Baest: Danse Macabre ★★★★★☆

0
531
views

Aarhusianske Baest er endelig klar med deres debutalbum. Danse Macabre er, helt som forventet, en hyldest til den klassiske bloddryppende dødsmetal, uden at det føles bedaget eller for forudsigeligt.

“Endelig klar” er egentlig et lidt underligt udtryk i denne sammenhæng, for nok føles det som om pladen har ladet vente på sig, men i virkeligheden har bandet kun knap 3 år på bagen og både en demo og en EP på samvittigheden. Men deres store liveaktivitet og synlighed de sidste par år gør nok, at man opfatter dem som langt mere etablerede og erfarne end de egentlig er som band.

Det er nok også noget af det, der gør at debutpladen føles så imponerende som den gør. Det er ikke innovation og nybrud Baest vinder på, deres forbilleder som Morbid Angel og Bloodbath er stadig tydelige, men det er heller ikke noget de lægger skjul på. Nok er det et velkendt musikalsk univers, med tekster der på helt klassisk vis også kredser som “dansen med døden”, men på grund af bandets nerve, energi og fornemmelse for genrens grumme virkemidler, så virker det ikke bare som stiløvelser eller plagiat. Det er deres bud på hvordan denne form for dødsmetal skal lyde og samtidig en 8 numre lang kærlighedserklæring til genren. Den kærlighed skinner igennem og smitter.

Og med 8 numre fordelt på kompakte 33 minutter udviser bandet også fin sans for deres begrænsninger og mådehold. De strækker den simpelthen ikke længere end højest nødvendigt, skærer ind til benet og feder ikke pladen op med unødigt fyld. Det vinder de på i længden.

Baest befinder sig i den melodiske ende af dødsmetallen, og er heller ikke bange for at flirte med det mere episke, men på et nummer som eksempelvis “Hetacomb” viser de, at de fandengaleme også bare kan fræse igennem, hvis de skal. Det river, flår og blæser derudaf i et hæsblæsende tempo, så man bliver helt nervøs på trommeslagerens vegne. Nå ja, og egentlig også guitaristerens hud på fingrene. Slap affff, der er smæk på, i hvert fald i

Den mere episke, eller storladne, side af Baest, kald det hvad du vil, kigger frem på titelnummeret. Her indledes der med stille og vuggende akustisk guitar det første cirka 1 ½ minut, inden bæstet viser tænder igen og farer lige i fjæset på en. Det er et af de numre, som de allerede havde på livesættet sidste sommer – ikke at det af den grund lyder mere eller mindre gammelt af den grund. Det er bare en herlig, ondsindet moppedreng af en sang, som går lige i mellemgulvet og luftvejene, så man sidder og får halsbrand.

Halsbrand lyder det måske også som om forsanger Simon Olsen kunne have med den growl han leverer her på plade. Ligesom live, så imponerer hans ondskabsfulde vokal og harske stemmebånd også her, med brøl fra dybet som sagtens kunne jage en skræk i livet på børn og svage sjæle.

En art sammensmeltning af det arrige og mere storladne finder man eksempelvis i den kun 3 minutter og 15 sekunder lange “Atra Mors”, der tromler tungt og godt gnavent ud af starthullerne, inden den piskes op i tempo og stormstyrke. Pludselig letter trykket lidt, sangen slækker tempoet og begynder at cirkle, mens guitaren får lov til at hyle lidt om kap med vinden. Ude af orkanens øje hvirvles man igen rundt og smadrer ind i alt stormen har revet op ved roden igen. Imponerende hvor meget Baest får presset ind på den begrænsede spilletid her, uden at det virker forceret.

Inden pladen udkom havde man allerede fået en forsmag på hvad der ventede af unoder i form af numrene “Vortex” og “Crosswhore”. Førstnævnte falder som næstsidste nummer, og sidstnævnte åbner pladen. Jeg ved ikke om det er placeringen af numrene der gør det, men jeg synes at “Vortex” er et af de mindst interessante numre på pladen, dog med en stærk afslutning, mens “Crosswhore” er blandt de stærkeste stunder. Måske er det bare et spørgsmål om, at jeg er ved at være lidt halvdøv når vi når til “Vortex”?

Albummets lukkes med det længste nummer, den 6 ½ minutter lange “Ego Te Absolvo”, hvor Baest selvsagt får rigeligt med tid og plads til at smide trøjen og spille med musklerne. Wow, look at those metal-abs, they must work out! Her er både til nakken, mellemgulvet, bentøjet, garnet og “hey hey næverne”.

Hvis du ikke ligefrem kræver konstant fornyelse og at folk tager røven på dig, så er det her en af årets bedste danske metalplader, og den mest overbevisende debut længe. Men det er lige før man er så forvænt efter Baests hidtidige udskejelser, at man fristes til at sige, at man nærmest heller ikke havde forventet andet! Så der hvilede også et (måske lidt urimeligt) pres på bandet som udgangspunkt…

Blærerøve, se hvad I kan, hva’, med under 3 år på bagen som band?!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.