Så er det blevet Repeatlistetid igen, 25 nye singler er blevet proppet igennem lytteapparatet. En alsidig omgang, som blandt andet byder på sange fra navne som Malle Frede, MoonBee, Coffin Feeder, he is tall., Juncker, Esben Munk, Tredjeperson, Smart patrulje, Lowly, Benedict Jay og Carte Blanche.
Så kom vi søreme vidt omkring igen, men skal vi have et nyt nummer eller to ind på Repeatlisten, der synes stagneret efter sommerferien?
Måske er konceptet med Repeatlisten ved, at være en smule træt. Især, hvis jeg lige rammer en længere periode, hvor der ikke rigtig er nogle af de nye sange, som skubbe nogle ældre ud. Det bliver lidt udynamisk og fastlåst, ikke sandt? Måske det er på tide, at gentænke hele konceptet lidt. Eller bare nulstille og gå tilbage til en af de afprøvede, gamle modeller?
Indtil da fortsætter jeg lige stilen og fremgangsmåden fra de seneste par udgaver af Repeatlisten: én lang smøre, hvor stort set samtlige sange for en kortere, eller lidt længere, kommentar med på vejen.
Lyttepuljen bestod denne gang af følgende 25 numre:
Summer Fry – “We Do It For Love”, I’ll Be Damned – “Fuck Money”, MoonBee – “Bottomless Pit”, Malle Frede – “Message From God”, Juncker – “Langt Ude I Skoven”, The Lost Weekend – “What’s My Dream”, he is tall. – “new york.”, Søren Emil – “Where Do You Go Tonight”, Choir of Young Believers – “Vinden”, Mythic Sunship – “Equinox”, Jamie Kee – “Ballerup Boulevard”, Esben Munk – “Den Lille Flugt”, Tredjeperson – “Uden Ord”, Carte Blanche – “Sæt Ild Til Mig”, Fribytterdrømme – “Sport”, Smart Patrujle – “Maureen”, Krogen – “Taber Du Ringen”, Sly and The Man – “The Mission”, Benedict Jay – “Yellow Bloom”, Peter Albrechtsen – “Guds Egen Bil”, Lowly – “Keep Up The Good Work”, Komma – “Aftenhimlen” og Coffin Feeder – “Dead or Alive”.
Jeg vil lige lægge ud med et hurtigt shout out til Malle Frede, hende skal I bare give et lyt. Hun har dog allerede udsendt næsten halvdelen af hendes aktuelle album som singler, som jeg har omtalt her. Så har ikke så meget, at tilføje – hun er en spændende og ganske unik stemme på undergrundsscenen. Ikke kun fordi, hun leger med form og indhold, men især i kraft af hendes markante vokal. Der er et intenst nærvær og personlighed til stede. I nogle ører vil hun nok være for meget, men jeg er vild med det.
Esben Munk har lidt af det samme, men “Den Lille Flugt” er også en af den der slags “lige ved og næsten” sange for mig. Han er lige ved, at have mig fuldkomment, men i sidste ende lytter jeg “bare” interesseret. Stilen er lidt mere sangskriver konventionel end hos Malle Frede, men Munk har også sin egen lidt særprægede måde, at synge på, som gør, at han stikker ud. Det KUNNE godt være noget, som jeg overgav mig til i endnu større grad, hvis jeg bevæger mig længere ind i hans univers.
The Lost Weekend var jeg ret hooked på, da de udsendte nummeret “A Whisper In Time (a Dream Song” i begyndelsen af året. Nu er de endelig klar med en ny single, men selvom “What’s My Dream” på flere punkter (inkl. titlen) lægger sig i naturlig forlængelse af det nummer, og rummer mange af de samme kvaliteter, er jeg ikke helt med i samme grad. Troels-Henrik anmeldte fornyligt et helt album med The Lost Weekend, og jeg fornemmer, at vi har det lidt på samme måde. Jeg går lidt død i støj-stilen og vokalen, det kommer hurtigt til, at fremstå en kende monotont og begrænset.
