When We Talk: When We Talk (EP) ★★☆☆☆☆

0
334
views

When We Talk fra Aalborg gør sig i alternativ rock og brummende indie med et grungy ekko lurende i baggrunden. Fundamentet er sådan set på plads, så der er noget at bygge videre ovenpå, desværre kalder de, de 3 numre for en EP, selvom det tydeligvis er en demo. Og så falder hammeren.

Det er kort og godt falsk varebetegnelse at kalde det her andet end en demo, med mindre de synes, at indspilningen SKAL lyde sådan her og numrene har den form de skal have. Så er der bare tale om en virkelig dårligt udført EP, med 3 numre der ikke er flyveklare. Jeg er stor fortaler for, at man bare kalder ting det de er, og en demo kan være et ret interessant indblik i en proces fra et band, som måske stadig er på vej, eller har nogle numre som stadig er under udvikling. Men kalder man det, som her, en EP, så er det i mine øjne slutproduktet, som der ikke skal arbejdes mere med – som bliver bedømt derefter.

Bedømmelsen af en demo ville være lidt “blødere”, med respekt for at vi er “på vej” og sangene, musikken, stil, bandet osv. er “under udvikling”. Nu der er tale om en EP, ja så er krav, forventninger og bedømmelseskurven noget strammere.

Først og fremmest vil jeg lige understrege, så tydeligt som muligt, at jeg ikke hader det jeg har hørt fra When We Talk, jeg synes faktisk der er nogle lovende takter og noget som kunne blive noget der var værd at lytte til, når demoerne har fået en ordentlig overhaling. Men som “færdig” EP fejler denne udgivelse på for mange afgørende punkter. Det siger jeg ikke for at være et røvhul, men fordi jeg ikke synes det tjener nogen at pakke det alt for meget ind.

Så kan man trække undergrundskortet og sige, at det gerne må lyde lidt grimt, kantet, mudret og alt det der. Korrekt, det må det gerne, men jeg synes ikke bandets numre, stil eller den lyd der formodentlig sigtes efter vinder noget ved, at lyde som om den er indspillet foran en laptop, placeret i en papkasse, i et lavloftet øvelokale. Men lad os løbe igennem de tre numre og kigge på plusser og minusser…

“Loose Ends” er seneste single, det har de i hvert fald valgt at kalde den, men den er ikke klar. Vi befinder os i omegnen af semi-ballade, med en vibe af noget grunge. Vokalen er helt fremme i lydbilledet, der indledningsvis er meget afdæmpet og skrabet hvad angår instrumentering. Det fungerer i princippet fint, og den langsommelige opbygning har bandet også fint styr på, men med vokalen så meget i centrum, så afsløres nogle af svaghederne også. Den er momentvis danglish-ramt hvad angår udtalen af de engelske gloser, den har en naturlig snøvlen, og steder hvor det er som om ordene bliver hængende inde i munden (Eddie Vedder effekten) som KUNNE blive et plus – men her er det simpelthen for dårligt produceret og iscenesat, så det kommer til at lyde for utrænet. Men det er ting som der kan arbejdes med og rettes op på, for selve klangen af vokalen har noget der kan bruges.

Melodisk bliver nummeret lidt for tungt i røven, så det virker som om den trækkes hen over et klistret trægulv. Der mangler dynamik i lyden og dermed også på de enkelte instrumenter, som kæmpet med at give nummeret de vinger det skriger efter i peak-perioderne. Nå ja, og så er knap 6 minutter alt for langt, som det præsenterer sig i sin nuværende form.

Lyden på indspilningerne er et helt gennemgående problem, som virkelig kommer til at virke som en klods om benet på materialet. på “Assertive” er den alternative rock mere i fokus, tempoet er skruet i vejret, grundrytmen har et godt drive og der er et eller andet iørefaldende over melodien – men det hele drukner desværre lidt i den grumsede indspilning. Noget af trommesættet er gennemtrængende, guitaren er for lav og smelter sammen med bassen i et eller andet pløre, mens vokalen kæmper lidt med at holde nummeret i gang og finde ud af hvor den skal placere sig. Det er ærgerligt, for mod slut bliver det helt tåleligt og som om der kommer noget luft omkring instrumenterne, og hey, vi har fat i noget der kunne fungere!

“Don’t Feel Like” bliver en gentagelse af mine forbehold, jeg aner et fint nummer et eller andet sted, men det drukner og overdøves af de ovennævnte problemer. Især savner jeg virkelig at guitaren kommer længere frem og får lov til at være meget mere gennemtrængende, det lyder som om der foregår noget ret fedt derinde i sangen et sted. Vokalen kommer endnu engang lidt til kort, jeg synes ikke den der decideret dårlig, den har noget kraft, men det kommer forkert ud og den ender med at ligge og flyde for meget rundt. Når den ikke lige lyder som om, at der er nogle ord der er ved at sætte sig på tværs. Så kommer 4 minutter og 40 sekunder beklageligvis til, at føles som halv-lang tid.

When We Talk kunne have fat i et eller andet der kunne blive helt godt på disse tre numre, men i mine ører er vi der slet ikke endnu. Hvis det er meningen, helt seriøst og bundærligt, at det SKAL lyde sådan her og bandet synes det ikke kan gøres bedre, så er det langt fra godt nok. Hvis det er fed, sløset og cool undergrund, så kan jeg ikke høre det eller har misforstået missionen.

Den samlede oplevelse lander et godt stykke under middel, men der er håbe at finde.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg When We Talk på facebook

Foto: When We Talk/facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here