Suede: Bloodsports **** (4/6)

0
693
views

Et af britpoppems store navne, er nu klar med deres 6. album,  det første i 11 år. 11 år er lang tid at være væk fra folks bevidsthed, især i en omskiftelig branche som denne, hvor genre konstant genopfindes eller går af mode. Suede har klogeligt valgt, at satse på det sikre og udgivet et klassisk lydende “Suede album”, med de fordele og ulemper der nu måtte være ved dette 15-20 år efter de peakede kommercielt og kunstnerisk.

Et kommercielt comeback bliver Bloodsports nok kun i begrænset omfang, det taler til gamle fans af gruppen og briterne forsøger hverken at genopfinde sig selv, lyde moderne eller tilføjer klange fra tidens modeluner. Det gør, at albummet på mange måder er fanget i en tidslomme fra cirka 1993-1996, hvor bandet var på toppen, en tidslomme der rummer deres eget lille musikalske univers, som det nu lød i midt 90erne. Fordelen er, at du ikke skal særligt langt ind i Bloodsports inden den noget bitre smag efter den fesne A New Morning, “farvel” pladen der udkom i 2002, næsten er skyllet væk.

Faktisk behøver du bare lytte til albummets første nummer, den glimrende “Barriers”, der på gammelkendt, men særdeles effektiv, Suede-manér bobler ud af højtalerne, og tager mig tilbage til det sønderjyske midt-teen værelse. Jeg var relativt stor Suede fan i den periode hvor bandet brød igennem, og af Britpop generelt, ikke fanatisk dyrker, det har aldrig været my thing – men de britiske toner gav mig et eller andet i den periode. Grunge var langsomt ved at sejre sig selv ihjel, og jeg havde fået Seattle forstoppelse, metalmusikken stod og ventede på Korn og RATM efter Metallica var slidt op, Guns ‘n Roses imploderede, så knægten her vendte blikket mod de britiske øer.

Radiohead var måske de største for mig, med The Bends som den afgørende plade, men også Blur og ikke mindst Manic Street Preachers lyste teenage værelset op. Og så var der Suede, på en eller anden måde lidt en guilty pleasure i den forbindelse, og måske lidt et tøseband…. Eller i hvert fald et der med held formåede at opdatere T Rex og glam rocken generelt, alt sammen personificeret igennem frontmand Brett Andersons androgyne fremtoning og tvetydige vokallevering af teksterne om de smukke tabere og anden rendestens romantik.

Det er især i det lys, at min tilfredshed med dette nye udspil skal ses – Bloodsports tager mig tilbage til en svunden tid, uden at lyde så bedaget at det bliver pinligt. “Barriers” er den perfekte katalysator for den mentale rejse tilbage, men det er rejse der aldrig helt omslutter én fuldstændig, de gamle numre forbinder jeg med en særlig tid og følelse, de nye er bare hyggelige og minder lidt om klassikerne uden at nå samme højder. Det havde også hjulpet på illusionen, hvis pladen havde været jævnt stærk hele vejen igennem, men den topper desværre tidligt og fader bare sådan lidt ud, og ender lidt som et små-ligegyldigt musikalsk bagtæppe. Om det er et bevidst valg fra bandets side tvivler jeg på, men de bedste numre på Bloodsports ligger næsten udelukkende på første halvdel af pladen.

Nostalgi tidsmaskinen “Barriers” følges op med “Snowblind” og den nyeste single “It Starts And Ends With You”, to ligeledes glimrende skæringer, der strutter af frisk retro-Suede, så man næsten glemmer at vi er i 2013. Her er der virkelig forhåbning om, at der er noget stort i vente på Bloodsports samlet set, men som vi kommer til om lidt, så mister de aldrende briter pusten. “Snowblind” er endnu en omgang nytappet gammeldags Suede som det skal og bør smage, det er velkendt, men frembringer nydelse både pga. associationer til fortiden og velvære i nutiden. “Snowblind” er en klassisk  midttempo rocker, som bandet åbenbart er i stand til at levere når de gider, eller prøver, hvor “new guy” Richards Oakes får demonstreret at han altså er lidt uretfærdigt udskældt. Han havde den utaknemmelige opgave, at efterfølge Bernard Buttler på guitar, da denne forlod bandet efter Dog Man Star, den store genenmbrudsplade, og er ofte blevet kaldt alt fra “bleg kopi” til “uopfindsom immitator”. Ok, han lægger sig tæt op af Buttlers lyd mange steder, men sådan lød/lyder Suede’s guitar nu engang – han skal jo ikke pludseligt lyde som om Slash er blevet medlem af gruppen, vel??

