Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Battle: Symptom ★★★★☆☆

Battle: Symptom ★★★★☆☆

1244
0

Battle udforsker nysgerrigt flere musikalske retninger på et album, der både byder på gode melodier og guitarstøj.  Det resulterer i en varieret og eventyrlysten plade. 

Da jeg for et par år siden anmeldte Battle og Less Win’s split-12″ (HER), sammenlignede jeg Battle med Modest Mouse og Pixies. Amerikansk indie-støjrock ligger stadig som et referencepunkt for Battle, der siden 2013 er blevet udvidet fra duo til kvartet. Men Symptom spiller på flere tangenter og stritter balstyrisk i flere retninger. Blandt andet sørger Jesper Zeuthens saxofonspil for at bandet betræder nye stier.

Ulrich Frydensberg står for vokal, sangskrivning og guitarer, og han har stadig et godt øre for at skrive numre, der både kan skramle og støje og være melodiske. Jakob Koefoed (som for nylig udgav en fin EP med sit soloprojekt Bæst) bestyrer fortsat trommerne med et godt drive. Og så er der altså udvidet i instrumenteringen, med især saxofonen som markant tilføjelse. Eksempelvis har den hovedrollen på den instrumentale og nærmest jazzede ‘Livet i Mono’, der afslutter side A på pladen (og således falder cirka midtvejs hvis man lytter i sin helhed).  Indtil da er det de mere støjende rockudladninger, der er i centrum.

Titelnummeret ‘Symptom’ åbner med et gyngende, overvejende instrumentalt distorted rockgroove (der sniger sig en distanceret vokal ind mod slutningen). Herefter slår Battle ind på det spor, de måske mestrer allerbedst, de på én gang råt kantede og melodiske rocksange. Først med ‘Drive-By Love’, som indledes med sfæriske guitarklange, inden et insisterende støjriff sætter ind. “You are the sun to me,” åbner Frydensbergs vokal, inden nummeret slår over i et mere melodisk vuggende gænge. Og sådan pendulerer nummeret mellem det skramlet støjende og det mere melodiske, uden helt at lette.

Dernæst tjekker ‘Alive Beat’ ind med Jens Skovgaards fængende basgang, der på en måde minder mig om Eels, men samtidig har nummeret også Battle’s helt eget udtryk med først et flerstemmigt vokalstykke, efterfulgt af saxofonen. Det rykker sgu ret godt! Det samme gør den mere uptempo guitarrocker ‘Dog Tag’, der har en snert Arcade Fire’sk weltschmerz over vokalen og dykker ned i de samme inspirationskilder som canadierne. “Please tell me I was fighting the right side,” beder Frydensberg, og det kunne man sagtens forestille sig Win Butler synge et sted. Til gengæld er ‘Livet i Mono’ så i en helt anden grøft med sin jazzede saxofon og sin repeterende guitarfigur, mens trommerne improviserer løs.

Det lidt strittende lydbillede fortsætter på anden halvdel af albummet, der lægger ud med den korte, skævt melodiske ‘Warm Feelings’ (tænk eksempelvis Figurines), mens den dunkle basgang på ‘Baby’s Arms’ er endnu et godt argument for at spidse ører. Her er intonationen mere skramleblueset, og der er tilsat et relativt catchy omkvæd. Den skramlede rockstil føres videre på den hakkende ‘MDE’, mens ‘Reprise’ kører nogle af albummets tidligere tekster igennem samme skævt melodiske filter, som ‘Warm Feelings’ rummede.

Det er indledningen på en mere melodisk afslutning på albummet, som også indeholder den følsomme og glimrende ‘You Said It’, som byder på flerstemmigt kor. “Uuh, you said it//to the moon//But it didn’t answer you”,  lyder det blandt andet, og den mere dæmpede side af Battle klæder dem faktisk overraskende godt. Det sætter sidste nummer, ‘Sun’ en streg under. Her spiller Zeuthens saxofon igen en stor rolle i lydbilledet, hvor den kører parløb med guitaren i flere omgange. Det er dog ikke nær så fængende som forgængeren.

Klarest efter en håndfuld gennemlytninger står ‘Alive Beat’ og ‘You Said It’, som begge, på hver sin måde, rummer mange kvaliteter. Resten af albummet er altid interessant at lytte til, og byder også på solide numre, men det stikker godt nok også i mange retninger. Eventyrlysten er bestemt også et plus, men en gang i mellem kunne jeg godt ønske mig at de udforskede nogle af retningerne mere konsekvent.

Battle rummer helt klart et stort potentiale, men det er som om det kun for alvor bliver indløst i for små bidder. Dermed ikke sagt at albummet er dårligt, slet ikke. Jeg tænker bare at der er potentiale til endnu mere  som måske ville kunne udfoldes med et skarpere fokus. Vi lander på 4 stjerner for et spændende bekendtskab, som måske stritter lidt for meget.

Du kan finde Battle på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.