Testament: Dark Roots Of Earth ****** (6/6)

0
644
views

Siden vi begyndte, at lege anmeldere her på GFRock, er der udkommet en række fede metal skiver af forskellig hårdhedsgrad, især fra aldrende eller decideret oldgamle bands – blandt andre Megadeth, Machine Head, Europe, Soulfly, Fate, Biohazard, Lamb Of God, Paradise Lost og Unsane.

Nu er turen så nået til endnu et band, der burde kunne kategoriseres som metal-mosefund, men endnu engang nægter en flok halv-gamle heavysvin, at lægge sig i graven. Testament er tilbage, og i uhørt viril og levende grad!

Dark Roots Of Earth er deres tiende studiealbum siden debutten The Legacy i 1987, bandet er dog dannet tilbage i 1983, og her hvor 20 års jubilæet nærmer sig er guitarist Eric Peterson eneste medlem, som har været med hele vejen. Greg Christian (bas) og Alex Skolnick (guitar) er dog original medlemmer, men har været ude af bandet i en periode. Forsanger Chuck Billy kom til i 1986, lige før album debutten. Nyeste mand er trommeslager Gene Hoglan, som har været medlem siden 1996 – så der er trods udskiftninger og svingdør igennem årene, tale om et temmelig rutineret line up. Og det kan høres på det nye album.

Succesen lægger efterhånden mange år tilbage, storhedstiden var fra 1987 til 1992, hvor de udgav fire roste og populære plader, før det som for så mange andre bands gik kommercielt ned af bakke, da Grungebølgen for en kort tid dominerede det musikalske landskab. Men selvom de har opereret under mainstream radaren, har de forsat med at tæske løs i Thrash genren, og jeg kan kun sige, at med dette nye album i bagagen fortjener de en revival.

For holy shit, hvor er Dark Roots Of Earth et hammer hårdt og headbanging all the way to hell, fedt metal album af den gammeldags slags!

Jeg har aldrig været fan eller kender af Testament, så det her er bestemt ikke farvet af gammel rustfri kærlighed eller deslige, men tænkte de skulle have chancen efter en del positiv medie buzz op til udgivelsen. Og man bliver på ingen måde skuffet, er du til klassisk Thrashmetal, så spild ikke tiden med at læse videre, ud og køb møgdyret!

Hvis du alligevel lige er blevet hængende, så skal jeg prøve at fatte mig i korthed så du kan få lettet røven og komme af sted. Dark Roots Of Earth består af 9 nye numre, og køber du special edition får du 3 covernumre, og et extended cut af en af de nye sange ekstra oveni hatten. Det kan man næsten lige så godt, de er alle velspillede og værd at lytte til, men jeg tæller dem ikke med i den samlede bedømmelse af albummet – det er det nye der tæller. Covernumrene er: “Dragon Attack” (Queen), “Animal Magnetism” (Scorpions) og “Powerslave” (Iron Maiden).

Albummet åbner med en typisk metalheads call to arms, med opfordringen til at “Rise Up”, i nummeret af samme navn. Det er arketypisk Thrash, som du kender det fra f.eks. Slayer på deres gode dage, nærmest provokerende simpelt og velkendt, men ekstremt medrivende og forbandet effektivt. Bandet brøler ud af skyttegravene med hovedet højt hævet, instrumenterne i angrebsposition og med en dødsforagt så man vitterligt håber de har skrevet deres testamente…. eller at lytterne har!
Den lige så angrebslystne, men mere teknisk lirede, “Native Blood” forsætter udfaldet mod fjendens linjer. Nummeret minder i sin opbygning om Metallica’s “Creeping Death”, uden naturligvis helt at nå denne udødelige klassikers heavy heaven højder, men på egne præmisser er det endnu en fuldtræffer fra Testament. Jeg ved ikke hvad de har drukket, måske det der “Native Blood”, men stik mig en hel tønde.

Titelnummeret, “Dark Roots Of Earth”, er næste mægtige nummer. Her sættes tempoet en smule ned, men tilgengæld skrues der op for en bidsk tyngde, det lyder som om medlemmerne af Testament har skeletter af bly. Samtidig er det melodisk og forbløffende spændstigt, hvis man kan bruge det ord om metal? Ingen spor af stive led og metaltræthed her. Forsanger Chuck Billy får også demonstreret, at han har en forbløffende skarp og tilpas alsidig vokal, efter relativt mange års tro tjeneste på kamppladsen.
“True American Hate” er old school Thrash som Slayer sikkert ville ønske de havde skrevet, det er svært at beskrive hvad det er der gør det, men på trods af, at denne slags sange er hørt et utal af gange før, så virker det frisk og vitalt. Måske skyldes det kamplyst og blodtørst? I så fald må man bøje sig i støvet for Testament, over at de stadig besidder disse “evner”, om ikke andet for at undgå, at få knoppen hakket af, af en skarp guitarsolo og sylespidse riffs.

Hold hovedet nede, “A Day In Death” myrder videre på slagmarken, selvom Testament opererer indenfor totalt klassisk Thrash, så er numrene tilpas varierede til at man ikke bliver træt af, at lytte til de gamle tricks. Men for alsidighedens skyld, leverer de også en melodisk stemningsmættet og flot midttempo metal-ballade med “Cold Embrace”. Her kan i roligt stikke snuden lidt frem fra jeres skjul igen, Testament står og viser muskler før det påny går løs. Periodevis fyres der lige en heftig guitar salve af, bakket op af overbevisende trommespil – hvilket forresten gør sig gældende hele vejen igennem.

“Man Kills Mankind” indleder den sidste og afgørende angrebsbølge, Testament moser ufortrødent frem, stadig uden banebrydende ny taktik, de tromler fremad på larvefødder og kvaser alt der står i vejen. Indledningsvis lettes trykket lidt på “Throne Of Thorns”, men kun for at give plads til at det tunge skyts kan rykke i position til, at fange os med paraderne nede. Testament er åbenbart ikke interesseret i at tage nogen fanger, “CARNIVOR, NO REMORSE” gjalder det udover slagmarken. Nummeret er helt klart Dark Roots Of Earth’s metalliske udstyrsstykke, men lir og musikalsk mastubation tager aldrig overhånd. Samtlige virkemidler er på forbilledlig vis doseret i helt rette mængder.

Med “Last Stand Of Independence” er vi desværre allerede fremme ved sidste nummer, ikke at pladen er for kort, men af uransagelige årsager ville jeg ikke have noget imod, at modtage flere thrashede tæsk fra Testament. Heldigvis går Testament, som forventet, ud med guns blazing! Hvis der stadig skulle være nogen tilbage i live, så må en total og betingelsesløs overgivelse være eneste gangbare løsning.

Testament har uden tvivl fået en ny fan i mig, og jeg glæder mig til at dykke ned i bagkataloget, hvis det holder i bare nogenlunde samme grad som Dark Roots Of Earth, så er det vist på sin plads at droppe betegnelsen “The Big 4” om Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax, og inkludere Testament – der er nærmere tale om “The Big 5”. Det her holder HELE vejen fra ende til anden, og selvom Thrash genren på ingen måde fornys, eller pladen flyder over af originalitet, og alt det der andet jeg normalt ville være snobbet nok til at kræve af et album for, at diske op med the full monty, så ser jeg ingen vej udenom.

Jeg lader mig begejstre, kapitulerer og afleverer 6 stjerner til Testament for et majestætisk metal album.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!