Bæst: Det Umulige Rum ★★★★☆☆

0
503
views

Det Umulige Rum udfordrer Bæst tiden i mere end én forstand. Musikalsk kan det periodevis føles som om tiden står stille, i et lidt større perspektiv virker det som en modreaktion mod den tid vi lever i.

Både som en udstrakt langemand, men især som en bevidst trodsreaktion mod en tid, hvor alting skal gå hurtigt, og hurtigere og man konstant bombarderes med indtryk. Bæst vil noget andet, hos dem er tempoet med vilje sat i bund, så det stedvis minder om hvilepulsen hos en sovende person.

På en måde, ikke mindst når man har vænnet sig til det, får det faktisk den omvendte effekt. Bæst’s tunge og langsomme musikalske anslag, samt næsten modvilligt udviklende melodier kan nærmest opleves som en art larmende tavshed midt i ræset. Når man har vænnet sig til det, som jeg skrev, for det krævede nogle lyt inden jeg begyndte at reagere på tonerne. Ja, faktisk var der nogle indledende lyt, hvor jeg nærmest ikke opdagede, at pladen var igang.

Hvilket kan overraske en del for det er bestemt ikke en stille plade, som sådan. Den er i glimt både møghamrende tung og HØJ, fordi de enkelte instrumenter, eller taktslag får godt med plads og vægtes, så gennemslagskraften kan virke ganske voldsom.

I et nummer som “Tøven I Hvil” er Det Umulige Rum tæt på at sprænges på grund af lydtrykket, og mine trommehinder med. Pladens absolut største klimaks, hvad trykbølge og efterdønninger angår. Det starter ellers meget afdæmpet og eftertænksomt ud med tankespind, som “tænk hvis planterne følte, at de fyldte for meget” og “tænk hvis stjernerne følte, at de lyste for meget”. Begge dele trækker sig og giver plads for vores skyld og så brager musikken pludselig igennem med dybe, høje, dronende og snerrende toner.

Herefter er det som om Bæst har fået luften renset, eller i hvert fald afreageret for de mest højlydte og voldsomme tendenser. Pladen virker mere rolig, lidt lysere i tonen, ja, det bliver vel egentlig sådan lidt døsigt afslappende og smådrømmende på pladens resterende 3 numre? Noget første halvdel af Det Umulige Rum ikke ligefrem lagde op til.

For nok har jeg præsenteret det som langsom og på sin vis dæmpet musik, men tonen er egentlig ret mørk, og det hele virker lidt stenet, eller semi-spaced out på de første 6 numre. Som om vi ikke helt har fødderne plantet på jorden, og har balancen. Trods de relativt minimalistiske virkemidler og en spartansk instrumentering, så er effekten der frembringes ret så virkningsfuld. Der åbnes dog i det dæmpede leje med “Kolofon”, der bestemt ikke viser et Bæst med store armbevægelser. Det er lige før nummeret aldrig helt kommer i gang, men laaangsomt svæver ud af højtalerne mens instrumenterne næsten fremstår antydende. Vokalen er mindst lige så “bedøvet”, med en halv-lys, monoton klang, lettere bedrøvet og tænksom, en stil der holdes stort set uændret hele pladen igennem.

På den måde virker alle elementer i Bæsts lydbillede ligevægtige, der er spredte udbrud og udsving, men overordnet er det et musikalsk univers i meget præcis balance. Det giver ro og tryghed, og forstærker effekten når et eller andet så endelig bryder ud og markerer sig. Samtidig gør det også, at man befinder sig i en trancetilstand, hvor det hele flyder lidt sammen. Jeg får aldrig det hele af teksterne med, nogle gange varierer det lidt hvilke bidder der stikker ud, men der er nogle enkelte, som er der hver gang. “Vi optager støj, som røg fra et bål”, lyder det eksempelvis i “Linjernes Lys”. Det synes jeg er en stærk sætning og ordbillede, der kan tolkes på flere måder.

Tredje nummer, “Sort Røg”, er første eksempel på, at der lurer et støjende bæst inden i… Bæst. Her et der kryber og ormer sig fremad, en ildevarslende og trykkende stemning hænger i luften, hvor en olmt brummende støjrock i glimt stikker snotten frem og larmer igennem. “Vi fandt det højeste sted på kajen, tog hinanden i hånden og sprang”, lyder det ud af den tætte havgus på “Det Højeste Sted”. En anderledes antydende og tåget musikalsk størrelse, men mindst lige så ildevarslende og urovækkende i tonen som den støjende “Sort Røg”.

Om ikke andet giver Det Umulige Rum en mulighed for lige, at sætte farten ned, eller træde et skridt tilbage og overveje hvad man helt har gang i. Det er jo i sig selv lidt af en bedrift “i vores tid”, hvis et album kan det. Det er bestemt prisværdigt, men jeg synes stadig at Bæst og Det Umulige Rum som musikudgivelse er lidt svær at komme helt tæt på. Det virker lige så meget som et kunstprojekt, som et egentligt album, hvilket der jo heller ikke er noget galt i, men ligesom med meget anden (god) kunst, så er det også et spørgsmål om man kan lide det eller ej, der er udslagsgivende for det endelige indtryk.

Jeg synes Det Umulige Rum er interessant, godt udført og rigtig godt tænkt og rammer et eller andet brugbart, der ved at sætte sig op imod tendenser i tiden kommer til, at sige noget om tiden. Men som musikalbum er det måske ikke 33 minutter jeg ville sætte på særligt tit? Derfor ender den samlede karakter også på en stor 4’er, med en subjektiv skævvridning, men samtidig en anbefaling til, at man give den et par lyt og se hvad det umulige rum gemmer på for dig.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.