“It Starts And Ends With You”, er det absolutte højdepunkt på Bloodsports, der måske bedste Suede nummer siden materialet på Coming Up? Den indeholder det meste af det en Suede fan kunne ønske sig – guitaren får plads, melodien pulserer derudaf og et dejligt catchy popomkvæd. Så er de sgu for alvor tilbage! Herefter skruer de fornuftigt nok tempoet ned, desværre kommer de bare aldrig rigtig helt op i fart igen, da kun et enkelt af de resterende numre ikke er en ballade, eller noget der befinder sig i semi-ballade territorium. “Hit Me” er titlen på sidste op tempo nummer, men den kommer aldrig rigtig ud af den lidt for afprøvede Suede-skabelon, og føles i sidste ende overflødig. Men inden den får vi to på hver sin måde fine ballader, først den svævende “Sabotage”:

Alone in the climate of her greed,
Her heels on the wheels of nothing,
Her love is sabotage,
Her love is sabotage

Ja, hvis vi ikke lige befinder os mellem de smukke tabere, så lirer Suede en typisk sørgmodig kærlighedsballade ud af ærmet, intet nyt på den front heller. Den efterfølgende “For The Strangers” drejer lyden i endnu mere atmosfærisk og luftig retning, klassisk Suede ballade med stor klang, og følelsen af at Anderson svæver alene og efterladt rundt med blødende hjerte. Vi får også lige en omgang “To gutters and drains and bins…” i teksten, alt er som det skal være. Som sagt, to rigtig fine ballader, især sidstnævnte, men ikke noget der når samme højder som “By The Sea”, “Saturday Night” eller “The Wild Ones” – men mindre kan da også gøre det. Beklageligvis går der simpelthen FOR meget melodisk stilstand i sagerne efter “Hit Me”, hvor de resterende 4 numre på Bloodsports dræner albummet for fremdrift. De er isoleret set flot og veludført Suede i nedsat tempo, en form for sang de tydeligvis stadig mestre at skrue sammen, men det hele ender med at flyde en lille smule sammen når man ikke får et afbræk.

På “What Are You Not Telling Me?” går musikken nærmest helt i stå, Anderson flyder vokalmæssigt nøgen rundt i et tomt rum, kun omsvøbt af et minimalistisk musikalsk tæppe. Det er forbandet stemningsfuldt og smukt, men igen, set i den albummæsige sammenhæng, så savner man lidt fart i de gamle britiske stænger. Især fordi den efterfølges af den ligeledes stille “Always”, der mageligt vugger af sted imens den virkeligt velsyngende Anderson høres som et ekko i stemningssuppen. “Faultlines” afslutter Bloodsports med, ja, endnu en bestemt stemningsmættet ballade, striped down og helt ind til Suede’s kerne, men effekten og virkningen udebliver lidt, når man lige har hørt så mange langsomme og nedtonede numre i træk. Den rummer dog antydningen af en vis storladen eksplosion, som nok skal gøre sig godt live. Højdepunktet i den lidt for sammenklumpede ballade afrunding af pladen, kommer inden de 3 her nævnte sange, med “Sometimes I Feel I’ll Float Away”, man kan nærmest høre hvordan den lyder, og hvad den handler om, blot ved at læse titlen ikke? Det er Suede dybt forskanset i deres sikkerhedszone, uden at så meget som en lilletå negl stikker udenfor – men formlen virker stadig. Hvis de så bare ikke havde klumpet så mange stemningsmæssigt enslydende numre sammen.

Selvom kondien måske ikke er hvad den har været hos Suede, og ikke holder til at sprinte igennem et helt album, heller ikke et på kun 10 numre fordelt på cirka 40 kompakte minutter, så er der faktisk en del at komme efter for gamle fans. Især for de af os, som har ønsket os et mere værdigt farvel end det A New Morning mislykkes fælt med for snart mange år siden. Er tiden løbet fra Suede og deres velkendte Britpop klang? Helt sikkert, og intet på Bloodsports kan helt måle sig med materialet fra gruppens korte storhedstid, men pladen er en velmenende og ikke mindst veludført reminder om, hvad bandet kunne engang, men nu kun kan frembringe som en form for fortyndet kopi af egne bedrifter,

Det lyder måske lidt negativt i forhold til at jeg trods alt ender på 4 stjerner, men dem får de både fordi gammel kærlighed åbenbart har svært ved at ruste i denne sammenhæng, og fordi, bedaget og halv-slidt, som Suede’s skabelon og tricks er, så fungerer den/de bedre end meget længe her. Rejsen tilbage til teenage værelset forbliver i sidste ende naturligvis en illusion, for Suede har ikke længere helt den kreative kraft, og det kunstneriske drive, som det ville kræve at spole tiden tilbage. Men jeg lader mig gerne forføre og narre for en kort stund, og der er glimt af storhed på Bloodsports.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here