Det lyder som om Peter Albrechtsen har lyttet til Springsteens Nebraska. I hvert fald slægter hans single “Guds Egen Bil” et nummer som “State Trooper” voldsomt på, fra melodi til bil settingen. Det finder jeg ret distraherende fra første sekund.
Jeg var ret vild med I’ll Be Damned og deres lige dele satiriske og seriøse skallerhjerne metal/rock da de kom frem for snart et årti siden. Det kulminerede nok for bandet, da de optrådte på Copenhell 2016, siden flatlinede det lidt for de sympatiske aarhusianere. Der kom nok familie, karriere og en række udskiftninger i besætningen i vejen.
Nu er de tilbage med det første nummer jeg har hørt med bandets nye forsanger. Og det er lidt som “frygtet”/forventet. Ikke en katastrofe, bare “less than” og lidt mere sløjt end tidligere. Intet mindeværdigt at finde her.
Mindeværdig er “Sport” af Fribytterdrømme heller ikke. Jeg har tidligere rost, at bandet har taget konsekvensen af mandefald i bandt of strømlinet udtrykket. Trioen er nu et madchester inspireret dansepop orkester, og det er bare fjong med mig! Men, desværre bliver deres sange, i mine ører også tiltagende glatte og meget forglemmelige.
De er dog inde i varmen, og har tilsyneladende knækket P6 playlistekoden, så den skal nok få nogle automatiske afspilninger der. Lad os bare skilles som venner, vi skulle hver vores vej. Fred med det.
Venner har jeg måske ikke ligefrem været med artsy Lowly, men jeg kunne godt se fidusen ved “Baglæns”. Grufuldt kedeligt og søvndyssende, helt bestemt. Men, det var unægtelig et godt nummer, med en helt egen, distænkt lyd og et personligt udtryk. Deres nye single “Keep Up The Good Work” det var i hvert fald noget af førnævnte.
Jeg hadede det her nummer de første 4-5 gange. Simpelt, repeterede, drøn kedelig og generelt lyden af ben der sover. Den er begyndt at vokse lidt. Så, måske vågner jeg snart? De er dog sikkert også sikret automatisk P6 airplay, det er kraftedeme som om nogle kunstnere er fredet uanset hvad de udsender?!
Vi afbryder repeat for at stene til Mythic Sunship kraut-trippe i 7-8 minutter med “Equinox”… Far out, man.
Så er vi tilbage!
Der er i det hele taget en del stille numre i puljen denne gang. Choir of Young Believers er eksempelvis tilbage med et nyt nummer i form af “Vinden”. Det er en rolig brise på næsten 6 minutter. Minimalistisk, afdæmpet og med en vokal helt fremme og tæt på – når den ikke lige svæver væk og lader den sagte melodi tage over. Behageligt, men et rigtigt efterårs/lyttenummer, der kræver tid og plads for, at komme helt til sin ret.
Den bliver også taget ned, helt ned på Benedict Jays “Yellow Bloom”. Der er vel nærmest tale om en art klaverballade? Som det stemningsfulde nummer langsomt skrider frem bliver det næsten helt andægtigt, så er vi sgu’ kommet til gudstjeneste. Tilføjelsen af noget luftigt kor er med til, at tilføre nummeret noget opdrift og stille drama vi visse passager. Smuk og smagfuld sag (Edit: jeg tilføjer efter et par yderligere lyt lige et “det er fandeme flot i sin enkelthed det her!”).
Carte Blanche bevæger sig også inden for det lidt mere nedtonede, selvom der er mere melodisk og rytmisk fremdrift. “Der er ingen der ved om jeg egentlig er død, måske det kan være vores hemmelighed?”, er en god åbningslinje for et rigtig fint nummer. “Sæt Ild Til Mig” minder mig, hvad angår tempo, stemning, stil og klang om Lars H.U.G. omkring “Natsværmer”? Ikke mindst i omkvædet. De har fat i et eller andet, der fungerer rigtig godt her.
