Telestjernen/Manden de kaldte Lefty: Det kolde Hawaii *** (3/6)

0
1014
views

Telestjernen har allieret sig med thyboen Manden de kaldte Lefty, om at lave albummet Det kolde Hawaii om surferparadiset Cold Hawaii, også kendt som Klitmøller, i det nordvestjyske, og det vældige Vesterhav. 

Udgivelsen er delt op i to halvdele (eller to LP-sider, hvis det er det medie man er på). Første del står Telestjernen for og leverer otte skæve pop/rock-sange, der ligger et sted mellem danske koryfæer som Johnny Madsen og Allan Olsen, men også låner fra samme værktøjskasse som eksempelvis amerikanske The Eels – og så noget eget særpræg.

Det hele starter med bølgernes susen på den instrumentale ‘Grønt flag’, inden vi bliver introduceret til ‘Det kolde Hawaii’ på andet nummer. “Vi surfede dagen lang/Og om natten var der fællessang”, beretter Telestjernen og Klitmøller lyder som et sorgløst sted at hænge ud i det skævtpoppede musikalske univers. ‘Legenden om Svend’ finder sit eget duvende leje hvor koret giver et stemningsfuldt bagtæppe. Bedre endnu bliver det på ‘Yeah-yeah!’, hvor det er et næsten western-klingende univers guitarerne fremmaner (Manden de kaldte Lefty har også en finger med i spillet på Telestjernens halvdel), og Telestjernen dropper referencer til Skousen og Ingemann, D-vitaminer og vildmandsskæg, mens nummeret groover videre.

At Telestjernen har et godt greb om de skæve skæbner får vi at høre på ‘Max Minigun & manden de kaldte hest’, hvor vi får en beretning, der inkluderer en rockerklub i Skjern, en ponyfarm og en kæmpe rygerklump, mens refrænet kører på de popkulturelle referencer; “Yippie-ki-yea motherfucker/De kaldte manden for hest/Yippie-ki-yea motherfucker/Go – Go West”. Jeg ved ikke helt om jeg synes det bliver en tand for letkøbt, sådan bare at hive referencerne ud af ærmet, men det giver egentlig meget fin mening i Telestjernen’s univers og det lagrer sig et sted i hjernen, gør det.

Vi skal også omkring et par legendariske sko på ‘De hvide vans’, der “ku’ dans'”. Selv om guitaren får lov at lege lidt, og der sættes tempo fra trommerne undervejs, så ender jeg med en fornemmelse af at det er et nummer, der står en smule i stampe og har et vist skitsepræg og dermed kommer til at fremstå lidt enerverende i længden. Så er der mere gods i spoken word beretningen om ‘Leftys oldefar alias Slagteren & Profeten fra Vegebjerg’, hvor der musikalsk bare er et pulsslag og lidt strengeanslag hist og her, så Lefty’s oldefars profeti om fremtiden i Klitmøller får plads: “Jeg ser Surf Punx i O’Neill – et iskoldt Hawaii/tyskere i gummi på tekno-safari/Et godtfolk med vildere bølge-fantasier/End der gemmer sig her i mine lokums-skriverier!” Den ganske omfangsrige tekst er bestemt underholdende lytning/læsning. Efter sådan en omfangsrig omgang ord vælger Telestjernen klogeligt at afslutte sin halvdel med en instrumental ‘Vesterhavs blues’, der lyder lige præcis som man kan forvente og ender med bølgernes brusen.

På Manden de kaldte Lefty’s halvdel, er der mere surf-rock og twang over løjerne og en kende mere action allerede i titlerne. Det grønne flag bliver afløst af ‘Rødt flag’, hvor der er godt gang i brændingen, inden vi skal en tur på ‘Jet scooter’, der lyder som et instrumentalt western-tivoli i samfulde 4 minutter, der ender med at føles som lidt for lang tid.  ‘Blop!’ skruer tempoet ned, med slentrende bas, mens guitaren udfører sin egen lille dans. Der skrues op for surf-guitaren på ‘Stærk strøm og stormende styrt’, der lader især guitar og bas gnistre. Det er et nummer, der leder mine tanker i retning af Tarantino-soundtracks, og Manoj Ramdas’ (The Good The Bad, med flere) tilstedeværelse som effektmand og producer er bestemt mærkbar.

Det er den absolut også på ‘Drop zone’, der er ganske medrivende, selv om det musikalsk er hørt før. Også på ‘Dødedans ved Nørre Vorupøre’, som er billedskabende og veludført med sit ildevarslende tangent- og guitarspil, men igen føler jeg at der bliver tærsket lidt for meget langhalm på løjerne. Vi blæser ud over den vestjyske prærie på ‘Vesten vild’, hvor vi atter bevæger os i et western-landskab, hvor der nok er gode guitarhooks, men som alligevel ender en smule forglemmeligt, trods den utvivlsomme kyndighed.  ‘Lav sol over Doggerbanke’ binder ende på albummet, og bygger langsomt op mod de afsluttende bølgeskvulp.

Med bølgerne op på stranden skyller 3 stjerner til Telestjernen og Manden de kaldte Lefty for et album, der virker lidt usammenhængende musikalsk, trods det tematiske fællesskab. De to halvdele supplerer på nogle punkter hinanden rigtig godt, men jeg kunne egentlig godt have tænkt mig at høre dem blandet noget mere. Jeg kommer ind i mellem til at savne Telestjernens vokal og fortællinger på anden halvdel og de løbske surfguitarer på første halvdel. Samtidig ender jeg også med at være en kende utålmodig undervejs, hvor jeg synes nogle numre og ideer trækkes lidt rigeligt ud i omfang. Dermed ikke sagt, at der ikke er fornøjelige stunder undervejs, for dem er der en del af, og altså rigeligt til 3 pæne stjerner til de to herrer og deres sammensvorne musikanter for et sympatisk projekt.

Tjek Telestjernen ud på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here