Home Anmeldelser Angstskrig: Skyggespil ★★★★☆☆

Angstskrig: Skyggespil ★★★★☆☆

162
0

Navnet siger næsten det hele. Angstskrig. Ja, det er dansk black metal. Og det er rigtig godt, det den debuterende duo har gang i. Med potentiale for endnu mere.

Lad os bare lægge ud med kritikken, for den er af den lidt små-kedelige, og måske forudsigelige slags. Jeg savner egentlig bare, at niveauet i sangskrivningen kommer et nordisk metal-nøk op og bliver mere homogen og konsistent.

Bevæbnet med endnu skarpere, lidt stærkere sange, ville Angstskrig allerede nu ligge lunt i svinget til en førerposition indenfor ny, dansk sort metal. Som de fremstår lige nu på denne 6 numre lange debut, må de nøjes med, at bide førerfeltet i haserne. Bestemt ikke en dårlig position for en debuterende duo, der kommer med en voldsom og dejligt fyldig lyd. De ligger klar til, at smutte forbi toppen, når de lige finder det helt rette tråd.

Der hvor det stadig er en smule ujævnt viser sig, når man får arbejdet sig godt ind i den 35 minutter lange plade. Her finder man eksempelvis et nummer som singlen “Lucifer Kalder”, der fungerer udmærket som netop en single. Men, på albummet kommer sangen til, at stikke lidt ud. Den lyder en kende mere… “primitiv”, lidt for konventionel og har en snert af noget knallert-metal over sig, som klæder duoen mindre elegant end det kluns de har iklædt sig tidligere på Skyggespil.

Jeg synes albummets første halvdel er stærkest, og anden halvdel kommer sig aldrig helt over “Lucifer Kalder” og dens satan-fascination. Vi kommer, i min optik, til at halte lidt mod målstregen med ellers fine numre som “Slæbt Gennem Sølet” og “Knæfald”. Jeg tror de to sange havde stået stærkere i sammenhængen, hvis man bare havde undladt “Lucifer Kalder”.

Så er der lige en mindre detalje med, at “Slæbt Gennem Sølet”, en ellers mægtig og stemningsfuld sag, ender på en længere fade out. Det efterlader lidt indtrykket af, at der er tale om en albumlukker. Men, så kommer det endelige knæfald lige, som en ekstra krøller på djævlehalen. Det er småting, men det ene med det andet er med til, at Skyggespils anden halvdel og afslutning bliver lidt ujævn.

Til gengæld lægger Angstskrig virkelig godt ud med 3 glimrende numre. Højdepunktet, sammen med åbnings-og titelnummeret, er muligvis den næsten 7 ½ minut lange “Lad Paladserne Brænde”, der tårner sig op lige inden “Lucifer Kalder”. Det er pladens kraftcenter og her Angstskrig virkelig får fat. Det blæser, skurrer, trykker, hiver og flår i en. Sangen har en næsten heroisk/helte-metallisk guitar, der er med til at give duoens massive lyd en episk følelse.

Angstskrigs tricks og virkemidler er muligvis velkendte, i hvert fald hver for sig. Men, de formår faktisk, at blande deres klassiske nordiske black op med elementer fra andre genre. Så det får nok personlighed og særpræg til, at det virker selvstændigt. Den her duo har tyngde, kræfter og opfindsomhed nok til, at stå på egne ben.

Når de kaster sig ud i noget næsten anthem-præget/stadionrocket i sidste halvdel af “Uhygge”, hvor  den ellers forpinte og flossede vokalen nærmest slår over i skønsang, viser Angstskrig, at de også har en blødere side. I det hele taget lurer der ofte noget melodisk, næsten “poppet”, lige under overfladen.

Det fornemmer man måske ikke umiddelbart i den massive, stormombruste og tempofyldte åbner, “Skyggespil”. Og så alligevel, sangen bygger op, svajer og viser duoens sans for dynamisk opbygning.

Tror vi på skygger
Gir vi dem maget
Spiller vi spillet
Er vi fortabt

Lyder det ondt og ildevarslende i det mægtige titelnummers omkvæd, en form for mantra og retningspil for tonen og budskaberne på Skyggespil. Havde resten af pladen holdt samme høje og overrumplende niveau, som denne åbningssalut og de efterfølgende to numre, så havde jeg kvitteret med en topkarakter.

Som sagerne står, samlet set, så mangler jeg lige det allersidste. Anden halvdel er bestemt ikke dårlig, bundniveauet er højt hos Angstskrig, men den heftige første del overskygger den bare en smule.

Det kan godt være, at Skyggespil hører til i mørket, men Angstskrig virker klar til, at tage det sidste skridt og træde helt frem i rampelyset. Vi ender på 4 meget store, grumme og gemene stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.