Solen går nærmest ned på “Aftenhimlen” af Komma, som modsat andre af ovennævnte bud fatter sig i relativ korthed. 2 ½ minutter er alt Komma behøver for, at lægge solen til ro og trække dynen godt op over hovedet. Vi er i den delikate, sarte og følsomme ende, en slags vuggende guitarpop. Der bygges en smule ovenpå den enkle sang, som den skrider frem. Opbygningen gør det ud for undladelsen af et egentlig omkvæd. Rigtig rørende bliver det dog ikke, men et fint nummer til trods.
Det er måske vokalen, der ikke helt får ram på mig hos Komma. Det gør den til gengæld hos he is tall. på “new york.”. Egentlig er det lige før, at det emotionelle nummer, og den matchende vokal, bliver lidt for meget. i hvert fald befinder vi os på grænsen. Lige der, hvor det tipper mellem effektivt følelsesladet og gribende og for rørstrømsk. Men, jeg synes he is tal. holder balancen. Det er en længselsfuld kærlighedssang, helt klassisk og konventionelt. Og forbandet flot udført, den får af en eller anden grund krogen i mig.
Krogen bider jeg ikke helt på hos Krogen og hans slentrende countrytraver “Taber Du Ringen”. Jeg kan godt lidt country, og det her er som end et kompetent bud i genren og en fin sang i sin egen ret. Helt solgt, eller blæst bagover er jeg dog ikke. Det er da hyggeligt…
Lad os lige smide en stang dynamit ind i single strømmen i kraft af metalbøllerne Coffin Feeder og deres “Dead or Alive”. Her der tale om ægte lømler, der tillader sig at låne fra Paul Ver Hovens 80er klassiker/action mesterværk RoboCop. Jeg formoder, at de har tilladelse til, at bruge lydklip fra filmen i sangen, men jeg er ikke lige inde i loven omkring den slags.
Det er ganske underholdende. Jeg ved ikke helt om jeg synes, at det er et decideret godt nummer. Ligesom jeg heller ikke er den største fan af Coffin Feeders form for metal, der stedvis er faretruende tæt på, at flirte kraftigt med deathcore. Men, jeg kan ikke hade det. Og fedt bandnavn, så ved man da, at der er ballade i luften.
Vi har også en lille håndfuld numre, som alle falder i kategorien “de var da fine” for mig. Og som har et eller andet fællestræk i… hmm… rytmen, melodien… et eller andet, som jeg ikke lige kan sætte præcise ord på. Men, som er det, der i min optik holder dem lidt tilbage. Har de samme halv-dovne “groove” måske?
Nuvel, der er tale om singlerne fra Summer Fry, Søren Emil og MoonBee. Det er fine popnumre, der har det, der nævnte fællestræk, selvom det er ret forskellig numre ellers. MoonBees “Bottomless Pit” er nok den, som et tættest på, at være et hit for mig. Den er der nææææsten, og måske er det nok til, at hun får hul igennem.
Vi skal også lige en tur op og ned af “Ballerup Boulevard” med Jamie Kee, inden vi når til mine favoritter i denne omgang. Det er sådan set en ret vellykket til Mr. Kee er ude på. Vi befinder os i minimalistisk længselsfuld og melankolsk balladeland i og omkring Ballerup. Kee har noget skrøbeligt og klædeligt uperfekt over sin vokal og levering, det lyder som om han lige er på nippet til, at krakelere en smule.
Vi runder af med en lille tre-trins raket af de numre, som endte med, at stå allerstærkest for mig. Af forskellige årsager, der er altså ikke kun tale om dem jeg bedst kunne lide.
“Maureen” af Smart Patrulje synes jeg er rundens mest markante popnummer, og det der virker mest flyvefærdigt og “radioklar”. Det er noget med sammenhængen hele vejen rundt, fra den gode produktion, over en fint fængende melodi, vokalen og… ja… hele pakken? Selvom det er ret galt og elegant, så har det også lidt kanter hist og her, så det ikke bliver alt for poleret. Kan man danse til den? Ja, ja man kan.
