Alice In Chains: The Devil Put Dinosaurs Here **** (4/6)

0
1021
views

Som en hårdfør fortidsøgle slæber Alice In Chains sig stædigt videre på denne jord, men er der længere et mål i sigte og en mening med vandringen? Måske ikke, i hvert fald ikke i samme grad som tidligere, men hvis man ser bort fra det, og bare tager med for rejsens skyld, så er der stadig masser af fine oplevelser at finde i deres selskab.

Seattle veteranerne er klar med deres “kun” 6. studie album på næsten 25 år (hvis man inkluderer Jar of Flies EP’en), hvilket naturligvis ikke mindst skyldes deres mere eller mindre ufrivillige pladepause fra 1995 til 2009, hvor sagnomspundne Layne Staley fik junket sig ihjel i 2002 og øglen efterfølgende gik i hi. Nok er skrevet om Staley’s tragiske endeligt, bandet har valgt at hylde ham, og selv tjene en skilling (intet ondt i det), ved at kigge fremad og ikke dvæle for meget ved fortiden.

Første skridt var at hyre den relativt ukendte William DuVall som ny forsanger, dernæst udgivelsen af albummet Black Gives Way To Blue. Selvom DuVall’s navn måske ikke sagde den brede offentlighed noget, så havde han faktisk været aktiv i musikmiljøet siden start 80’erne (trods hans ungdommelige udseende er han faktisk født i 1967) og som pladeselskabsmand i 90’erne. Så helt ubeskrevet var han skam ikke, og til trods for at hans vokal til tider minder en del om Staley’s, så var tanken fra start, at han ikke blot skulle være en imitator, men en rigtig del af bandet. Derfor var han også straks en del af sangskrivningen på det solide comeback album, hvor, som titlen afslører,  mørket lettede en lille smule i AIC’s univers og gav plads til blå nuancer. Men lalleglade og super optimistiske, det kommer de sgu aldrig til at lyde.

Heller ikke på album nummer to i gruppens anden æra, The Devil Put Dinosaurs Here, der måske ikke er gennemstrømmet af det dundrende sortsyn som prægede første del af karrieren, men som stadig sniger sig afsted i skyggerne. Den gamle øgle skurrer og knurrer sig igennem pladens 67 minutter og 12 numre. Det meste foregår i et rutineret tilbagelænet og mageligt tempo, uden de vilde udfald, hvilket også er medvirkende til at pladen føles for lang. Enten skulle lidt spilletid være skåret af enkelte numre hist og her, mange får bare lov til at summe ud, eller også skulle man have holdt sig til kun 10 sange.

Når det er sagt, så er bundniveauet stadig imponerende højt hos disse fortidslevn. Så hvad skulle man skære fra? Lad os bare sige de to sidste, “Hung On A Hook” og “Choke”, der hver især er glimrende numre i den klassiske AIC stil, men som ikke rigtig gør hverken fra eller til i det samlede billede – jo, de forlænger en plade, der i forvejen var lang nok.

Der hvor dinosaurerne bider mest aggressivt fra sig, er faktisk på den ene af de to singleforløbere, åbningsnummeret “Hollow”. Det er klassisk midtertempo AIC, uden så meget pis, bare en stålsat kværnen med bandets velkendte store guitarlyd. Jerry Cantrell, der måske nok ikke skriver udødelige riffs længere, kan stadig vride en olmt og episk klingende lyd ud af spanden. Dobbelt vokal, trampetung bund og arketypisk sangstruktur, alt er som det plejer og skal være.

