Svin: Svin ***** (5/6)

0
1448
views

Er det jazz?? Ja, nej, måske?! Danske Svin blander alt fra jazz, rock, stoner, avantgarde, afrikanske trommerytmer og godt med trut i saxofonen, i et krast, skramlet og i det hele taget mærkværdigt lydbillede, som det kan være vanskeligt at finde meningen i.

Netop “meningen med det hele” har jeg kæmpet meget med at finde på Svin, og størstedelen af de 6 numre der udgør dette album. Selv efter 10 lyt, er jeg ikke helt sikker på, hvad det egentlig er jeg sidder med. Så enten fatter jeg bare ikke helt hvad der foregår, albummet er ikke lige noget for mig og min hjerne, eller også er Svin bare en dybt besynderlig størrelse. Måske en blanding?

Nuvel, jeg “gav op” og accepterede, at måske skal man bare ikke forstå alt, eller også kan jeg finde en del af “svaret” ved bare at begynde at skrive….

Svin er anderledes, originalt og så meget undergrund i deres lyd, at vi skal helt ned på bunden – der hvor det kan være svært at afkode hvad der foregår, og mystiske skabninger lige pludselig kan dukke op ud af mørket. Og det vil givetvis ikke appellere til alle. Jeg er, som nævnt, ikke  engang sikker på hvor godt jeg egentlig kan lide det her? Men det gør det bestemt ikke til en dårlig eller uinteressant udgivelse, blot en jeg har meget svært ved at komme ind på livet af. Jeg føler mig måske en anelse udenfor, men kigger stædigt ind af Svin’s vinduer.

Men ok, hvad oplever jeg så når jeg kigger ind til Svin og deres fest, hvor der eksperimenteres lystigt med sangstrukturer, opbygning og klange – det lyder faktisk næsten som om albummet er indspillet live og nogle passager delvist improviseret. Skulle jeg sammenligne med noget andet jeg har hørt, som måske kunne minde en smule om Svin, og her er min referenceramme svært begrænset, så peger jeg i retning af Narcosatanicos. Ikke mindst, men ikke kun, på grund af begge bands hang til saxofon. Det er næsten bare som om, at Svin er endnu mere kompromisløse.

Hvor Narcosatanicos godt nok er temmelig skæve, anarkistiske og udfordrende i deres lyd, så giver de mig alligevel et anker, eller en vej ind i musikken, i form af vokalen og den genkendelige grundtone/stemning der gennemsyrer albummet – og får det til at lyde som ét langt psykisk sammenbrud. Hos Svin er der hverken vokal eller en gennemgående stemning i musikken, ej heller starter der en eller anden indre film, som gør musikken relaterbar for mig.

Stemninger, atmosfære, musikkens klang og humør svinger frem og tilbage over og i de 6 numre, så man føler man hele tiden bliver taget lidt på sengen  – du ved aldrig helt hvad der kommer. “Alt”, midt på pladen indledes med at der truttes sagte til morgensamling, man fornemmer næsten solen titte frem over trætoppene, i mens bandet strækker sig og gaber let i 3 minutter og 19 sekunder, hvor der umiddelbart ikke sker det store. Og så alligevel, for bag de sagte og små-skæve trut og nogle simple guitarnoter er der en eller anden dirrende understrøm, man forventer at der sker en pludselig retningsændring hvert øjeblik det skal være og er hele tiden lidt på stikkerne. Det sker bare ikke. I hvert fald ikke i “Alt”.

Til gengæld er der nok af udflugter og kringlede kroge på den næsten 9 minutter lange albumlukker, der bærer den smukke titel “Fede Piger”. Indledningsvis hører man kun en fjern monoton trut-tone, og lidt udefinerbar “baggrundsstøj”. Efter 2 ½ minut dukker der langsomt en guitar op i horisonten, der roligt sniger sig frem i forgrunden i mens intensiteten stiger når trommerne melder deres hakkende ankomst. 3 minutter senere er nummeret ved at nå kogepunktet, hvor det føles som om låget kan ryge af gryden hvert sekund. Men Svin trækker “pinen” ud og lader det hele boble og syde indtil det bobler over og fosser ned af kanterne godt 6 minutter inde i sangen. Jeg har det lidt som om jeg selv sidder i gryden, med hylen for ørerne og helt gasblå i skærmen – det er måske en god ting tænker jeg, i mens jeg tager mig til hovedet, som saxofonen forsøger at gennembore.

Nummeret får lov til bare af flyde ud, og lytter man til Svin på MP3 afspiller, som jeg har gjort, så er vi dermed tilbage ved udgangspunktet, nemlig første nummer “Maharaja”. Det er samtidig også det jeg ville kalde albummets mest “tilgængelige” nummer, uden at det bliver særligt imødekommende af den grund. Dog er det som om, at jeg her har nemmere ved at orienterer mig i lydbilledet, Svin holder måske en lidt mere i hånden her og fører en ind i deres særprægede univers, inden de slipper den og man må klare sig selv – og selv finde rundt, og ud igen. Det er rocket på sådan en skramlet tonseragtig måde, meget pågående og insisterende, men også catchy, på sin egen flossede og urergerlige facon. Men man aner en snert af velkendte strukturer i virvaret af larm og skæve rytmer, inden Svin sætter trumf på og stikker af på resten af albummet.

Grunden til, at jeg har taget de udvalgte numrene i lidt vilkårlig rækkefølge er, at jeg føler at netop en af de store kvaliteter ved Svin er, at det ikke føles som om det har nogen nærmere afgrænset start og slutning. De 6 numre kan høres hver for sig, eller i hvilken som helst rækkefølge. Rammen, hvis man kan tale om en sådan, er de 6 numre, ikke nødvendigvis at man skal fra sang 1 til 6, eller A til B. Det føles som en flydende organisk masse, hvor pointen ikke er et erklæret mål eller slutpunkt, hverken som samlet album eller i de enkelte numre – selve rejsen er pointen og målet i sig selv.

Det giver Svin en føles af absolut frihed, du kan stige af og på som det passer dig, og selv søge efter en mening i musikken. Og det er måske netop DET der er den mening jeg har forsøgt at finde? Jeg tror jeg er kommet noget af vejen, jeg ved blot ikke om sådan et trip er noget for mig, måske er jeg i virkelighed for konform og firkantet, selv om jeg har en anden opfattelse? Jeg ender på 5 meget forsigtige stjerner (egentlig ville jeg gerne have sluppet for at putte Svin ned i en stjerne-ramme) og en anbefaling/advarsel om selv at tage en tur med Svin og se om det er noget for dig. Du vil måske ikke kunne lide det, eller lide det du opdager på vejen, men det er i hvert fald en rejse der udfordre og sprænger rammerne.

Af Ken Damgaard Thomsen

Lyt til albummet på bandets Bandcamp side

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here