Hvis vi skal have udfordret pop-formen og skabelonen yderligere, så er Tredjeperson aktuelle med endnu en spændende single. De udfordrer mig fra start med vokalen, som er kørt igennem en “herlig” effekt, som har det med at tirre mig. Lad os kalde det en vocoder, jeg ved sgu’ ikke hvad det hedder. Men, jeg ved, at den normalt går mig på nerverne, især når moderne pop-rappere benytter den.
Men, Tredjeperson får brugt den, så det giver mening for mig. Den virker, som et ligevægtigt instrument i det samlede lydbillede – så giver det pludselig mening for mig. Tredjeperson er ikke bange for, at lege med struktur og opbygning, hvilket også gør, at “Uden Ord” (der HAR ord) ikke indeholder et omkvæd i gængs forstand. Et gentagende “vi kunne være smukke uden ord” fungerer, som en form for erstatning.
Vi svæver rundt i et syntetisk, stedvis bølgende elektro-poppet univers, der virker i konstant forandring. Mod slut i det lidt over 4 minutter lange nummer lyder det som om, at det hele er ved at bryde sammen. Vokalen forfalder til råbende lyde, inden vi får et sidste “vi er smukkest uden ord”, og så slutter sangen brat. Tredjeperson beviser med “Uden Ord”, og deres tidligere singler, at de har og kører deres helt egen stil. Inden for poprammen, men de er ikke bange for, at træde ud over stregerne og lege med den.
OBS: “Uden Ord” udkom faktisk i sommers, men røg under min radar. Tredjeperson er lige nu aktuelle med deres 3. single, “Jeg vil bare (DANSE)”. Den når jeg (forhåbentlig) omkring inden jul…
Vi lukker og slukker med noget langt mere konventionelt. Noget så gammeldags, som en god sang. Ikke mere, ikke mindre. Den kommer fra Juncker, der efterhånden har bidt sig fast i sangskriver Danmark som meget mere end en “Mogens og Karen” sanger. Det er nok stadig hans største hit, ud over den der sang til det der TV2 program, som jeg ikke lige kan komme på i skrivende stund…
Hvad…? Nå, ja, hvor kom vi fra? Nå ja, vi er “Langt Ude I Skoven” med Juncker, der fanger mig fra start med “du skal krydse dine fingre og tabe alt på en langsom hest // dine myggestik skal klø og svie, når du går i seng…”. Det kan lyde sådan ret ordinært, og det fortsætter i samme stil. Det det handler om her er, at Juncker fra første strofe får sat en stemning. Etableret nogle billeder og aktiveret noget genkendelse.
Samtidig vugger, hugger og små-tramper melodien lystigt afsted, og giver et en god kontrast til en sang, der stemningsmæssigt har noget “det går nok, selvom det hele kan være lidt træls” over sig. “Så længe kisten den er tom, så går det nok”, lyder det dejligt “opløftende” i det smittende omkvæd. Ja, sålænge man ikke lægger der, så går det vel nok? Så må livet kradse og klø lidt på vej dertil, for det er “no big deal, bare et liv”. Det er et SKØNT nummer. Og bare skide godt og solidt sangskriverhåndværk fra en garvet rotte, der kan og holder sig til sin metier.
Af og til, når resultatet er som her, er det såmænd mere end godt nok! Og pluspoint for rundens bedste linje om, at nogen tænker på hvor grim du egentlig er. Den får mig til, at smile (grimt) hver gang.
Føjes til Repeatlisten: Nå, der er blevet luget en lille smule ud på listen, så der kan blive plads til lidt nyt. Af ældre sange har vi sagt tak for nu til Iris Gold med “Crushed Velvet” og Kindsights “Sun Is Always In My Eyes”. De overlader pladserne til Tredjeperson og Juncker.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Nadia Wührnfeldt Hansen, Tredjeperson pressefoto
