Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Car Seat Headrest: Teens of Denial ★★★★★☆

Car Seat Headrest: Teens of Denial ★★★★★☆

1279
0

Teens of Denial er 15. udgivelse af Car Seat Headrest siden 2010. Jeps. Femtende! Og ikke nok med det – det er ganske fremragende.

Lad os starte med en stor reference-alert (én af anmelderens største synder)!! Der er dog mening med at fremhæve bands, Car Seat Headrest minder om – ikke mindst fordi det er pisse godt!

Car Seat Headrest lyder som en del af de store bands lød, før de blev giganter. Der er tale om en form for slacker-rock: Som Kings of Leon inden de besluttede sig for at blive et stadionrockband. Som Beck på nogle af hans mere lejrbålsguitar-agtige plader. Eller Eels. Som Weezer inden de fordampede i total selvironi. Men også New Yorker cool á la Jack White/Julian Casablancas og Modest Mouse.  Og med gode, lange lækre kor/guitaroutros som danske I am Bones.

Damn, det er godt.

Teens of Denial er på mange måder ikonisk i forhold til slacker-genrer. For der er ofte en flot, løftet langemand i projektet – men denne fremføres dybt nedsunket i slackerrockens metaforiske sækkestol. Alle 12 numre byder på idérigdom, spilleglæde og legesyge.Som eksempelvis den næsten provokerende 7-minutter lange Vincent, der byder på trompeter (jeg har en særdeles partisk forkærlighed for rockbands med messingblæsere!) og stærkt gennemgående groove – og én af de mest interessante guitarsoloer, jeg længe har hørt: – groovet kører videre, mens adskillige guitarer så feeder sig igennem soloen. Det er hverken kønt eller særlig sofistikeret, men hold nu kæft det fungerer!

Hvad handler teksterne så om? Stoffer og ungdomskultur. Og når ‘(Joe Gets Kicked Out of School for Using) Drugs With Friends (But Says This Isn’t a Problem)’ bryder ned i refrainet: ”drugs are better with friends / friends are better with drugs” kan man da godt overveje, hvor meget det appellerer til en småfed middelklassemand midt i 30erne.

Men det er lidt som lysten, man får til at drikke vin, når man ser Game of Thrones – eller lysten til brun alkohol, når Mad Men er på: Man fascineres og tænker ’øj, det vil jeg også’ – uden nødvendigvis at agere på det… Og det virker egentlig til, at fascinationen af stoffer ikke er hentet ud af ingenting. Med 15 udgivelser på ca fem år, er det måske ikke usandsynligt, at der har været amfetaminer eller andre ’uppers’ inde over projektet.

Der er hele tiden en cool distance og et overskud i både melodier og fremførsel – og til trods for at ganske få numre kan begrænse sig til de radiovenlige tre minutter, så er der også oplagte sommer/radiohits som ‘Drunk Drivers/Killer Whales’ og ovennævnte ‘() Drugs with Friends ()’.

Men der er også konsekvenser for at leve på stoffer. The Ballad of Costa Concordia beskriver på den måde den blues, der uvægerligt følger på en optur. Det ender også et i et fint musikalsk breakdown, hvor spørgsmålet med mere eller mindre selvretfærdighed gentages ”how was I supposed to know…” og så alt mellem hvordan man passer et job, spiller på rørforstærkere og andre mere eller mindre mondæne ting. Og nummeret når da heller ikke helt ned i depressionen over de godt 11 minutter (!) det varer – der skal da også lige høvles akkorder som om, der ingen i morgen er, inden det kan afsluttes.

Jeg kunne egentlig blive ved at beskrive denne ganske fremragende plade. Der er lag og integritet nok til, at man kunne fortsætte længe. Men hele pointen med den lange reference-liste er, at Teens of Denial rummer lige nøjagtig den energi, integritet og vildskab, mange rockbands går hen og taber over øtid. Og derfor skal vi måske bare glæde os over projektets store produktivitet, inden alderen og fornuften og alt det andet sætter ind.

Teens of Denial er den bedste plade, jeg har hørt i år og er flere steder ikonisk. Om end der skæves til den allerøverste hylde, så ender jeg alligevel på fem store stjerner. Og det er alene fordi man i den sidste ende nok kan få lidt nok af den laid back vokal og konstante distance – og numre kan faktisk godt blive lidt lange, selv om der er masser af idéer og hooks i dem.

Car Seat Headrest spiller i øvrigt på årets Roskilde Festival.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Find Car Seat Headrest’s mange udgivelser HER

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.