The Entrepreneurs, Radar, d. 7/10 – 2016 ★★★★☆☆

0
558
views

Radar lagde fredag aften lokaler til de yderst hypede The Entrepreneurs, som delvist viste at der er noget om hypen.

Inden hovednavnet kunne et halv-fyldt Radar lægge ører til Athlete. Hvad det skulle til for, er svært at sige; der var tale om en enkelt gut med en laptop på scenen og hverken numre eller ’performance’ virkede som live eller vedkommende. Det kunne såmænd have været OK som baggrundsmusik, men hvorfor sådan noget skal ophøjes til ’support’ er ubegribeligt.

The Entrepreneurs

I en sky af røg og støj går bandet på scenen og der bliver lagt hårdt fra land: Hittet ‘Brutal Summer’ får lov at løfte stemningen, som ærligt talt har været lidt udfordret af ’supporten’. De tre mand i The Entrepreneurs viser fra første takt at der er styr på lyden og disponeringen med at opstille bandet med alle tre mand fremme på scenen – trommeslageren spillende ind mod sine bandmedlemmer – fungerer glimrende i Radars intime rammer.

Både lyd og vokal er genkendeligt fra indspilningerne og der er ikke sparet på ekko og delays i lydbilledet – uden at det nødvendigvis kommer til at virke psychet af den grund. Tvært imod er der egentlig godt styr på lyden og til trods for at vi ind under sættets afslutning nærmer os noget grunge-agtigt, så fremstår Mathias Bertelsens vokal konstant som et fixpunkt i det lidt småstøjende lydbillede.

Og denne sovs af lyd er på en gang forcen og ulempen hos The Entrepreneurs; som da Bertelsen finder en 12-strenget guitar frem i tredje nummer, men vi ikke helt fornemmer hvad det gør for lydbilledet (faktisk virker det enten til, at der skulle være en bas-effekt, der spiller guitar – eller en del backtrack?), og vokalen aldrig kommer til at fremstå helt tydeligt med en distinkt vokal. Bertelsen gør ellers hvad han kan for at levere noget nærværende nerve, og flere gange lægges guitaren for at han kan gribe mikrofonen og indlevende karte rundt på scenen. Men så er der kun bas og trommer tilbage?

Det er måske ikke så vigtigt, for energien spores i performancen. ‘Seagull’ fungerer på den måde bedre end de resterende numre, da lyden bliver potent, basdrevet og fremadrettet. Her bliver der åbnet for en potens, der ikke ligger i de øvrige numre. Og da vi når til ‘Ombre’ må det konstateres, at vokalen ikke er det, man skal lytte efter – mens bandet tydeligvis har styr på deres lyd og liveperformance. Dette bliver tydeligt i lange break-downs, hvor der egentlig bare larmes igennem og spilles sammen.

Vi får også plads til et nyt nummer – ‘Be Mine All The Time’ – og der trækkes i en klædelig grunget lyd og en lang passage med groove/solostykke, hvor bandet samles omkring trommesættet. Live-lir? Måske, men faktisk en kærkommen variation til den effektindsovsede vokal. Vi får også ‘It strikes again, love’ leveret med stor professionalisme, inden ‘Routine Lines’ får lov at afslutte de cika 50 minutters performance.

Ingen tvivl kan herske om, at The Entrepreneurs er et godt, sammenspillet band der har flere radiohits at trække på.

Det står bare ikke helt klart om bandet i virkeligheden har kvaliteten til at holde på den lange bane. Og især en utydelig vokal gør at der for mig kommer til at hænge et spørgsmålstegn over, om bandet har mere på hjertet end at spille de numre, der er blevet båret frem af radioen.

På en fredag var det en fin koncert, men magien og den langsigtede troværdighed udeblev. Fire stjerner fortjener trioen dog for en god, men måske lidt rutinepræget performance.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here