Anders Knudsen: Illuminations (EP) ★★☆☆☆☆

0
501
views

Naivismen lever i bedste velgående på Illuminations men til trods for godt musikalsk håndværk, så dukker der anke på anke op for hver gang EP’en byder på en god idé. Det bliver for meget for lytteren i den sidste ende. 

”Alle gode sange ér allerede skrevet” er en til dels sand kliche, der er fremført på mangen en sangskriver-workshop. Sætningen tjener dog som ganske rammende for Anders Knudsens (Dør Nr 13) EP, Illuminations. For to ud af fire numre har lånt rigtig meget fra andre.

Og det er der i udgangspunktet ikke noget i vejen for. Men når man låner, så vil man også blive holdt op på oplægget og vurderet om man siger noget nyt, siger noget bedre eller om man skaber et tvist i forhold til oplægget. Og her må det konstateres, at Anders Knudsen kommer til kort.

Det var ellers meningen at EP’en skulle afrunde en trilogi med Knudsens to tidligere albums. Det er muligt, den lykkes med det. Men alene står den ikke voldsomt stærk. Andet nummer, ‘My Girl (Sitting In A Room)’ har lånt sin melodilinje fra Stone Roses ‘She Bangs The Drums’ og tredje nummer, ‘No Sleep For The Wicked’, kunne også have heddet ‘Be My Baby’. Begge oplæg virkelig stærke, naivistiske sange. Og selv om Knudsen spejler denne naivisme, så når han aldrig op på niveau.

Det er ellers fint spillet musik, og Knudsen’s vokal der ligger et sted mellem en lidende Brett Anderson og James Walsh fra Starsailor kan ét eller andet. Men lige så catchy som musikken prøver at være, lige så hurtigt er den feset ud af øret igen.

Og ‘No Sleep For The Wicked’ slutter endda noget… sært? Knudsen vælger af uransagelige årsager at synge konklusionen i falset, men med glissando mellem tonerne. Og falset + glissando = jodlen. Ja, det får da smilet frem, men kønt eller stærkt er det ikke.

Nå! Men der er også to andre numre på EP’en og de gør sig egentlig fint. Åbneren, er titelnummeret og vugger stille og roligt derudaf med Knudsen’s vokal i centrum. Sjove detaljer som fx noget, der lyder som en Theremin i introen og andre, små stemmer i fløjter (?) underbygger til dels den i pressemeddelelsen påståede homage til bl.a. Bowie.
Fan af vokalen bliver jeg ikke, men nummeret er fint produceret!

Afslutteren, ‘There Goes My Fair Lady’, indledes med japansk (speak), og vugger ellers derudaf i 6/8. Det bliver et ret lidende udtryk i vokalen, der bliver kendetegnet og heller ikke dette nummer lykkedes sådan rigtigt.

I den sidste ende bliver Illuminations lidt strengt at komme igennem. Modbydeligt er det ikke, der er masser af idéer – men der er bare hele tiden anker, når noget ellers går godt.
Og den største og mest alvorlige anke er, at Knudsen tilsyneladende opfatter sig som en noget bedre sanger, end han er.

Så. To stjerner er måske lidt kradst. Men jeg har simpelt hen svært ved at se, hvornår jeg skulle finde denne EP frem igen. For der er bedre oplæg, mere idé og folk, der excellerer meget mere i det naivistiske udtryk.

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.