Wampire: Bazaar *** (3/6)

0
571
views

Portland-bandet Wampire kendte jeg ikke meget til på forhånd, før deres andet album, Bazaar landede i vores indbakke. Her formuldede det først lidt i bunken af mails, indtil en november-oprydning afdækkede pressemateriale og MP3-filer. Albummet udkom i oktober, så vi er lidt bagud, men derfor er Wampire alligevel et tjek værd, hvis du er til opfindsom og legesyg rock. 

Bandet, som er centreret om de to sangskrivere Rocky Tinder og Eric Phipps, udgav sidste år debutalbummet Curiosity som sendte dem på tour med blandt andre Foxygen og Unknown Mortal Orchestra. Det er da også et medlem fra sidstnævtne (Jacob Portrait), der har produceret Bazaar, hvor de to sangskrivere især har fået hjælp af trommeslager Thomas Hoganson, som også mestrer saxofon og klaver, begge dele også anvendt med positive resultater på albummet.

Først og fremmest er der en smittende energi og legesyge på Bazaar, som dog ikke bærer albummet helt i mål. Men det starter glimrende med ‘The Amazing Heart Attack’, som lægger fra land tempofyldt melodisk, med energisk trommespil og fængende vokalstykker (og indlagt psykotisk grinesample). Det høje energiniveau fortsætter på ‘Bad Attitude’, hvor trommespillet atter driver løjerne fremad, her godt suppleret af en saftigt hoppende bas, mens guitarerne konstant hakker afsted, det meste af vejen synkront med pianoet. Den skæve energi er bærende på udlægget, og det fungerer som en god vej ind i Wampire’s verden.

Tempoet sættes ned på ‘Fly On The Wall’, selv om trommerne stadig har en indestængt energi, og kompositionen bølger og pulserer. Blæsere, piano og andenstemme giver alle gode bidrag, ligesom velplacerede fløjt giver det hele et ekstra pift. Den følges af den endnu langsommere, soft-psych-rockende ‘Wizard Staff’, hvor saxofonen for alvor får lov at melde sig på banen. Hverken saxofon eller langsommere tempo forhindrer dog Wampire i at gøre det til en medrivende og velfungerende sang, som forståeligt nok har været singleudspil. Det formår at ramme en balance mellem at være laidback og samtidig engagerende for lytteren, så man får lyst til at synge og vippe med. Det afvekslende guitarspil er noget af det, der gør at det er et nummer, som også udvikler sig med lyttene.

Så går der desværre lidt stilstand i albummet, selv om saxofonen også blæser fyldigt ind på ‘Too Stoned’. Den er i perioder netop lidt for stenet, men på den anden side giver det en effektiv vekselvirkning, da der pludselig sættes tempo, efter et par minutters instrumentalt steneri. Psykedelisk kor indleder ‘Milennials’, som fortsætter i et solskins-psykedelisk rockspor. Det er også heromkring interessen for Wampire’s univers for alvor begynder at brænde lidt ud for mig. Det livlige trommespil har mistet lidt af sin effekt, det samme har pianoets faste indmarch, ligesom vokalen også begynder at virke monoton og begrænset i sit udtryk. Nuvel,  ‘Sticking Out’ fænger igen lidt med sit guitarriff og saxofonens supplement, selv om det er indledningen på nummeret, jeg ender med at synes er mest interessant. ‘Life of Luxury’ byder dog ind med skævt soft-rockende vellyd, der snerper lidt henad det musikalske område, som The Men bevægede sig på, på deres seneste album. Wampire bruger lidt flere virkemidler, men rammer også et fint udtryk her.

Wampire lukker og slukker med den slæbende ‘People of Earth’, der inficeres af synth-klange, der slynger sig omkring bassens bund og vokalen. Det har en skæv charme, og Wampire har sans for at snige de gode melodier ind. I perioder fungerer Bazaar rigtig godt, i andre synes jeg den går lidt mere i tomgang, trods sin legesyge tilgang til instrumentering og anvendelse af melodier, og på nogle måder afspejler Wampire nogle af de samme svagheder, som en række andre bands i samme skæve psych-pop-rock bølge, hvor man også finder førnævnte Foxygen, tidligere anmeldte The John Steel Singers, Tame Impala og til dels MGMT, nemlig at det virker som rigtig meget form og ikke så meget indhold. Der leges med udtryk og musikalske referencer, og jeg kan sagtens høre det interessante i det – til gengæld efterlader det mig en lille smule upåvirket efter endt lytning. Det kan godt være Wampire ville sælge deres sjæl for rocken, at de har investeret deres sparepenge i Bazaar, og lever af whisky og dåsemad, men i mine ører lyder det mere som noget de leger. Og det er der bestemt også kvalitet i – det er bare en kvalitet, der risikerer at være hurtigt glemt, og er det for mig, i dette tilfælde.

Bedst fungerer det på ‘Wizard Staff’ og de tre første numre, der med deres energiske legesyge i starten overrumpler. Desværre taber albummet højde i længden, og trods et godt klassisk rockende indslag med ‘Life of Luxury’ på anden halvdel, så ender jeg en smule uforløst og med fornemmelsen af at der kunne have været mere dybde i løjerne, og jeg er også kun engageret som lytter så længe energien er høj. Det virker lidt hårdt at give 3 (omend store) stjerner, men det bliver nu engang der, vi lander. Det bør dog ikke afholde dig fra at tjekke Wampire ud, hvis du kan lide nogle af de førnævnte bands.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here