås eller dyrke dyrisk elskov med en, så er det med drama på drengen. Det er teatralsk, grænsende til “for meget”. Chopper er også beskidt og “trashy”, excentrisk og “ekstrem”. Der er noget urovækkende og “forkert” ved Choppers univers, men på en måde, hvor det svært ikke, at blive lidt forført af det.

I min liveanmeldelse af Choppers koncert på Stengade sidste efterår, drog jeg paralleller til- og fik vibes af Ted Levines portrætering af Buffalo Bill i Silence of The Lambs. Jeg tror (stadig) ikke, at Chopper er seriemorder, men der er den samme fornemmelse over The Wonderful and Wicked World of Chopper. Det ene øjeblik charmerende og karismatisk, så klapper fælden og pludselig skræller han huden af dig og bruger den som maske.

Chopper kan både trippe elegant på tåspidserne i balletsko, det næste øjeblik kokse ud på dansegulvet, i smadrede og udtrådte Converse. Inden han tramper frem i træsko og losser dig i juvelerne, så man knækker sammen, så han kan gribe dig i en passivt-aggressiv omfavnelse. Det er et kontrastfyldt, selvmodsigende og konfrontatorisk univers, der insisterer på, at være helt sit eget.

Derfor vil det helt naturligt ikke være for alle, og skal heller ikke være det. Er du til kulørt, kropslig oplevelse og fest, hvor det gerne må gøre ondt, så er Choppers wicked world noget for dig. Tvetydigheden, kontrasterne mellem det kunstige og organiske, kolde maskiner og voldsomme følelsesudbrud skaber et nærmest magnetisk spændingsfelt.

Et, der hiver dig ud på dansegulvet og ikke slipper dig igen. En rus, og en plade det vil, og vil dig, noget.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleLukas Vanggaard: Natsværmeren & Sommerfuglen (Album/anmeldelse)
Next articleRambuk: Chains (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.