To My Green Lands: How To Store Memories ★★★★☆☆

0
753
views

To My Green Lands er et fint lille lo-fi balladerock-projekt, og på How To Store Memories er det både gode sange og en fin, skramlet lyd, der tegner bandet, som da også allerede har fået spilletid på P6 Beat. 

Men gode sange og fin skramlet lyd til trods, desværre går der lidt one-trick-pony i vokalerne, hvilket gør den noget skramlede lyd lidt for skramlet. Det starter egentlig meget godt – åbningsnummeret ‘Pictures’ fremføres fint og definerer også en god, ja, skramlet lyd.

Det er ret uavanceret guitar-pop-rock som groover fint derudaf med en vokal ikke helt ulig Sune Wagner. Der er også tænkt repetitive riffs/ostinater i guitaren, som resten af bandet og harmonikken så bevæger sig uden om – den slags er jeg en sucker for!! Og det fortsætter også fint på ‘Real World’, som har en fin laid back feeling med klaver som drivende kraft og fine små, skramlede guitarfigurer over. Jimmie Nolsøe benytter her en knirkende overdrive på stemmen, og indtil videre fungerer det – især da stemmen er dub’et flere steder.

…og de gode takter fortsætter på ‘Mr Writer is Gone’, hvor der synges egalt og overdriven bliver minimeret til en effekt. Og sådan kunne jeg fortsætte analysen, nummer for nummer: Fint spillet, fine idéer godt udført med grundspor og små bi-temaer hele tiden på både guitar, klaver, klokkespil og strygere. Meget fint.

Problemet opstår dog for alvor, når vi når hen på den sidste halvdel af de ti numre; overdriven bliver et irritationsmoment og rigtig grelt bliver det på ‘On Dream 23’ og ‘The Fall’, hvor man som tilhører begynder at sidde at kigge sig om efter en oliekande, så den knirkende stemme da kan smøres.

Nej, spøg til side, men det er faktisk lidt ærgerligt – især da der er gjort meget for eksempelvis at lægge kor på ‘The Fall’, at det bliver denne noget særegne stemme, der bliver fokuspunktet – og altså ikke for det gode. Ret skal dog være ret, og pladen slutter meget klassisk med et roligt nummer, ‘Journeys’, som fungerer fint og gør at man trods alt efterlades med et positivt indtryk af pladen.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det er et spørgsmål om smag. Men det bliver påfaldende og når man på den måde kører på med en teknik, så bliver det for mig lidt som at høre en soulsanger gang på gang jerne skalaer af – tydeligvis dygtigt, men også trivielt. Måske To My Green Lands i virkeligheden lidt som Starsailor – skidegodt lavet, men også tegnet af en meget karakteristisk forsanger – som så per definition vil dele vandene.

For To My Green Lands handler det dog om at det kan virke som om Nolsøe ‘gemmer’ sig lidt bag effekten – og det er sørme en skam, da musikken egentlig bidrager til at fortælle gode historier, man snildt kunne stå ved.

Nuvel. Det er god musik, og jeg skal ikke lade min egen præference ødelægge det fine arbejde, der tydeligvis er gået i at lave pladen. Men det bliver altså nok ikke mig, der hiver den ned af hylden igen! Men fire stjerner fortjener de – med en vis modstræben.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here