The Sword: Apocryphon ***** (5/6)

0
841
views

Musikken der banker ud af højtalerne, er følelsen af at læne sig bagover i sin campingstol, nusse sig lidt i sit manly beard, klappe sig mageligt på dunken, åbne en halv-lunken øl og glæde sig til, at man senere på dagen skal ind på festivalpladsen og se The Sword.

The Sword er fra Austin, Texas og har eksisteret siden 2003. Det er efterfølgende blevet til fire studieudgivelser, inklusiv den nyeste, Apocryphon, som vi kigger nærmere på her. Bandets støvede blanding af strømninger fra Heavy Metal, doom/stoner metal og regulær hardrock er en potent og kraftfuld cocktail, der efterlod mig med den ovenstående følelse, efter at have lyttet de ti nye numre igennem. Det er perfekt til en solskinsdag i det fri, med lidt tilbagelænet og doven stemning – imens musikken kværner løs.

Det nærmeste jeg lige har kunnet komme, at placere dem i en bås, er ved at kalde det en blanding af Black Sabbath og, ligeledes texanske, And You Will Know Us By The Trail Of Dead. Deres riffs, og der er goddamn mange, er i Sabbath familien, men tempoet og atmosfæren er mere i deres bysbørn AYWKUBTTOD’s retning – store riffs og et tørt, men eksplosivt, drive. Hvor det forrige album, Warp Riders, var en slags konceptalbum, så er Apocryphon præget af en mere løs struktur. Ti bastante numre, der, for størstedelens vedkommende, holder sig i et brummende midt-tempo, men stadig med masser af saft og kraft.

Nu hvor The Sword krydser klinger med en støvet og halv-slidt genre, vil jeg indlede med at bruget et ditto udtryk – for der er fandeme smæk for skillingen lige fra første sekund. “The Veil Of Isis” uddeler tørre hug med det elektriske sværd i samtlige 5 1/2 minut. Man føler sig fra begyndelsen i godt selskab, vugger let med foden og nikker med. Producer J. Robbins (Clutch m.fl) leverer en skarp og knastør produktion, så man er nervøs for, at de konstante riffs skal antænde en brand i øregangen. Det er sgu sådan man åbner en ROCK-plade. Det forsætter i “Cloak Of Feathers”, måske albummets bedste nummer, der udover de allesteds nærværende kæmpe riffs, har et smittende og vuggende boogie swing – nu er jeg næsten nødt til at rejse mig fra den svedige campingstol og ryste bentøjet lidt. Har du rust i lyttekanalen, så burde den allerede være banket godt løs med denne kradse indledning på Apocryphon. Det er ikke kun guitararbejdet der imponerer, hele bandet svinger formidabelt og spiller med så meget power, at man tvunget til at sætte sig igen, inden trommerne vælter en omkuld.

Tell me, oh mountain
What secrets do you hold
Buried deep beneath the earth
In hidden vaults of stone?

The Sword spørger bjerget til hjælp i “Arcane Montane”, med det klippefaste tempo og stenhårde melodi – The Sword rumler af sted mod tinderne. Rocky Mountains burde ligge i sikker afstand af Austin, Texas, men af og til overvejer man i løbet af Apocryphon’s 44 minutter, om bandets musik ikke får dem til at ryste bare en smule. The Sword skal ikke anklages for enorm musikalsk variation, faktisk tenderer det ren monotoni flere steder. Det er dog så forbandet sveddryppende tungt og veleksekveret, at man fryder sig over de små udflugter man trods alt finder hist og her, som lidt southern sump-blues i dette nummer, men ellers ikke irriteres det mindste over de lange enslydende passager.

“The Hidden Masters” indledes med neddæmpede toner, inden et kæmpe stort og savende riff endnu engang rusker éns knogler. Stik mig noget kalk, omgående! Her benytter The Sword sig af et mere enkelt og simpelt udtryk, klangen er stadig skærende, men nummeret gennemsyres af en tung stener-melodi, der ustoppeligt tramper fremad, imens frontmand J. D. Cronise fremmaner “Look at yourselves, Look at your world, What have you done? What have you become?”. Måske er titlen på næste nummer, “Dying Earth”, en hentydning til det? Efter en spacy start, drøner de gnistrende instrumenter ud af højtalerne. The Sword svinger i hvert fald ikke med sløve klinger. Men efter den respektindgydende riff-tastic første halvdel af Apocryphon, så føles det her lidt som en lidt for liret og udmattende sværdkamp midt på pladen. Det skal dog siges, at når det her er “bunden”, så er bundniveauet pænt acceptabelt – her bliver det hele bare lige en tand for meget til lapsen i festivalstolen, man kunne jo få stress!

Under det parole-råbende omkvæd i “Execator”, er jeg dog oppe at stå igen, med knytnæven taktfast hamrende mod himlen.

They know nothing
They give nothing
They love nothing
They are nothing

Damn straight, they don’t. Der fik “DE” dén, alt imens The Sword fægter løs med arme og ben i opskruet og truende tempo. Mægtig ørkenmetal. Føl det kolde stål, møgdyr!

Vi bevæger os i en lidt mere Grunge’et retning på den efterfølgende “Seven Sisters”, hvor vokalen smyger sig op af guitaren som et ekstra instrument i starten af nummeret. I det hele taget har J. D. Cronise rent teknisk ikke nogen “stor” vokal, men den doseres fuldstændig rigtigt og fungerer efter hensigten. Den har dog den svaghed, at man ikke altid lige hører efter nøjagtig hvad der bliver sunget, og man er måske ikke voldsomt emotionelt investeret i lyrikken hele vejen igennem pladen. For det samlede indtryk er det dog småting, men nu er vi i den højere ende af karakterskalaen – så må man gerne lige fluekneppe lidt.

Den særdeles fremragende “Hawks & Serpents”, endnu en kandidat til pladens bedste nummer, lægger ud med noget der bringer minder om et ZZ Top riff, inden The Sword gør lydbilledet mere grumset igen. Der synges om, at man skal “take out your sword”, men selv på min metaforiske Roskilde campingplads virker det lidt forkert. Bandet skal dog ikke høre det mindste for, på faretruende vis, at ryste med våbene her. På “Eyes Of The Stormwitch” drejer vi ind på en lidt mere melodisk snoet og groovy vej. Bare titlen alene gør denne sang blæret, men det majestætiske groove i melodien nærmer sig også det rene pral.

Mystiske blip-blop toner indleder Apocryphon’s sidste sang, der samtidig er titelsangen. De moses dog hurtigt af bandets sidste korpusrystende riff-overfald. Dermed kan man sige, at alt sådan set er ved det gamle, men samtidig er det en fornem opsummering af pladens overlegne kvaliteter.

The Sword’s Apocryphon vinder ikke hjerter på grund af overraskende nytænkning og nye landvindinger indenfor guitar domineret rockmusik, men bevæbnet til tænderne med klassiske tricks og stædig insisteren på egne styrker, formår de at spille en overbevisende sejr i hus. Det er ekstremt maskulint, man kan nærmest lugte MAND, og den primitive primal-energi er gennemgående helt uimodståelig. Man savner stort set ikke, at det bliver mere sofistikeret eller afvekslende. Hvis du er til rendyrket rock i sin urform, så er der ingen vej udenom Apocryphon, det bliver næsten ikke mere ROCK rocket.

Jeg ser fremad mod Roskilde 2013, og håber jeg kan udskifte min campingstol her, med den ægte vare – nu vil jeg rejse mig, og gå ind til Odeon og svede flydende stål til The Sword.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!