Home Live September 2022 - Live …And You Will Know Us By The Trail of Dead… (supp: Avalanche...

…And You Will Know Us By The Trail of Dead… (supp: Avalanche Party), Radar 6. oktober 2022 (live/anmeldelse)

223
1

Variation, coolness og støj var tre samlende punkter for en overbevisende aften i Radars mørke.

Radar var denne aften godt fyldt op af et primært modent publikum, der var kommet for at se et par rocknavne. Fra det begyndende mørke udenfor trak vi ind i Radars hule og kl 21.00 blev første servering leveret i form af Avalanche Party.

Avalanche Party kl 21.00 Radar

Det er ikke et band, jeg vidste ret meget om, inden koncerten. Jeg kunne dog i min hurtige research konstatere, at de havde haft en live session på KEXP – noget, man trods alt skal have en vis størrelse for at opnå og roserne på BBC1 kan også læses ved en hurtig googling.

At konstatere hvorfor Avalanche Party har en følgerskare er ikke svært: Det er et meget overbevisende band med sikker stil og tilsvarende visuelt udtryk.

Med to guitarer, bas, keys og trommer er det ikke besætningen som sådan, der stikker ud – men med hver deres karakteristika var hvert bandmedlem en oplevelse at se på på scenen.

I front står en tjekket forsanger – ofte iklædt sin Vox Phantom IV – som med stærk britisk accent leverer vokalen på ret tidstypisk vis; nærmest reciterende, anklagende.

Vi bevæger os inden for det punkede udtryk, hvor der virkelig bliver høvlet igennem på instrumenterne, men det er ikke de klassiske, korte sange Avalanche Party leverer:
– det er ganske helstøbte numre og flere gange hives endda en saxofon frem.

Radar er da også godt med, og den mængde stage cool, der leveres fra scenen, tages der tydeligvis godt imod. Ja, faktisk er der meget aktive fans foran scenen – det vender vi tilbage til senere.

Med sin noget nonchalante fremtoning leder forsangeren os igennem numrene, der for det meste startes med høvlen på guitaren uden gain, for så at udvikle sig i enten en melodisk Arctic Monkeys-agtig retning eller en mere punket.

Der bliver flere gange også syret godt ud og guitaristen – der ulasteligt klædt med vest og opsat hår – sætter sig flere gange på halen på scenen og synes at lege mere med sin guitar end spille.
Men det lyder fedt og flere gange sendes tankerne også i retning af Foo Fighters.

På den anden side står bassisten og er nok den primære publikumskontakt – en rolle, han løser virkelig fint samtidig med at spille ganske stærkt på sit instrument.

Keys-spilleren gør egentlig ikke så meget væsen af sig, men de små, næsten subtile, melodier løfter alligevel projektet til mere end ’bare’ punk eller rock – og bag dem alle sidder der en viking af en trommeslager og tordner derudaf.

Jeg har svært ved at sætte ét nummer som et højdepunkt – dertil kender jeg simpelthen bandet for lidt, men da de afslutter gør de i hvert fald en indsats for at sikre, at det bliver en koncert der huskes.

For da der syres ud i ét, fast, blueset tema i A rækker forsangeren simpelthen sin guitar over halsen på én af publikummerne under en tur på gulvet – og så får denne publikummer ellers lov at gå amok i den støjende outtro. Improviseret? Aftalt? Næppe, men det var i hvert fald passende inden for rammen af ’nu smadrer vi lortet som en afskedssalut’.

Jeg vil på den konto på ingen måde være ked af at gense Avalance Party: Det er et energisk, pisse stærkt liveband der både har fint materiale, evner til at levere det og i øvrigt al støjen til trods får de ofte indignerede tekster til at fremstå ret tydeligt. Forbilledligt!

…And You Will Know Us By The Trail Of Dead, 22.25

Lidt sent indtager AYWKUBTTOD (nej, forkortelsen hjælper sq ikke meget) så scene til teamet fra Our Epic Attempt på backtrack – et tema, der så overtages langsomt af bandet og danner basis for en længere intro-seance hvor temaet både går op, ned i dynamik, skråles på vokal og ender i støj.

