Aidt / Nørlund, Atlas, 29/10-19 ★★★★☆☆

0
149
views

Kan Nikolaj Nørlund rejse sig i Århus efter sidste års lidt sløve Rhonda Harris-koncert? På afbud fra Jonas var T-H taget af sted for at se om samarbejdet med Naja Marie Aidt var dét, der skulle til. Og han gik ikke skuffet hjem.

Atlas var godt fyldt op kl 20, hvor jeg indfinder mig, og jeg fornærmer vist ikke nogen ved at sige, at jeg forestiller mig, at en hurtig rundspørge hos det ret voksne publikum nok ville afsløre, at vi der var mange Politiken-abonnenter iblandt publikum. Det, der er at sige til det, er at Politikens læsere ofte er ret kvalitetsbevidste.

Selv var det lidt bævende at jeg havde sagt ja til at vikariere for Jonas: For sidst, jeg så Nikolaj Nørlund, var det faktisk en halv-pinlig affære. Jonas havde dog rost albummet som Nørlund og Aidt udgav tidligere i år og i mine gennemlytninger kunne jeg snildt høre hvorfor. Lige dele angst og forventningsfuld kunne jeg dermed gå til musikken…

Kl 20.15 åbner koncerten med synth-flader ved aftenens to musikere: Synth/flügel og Rhodes/keyboard, og digteren entrer og reciterer sit digt om vand over denne lydflade. Scenen er sat, lyrikken er i centrum og da Aidt går af scenen, entrer Nikolaj Nørlund og leverer en sten-sikker version af i min bog Housewarmings stærkeste nummer, ‘Huset Brænder’. Med en laptop centralt og ellers masser af keys, var det ikke givet, at der ville blive tale om en koncert, men noget hvor ordene fyldte mere end musikken. Men der er produceret smukt på lyden og nummeret rammer publikum perfekt.
Og som ‘Åh, Love’ fortsætter bliver det tydeligt, at det ikke blot er et radio-hit, der kan sætte lyd-rum om den stærke lyrik – mindre profilerede numre fungerer også. Fremragende!

Under ‘Regnen Regner’ går den mandlige synth-spiller til et stærkt forstærket flügel og den organiske lyd står i lækker kontrast til det ellers meget producerede, elektroniske lydbillede.
I front står en bleg, croonende, til tider næsten reciterende Nikolaj Nørlund, der tydeligvis VIL noget med de tekster her.
Koncerten afbrydes tre gange af recitationer ved digteren, og efter den anden (digt om at rejse), fortsættes med ‘Den Bløde Milde Nat’ og jeg når at tænke: ”Det kan da ikke holde det her niveau hele vejen igennem?” for også dét, flittigt radiospillede nummer leveres i et perfekt lyd-rum til lyrikken.

Og, nej niveauet holdes ikke helt deroppe over de godt fem kvarter, koncerten varer – inklusive encores.

Men der spilles potent, med et yderst velproduceret lydbillede og den kvindelige Rhodes/keyboard/b-vokalsangers håndklap, kokette smådansebevægelser og i øvrigt stærke, luftige vokal, bliver perfekt afstemt i forhold til Nørlunds dybe croon.Den magi truer med at blive brudt, da Nørlund synger tonalt højere i ‘Min Ven Er I Berlin’, men heller aldrig mere end at true.

Og ja. Jeg BLIVER altså lige nødt til at nævne, at backtracket her har sådan en ’æselkæbe’-lyd, som vi for et nummer siden har set Nørlund spille. Det ER altså lidt sært, når tilstedeværende, organiske instrumenter pludselig optræder på backtracket. Men det er måske også bare at finde hår i suppen: Lydbilledet holder og det er stemningerne og lyrikken, der er dygtigt sat i centrum her…

Men så meget desto mere befriende er det så også, da ‘Sommerfuglevinger’ bliver leveret mere ’nøgent’ med flügelet som akkompagnement, og Nørlund viser, at ud over at croone, så kan han også levere utrolig sart vokal.

Som nævnt er lydproduktionen gennemtænkt og lækker, og lækre detaljer som når den kvindelige b-vokal blander med en Moog er bare super godt tænkt – og ikke mindre godt udført!

Og så alligevel er der ikke 100% rød tråd i lyden. ‘Byen Er Din kommer til både stemnings- og lydmæssigt’ at falde lidt uden for de øvrige numre, og hele udtrykket skifter karakter på de numre, hvor Nørlund tager guitaren – til trods for at der er masser af elektronisk effekt på den akustiske Gibson. Måske handler det også lidt om, at Nørlund dermed fysisk bliver bundet med mikrofonen til stativet og ikke på samme måde kommer ud til os publikum?
Det er dog i småtingsafdelingen!

Efter fjerde recitation (altså tredje, under koncerten) bliver digteren på scenen og bidrager med vokaler på ‘Prospect Park’. Tilbagetrukket på scenen fungerer det både visuelt, men også som i at ’mor lige holder øje’ med hvordan det hele løber af staben.

Af scenen med alle, og Nørlund vender tilbage alene med sin guitar, der med godt med effekter spilles en fremragende version af ‘Ingensomhelst’. Hvorfor gjorde han dog ikke det på Radar sidste år?

Bandet kommer ind, der spilles med digteren i baggrunden – og sluttelig får vi en potent version af ‘Søster Broder’, som nok prøver at være lidt voldsom i afslutningen, hvor refrænet gentages, men jeg personligt godt kunne have tænkt mig, at underlægningen blev decideret infernalsk.
Oh, well, det er småting.

Det var en stærk aften på Atlas og den stærke start blev fulgt op af et godt niveau.
Jeg tilgiver totalt at der var elementer af laptop-musik over koncerten (alle trommer og bas var eksempelvis backtrack), for det var noget andet, der var i fokus: Og det andet var lydrum, der mesterligt indrammede lyrikken. Jeg har hørt meget bras, hvor poesi prøves at kobles med musik – her virkede intet påklistret eller konstrueret. Stærkt.

Og samtidig er det måske en lille bitte anke: For på cykelturen hjem var det ikke, som forventeligt, et stykke lyrik, der havde bidt sig fast. Nej, det var de der lydbilleder og rammen uden om. Og det var bestemt også værd at huske!

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.