Den, og andensinglen “Stone”, skal nok blive fast inventar i bandets livesæt fremover. Netop “arketypisk”, er et af de ord der beskriver The Devil Put Dinosaurs Here mest dækkende, hvis du kender AIC, så er det mere af det velkendte du får her. Cantrell og co’s sind er måske knap så dystert længere, øglens sult på nye eventyr nærmest ikke eksisterende, men den KAN stadig bide fra sig – det hele er bare ikke helt så eksplosivt længere. De jager i det stille. Helt stille bliver det på den forrygende semi-akustiske “Scalpel”, der føles som “The Jerry Cantrell Show”. Og hvis man skulle sige noget overordnet “negativt” om pladen, så er det, at William DuVall måske simpelthen ikke fylder nok i lydbilledet? Nogle gange er det svært at høre lige præcis hvem det er der synger hvad i numrene, noget AIC altid har benyttet sig af. Det er da langt hen af vejen også et af gruppens trumfkort, men nu vi er i en ny æra for AIC, så kunne man godt ønske sig at DuVall fik lidt mere luft omkring sin vokal. Bare en gang imellem, så man virkelig kunne høre hvad han kan bidrage med, udover den klassiske AIC sound.

Et andet højdepunkt er titelnummeret “The Devil Put Dinosaurs Here”, hvor der stenet messes:

I am wise and you don’t know
A cloud is my home
Only some get in
Got a ‘maginary friend

The devil put dinosaurs here
Jesus don’t like a queer
The devil put dinosaurs here
No problem with faith just fear

Stoner heavy metal har altid været en del af bandets signaturlyd, og her foldes den flot ud med et stemningsmættet lydbillede, der bliver helt trance fremkaldende og får en til at svæve væk i de tågede toner.

“Old mister fun is back”, synges der med halvtyk ironi i “Low Ceiling”, hvor  der spørges “I’m too big or is this room so small”. AIC formår stadig som få at fremmane en klaustrofobisk atmosfære og følelsen af truende uhygge – ikke i fysisk form, men en mental uhygge. Bange anelser, hvad er det der lurer i skyggerne? At det så er med alle de gammelkendte virkemidler, so be it, de fungerer tydeligvis stadig, og selvom den aldrende mastodont muligvis virker lidt døsig hist og her, så lyder den langt fra livstræt. Det vises også på de to hårdt rockende numre “Phantom Limb” og “Breath On A Window”. Førstnævnte indledes med en særdeles hårdt huggende guitar, simpelt, men effektivt. Et nummer der bare får en til at sidde og nikke langsomt med hovedet, imens mørket sænker sig over den golde slette, hvor en af grungens sidste dinosaurer traver mod solnedgangen.

No hope of rescue
I’m trapped here alone
If I don’t dig my own way out I’ll die here

“Breath On A Window” er mere “uptempo” vuggende i sin stil, sejt vuggende. Det er sgu lige før at man kan mærke at man får mere hår på ryggen, imens gruppen får læderhud under fødderne. Deres umiskendelige flair for et catchy omkvæd, der straks sætter sig fast, demonstreres endnu engang med manér.

Sådan går det skridt for skridt på The Devil Put Dinosaurs Here, AIC’s rute er velkendt, målet et sted ude i horisonten, formålet? Måske bare en tur for turens skyld. Pladen er ikke bandets mest vægtige eller væsentlige udgivelse, men blot en solid karriereforlænger. AIC har i min optik aldrig lavet en dårlig, eller bare middelmådig plade, og The Devil Put Dinosaurs Here falder heller ikke i en af disse kategorier, langt fra. Det er måske bare den, der føles mindst tvingende nødvendig af gruppens udgivelser. Hvor Black Gives Way To Blue var et overraskende flot comeback, så har øglen ikke rigtig flyttet sig væsentligt siden, men forsat af samme sti. Det ved vi de kan, men hvis de forsat føler trang til at udsende nye plader, og ikke blot hvile på fortidens meritter, hvilket jo er glædeligt, så ville en lille smule nytænkning ikke skade.

Umiddelbart var jeg en smule skuffet efter første gennemlytning, men det er et af de albums der helt klart vokser for hver gang man lytter. AIC sætter ikke tænderne i lytterne med et hurtigt hug, til gengæld bider de hårdt sammen og fastholder grebet.

Anmeldt af Kodi

Alice In Chains spiller på Copenhell fredag d. 14. juni kl. 21.30

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.