Det tager vel det meste af ti minutter og sætter meget fint rammen for koncerten med et band, jeg længe har haft på to-watch listen, men aldrig rigtigt er kommet i nærheden af:

Med det navn burde And You Will Know Us… vel i virkeligheden være det mest smadrede metal-, punk eller hardcore-band. Men nej. Det er noget andet.

For der er helt klart elementer af punk – ikke mindst når én af trommeslagerne (der er to der skiftes til at spille hhv trommer og guitar) også griber mikrofonen og råber teksterne. Clear cut punk.
Men der er også tendenser til shoegaze, åbneren bliver næsten post-rocket og der er endda også kastet en ballade eller to – som dog oftest indhylles i støj på ét eller andet tidspunkt – med i programmet.

Med tre guitarer er støjen også oplagt, men de lægges oven på en solid bund af trommer (ret beset er den punkede trommeslager nok lidt mere talentfuld end den primære) og især en klippe af en bas, der ivrigt bliver løbet fingre op og ned af gribebrættet på. Bag tangenterne er det især klaver-stykker, der løfter. Påfaldende er det også, at der faktisk flere gange synges ret skidt… Den primære forsanger er ikke noget stort sangtalent live, og b-vokalerne er i hvert fald til tider lige så skæve. Men… Det fungerer alligevel pisse godt!

Det er som om i det ordnede kaos, der er …And You Will Know Us… ville det også være lidt malplaceret, hvis det hele var alt for pænt.

Publikum er i hvert fald helt med og i et kortere punknummer (Kill Everyone, måske?) er der endda lagt op til moshpit. Fedt.
I øvrigt er der også publikummer foran scenen, der i den grad bærer til oplevelsen: Flere gange forsøges det og en enkelt endda lykkes det at få folk til at sætte sig i stille passage og så hoppe vildt, når dynamikken gik op igen. Noget, bandet også bemærkede de da aldrig havde set før!

Radar er så oplagt et spillested for forsangere at gå på gulvet på, og det skete da også her, hvor igen denne gang mikrofonen kort blev overladt til en publikummer.

Men det kan heller ikke per se siges at være et decideret højdepunkt. Det var en fed koncert, hvor variationen konstant sikrede at støjen – som nok må siges at være en rød tråd – aldrig bliver enerverende eller triviel, men netop en rød tråd.

Et på den konto ret ’pænt’ nummer som Relative Ways kommer naturligt til at stå ud, da det er ret kendt for at have fået en del airtime herhjemme. Men ikke stå mere ud end at man stadig med sikkerhed kunne finde den røde tråd.

Bagsiden kan være, at når jeg til tider stod og længdes efter noget af det mere sfæriske/post-rockede, så måtte jeg bare konstatere at jeg i så fald var gået til den forkerte koncert; for den slags numre var på programmet – de kom bare drypvis blandt punk og mere middle-of-the-road-rock.

Klokken var nærmest 23.30 før de sidste toner tonede ud og der var tilsyneladende lidt tvivl om hvor vidt vi skulle have encore – hvilket vi ikke fik, og hvilket ikke var nødvendigt. For vi havde fået en fuldfed koncert, inkluderende en fødselsdagssang for den primære trommeslager til vedkommendes store ærgrelse.

At gå fra det begyndende tusmørke på en oktoberaften og ind i Radars reelle mørke, viste sig at være en rigtig god idé på denne aften!
Støjen stod i centrum, og mens texanerne leverede mere kaos, så var briterne cool fra start til slut.

Vederkvægeligheden måtte vige for variationen og man gik derfor hjem med fuld plade på forskelligheden uden at den røde tråd på noget tidspunkt var i fare.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleCarsten Hentze & Borderlineband: Backstage i Himlen (Album/anmeldelse)
Next articleRepeatlisten 2022 #11

1 COMMENT

  1. Tak for anmeldelsen Troels. Jeg var publikummer en der fik guitaren over nakken, og nej det var på ingen måde aftalt;-) Du skulle vel ikke ligge inde med nogle billeder af det, for dem kunne jeg godt tænke mig at se.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.