Stonebird: Who Will Slay The Beast? (EP) ★★★★★☆

0
1843
views

Stonebird er endnu er skud på stammen af bands, som har kastet deres kærlighed over slut 60er/start 70er retro-rock, i den tungere ende af skalaen. Hvad der måske mangler af egentlig originalitet kompenseres der til fulde for ved, at bandet spiller forrygende, kan skrive sange der rykker og gynger og, trods velkendte virkemidler, udviser personlighed nok til, at man husker Who Will Slay The Beast? når EP’en rinder ud.

Vi befinder os i den let psykedeliske og blues-inspirerede ende af tungrocks-skalaen på Who Will Slay The Beast?, der indeholder 4 ret varierede numre, men stadig har en genkendelig Stonebird klang og følelse hele vejen igennem.

Nu er der jo efterhånden mange om buddet indenfor nyfortolket gammeldags tungrock, hvis inspirationskilder og forbilleder ligger 40 år, eller mere, tilbage i tiden. Det kan, som lytter, være lidt vanskeligt at skelne alle de bands fra hinanden og huske bestemte numre frem for andre. Der er virkelig mange kompetente bud og mange af dem rammer også den nødvendige “autentiske tone og fornemmelse”, så det ikke lyder for meget som pastiche. Stonebird lægger sig helt forrest i det felt i mine ører.

Allerede fra første nummer, den mægtigt medrivende og fuldfede blues-rocker, “Blues On The Rise”, synes jeg man kan høre og fornemme, at det her band bare har et eller andet. Det kan jo være de bare lige har ramt den helt rette nerve og stemning hos mig, men det her nummer har det der udefinerbare “noget”, der gør at det brænder sig fast. Det er både catchy, tilpas tungt, det svinger, det lyder kraftfuldt og dybtfølt – en af den slags numre, hvor man tænker, at det bare flyder ustoppeligt og uimodståeligt ud af bandmedlemmerne. Fordi det VIL ud.

Det starter lidt afventende, med en dirrende stemning, instrumenterne svejer og cirkler lidt, det hele simre, indtil låget ryger af gryden efter et halvt minuts tid og bluesen får lov til at rejse sig. “Think I’m being hunted, by the ghost of rock ‘n roll”, lyder det i opbygningen til det fremragende omkvæd fra forsangeren, der er ekstremt velsyngende hele vejen igennem EP’en, En af den slags vokaler der på en del punkter har noget velkendt over sin klang, uden at man helt kan placerer den. Det lyder bare… fedt? Den har blues feeling, lidt rå kant, virker lidt plaget og længselsfuld når det er påkrævet og generelt bare som om der er masser af overskud og kraft i stemmen.

“Blues On The Rise” er klart EP’en mest iørefaldende nummer, og et der nemt kan komme til at overskygge de 3 efterfølgende en smule på grund af de åbenlyse kvaliteter. Men det ville være lidt synd, for nok er resten af numrene på Who Wil Slay The Beast? måske umiddelbart knap så markante, men det er nu stadig virkelig gode numre på deres egne præmisser – hvis man lige giver dem lidt tid og plads til at komme til fadet efter den magtfulde indledning.

“Beast” følger op, tempoet ryger i vejret og virker mere pågående og jagende, desperationen i vokalen bliver mere tydelig – med lidt ekkoer af noget Robert Plant’sk. Efter 1 minuts tid bremses der ned til lusker tempo, noget orgel får lov til at blande sig, her har musikken nærmest noget Iron Butterfly over sig, mens den får lov til at bygge op til en omgang flammende og skærende guitar-bredside, cirka halvvejs igennem de 4 minutter sangen varer. Således forsætter det med at bølge frem og tilbage nummeret ud, indtil afslutningen, hvor den hamres i mål i samme tempo som den blev indledt. Det lyder kraftedeme bare sejt, ikke så meget pis der!

På den efterfølgende “Mama/Sister” letter trykket lidt og bandet neddrosler brugen af hestekræfter, og bliver mere atmosfærisk svævende, kombineret med en vrikkende, vridende og dansende blues-rytme. I omkvædet blusser det hele op, stiger i intensitet og lydstyrke i korte virkningsfulde eksplosioner. Mere udsyrede blues-rockede tendenser vinder indpas i løbet af nummeret, der efterhånden får opbygget en ret effektiv mængde rastløs energi, som skal kanaliseres ud via instrumenterne. Man fornemmer næsten de slå gnister af og til, eller i hvert fald damper om kap med bandet, der virkelig lyder som de spiller igennem.

Stonebird lukker og slukker Who Will Slay the Beast? med en tur ud i mere sumpet terræn på “Magic Mountain Medicine” , en smittende sydstatstrampe semi-tåger, der lyder som et ikke helt appelsinfri møde mellem The Doors og Lynyrd Skynyrd. Det er en god ting. “On the way to the top there is a freezing wind, you better keep going, or you’re gonna cave in”, og det gør vi så, mod toppen med Stonebird som guide.

Det er svært at spå om den slags, men Stonebird lægger et uhyre solidt og stærk fundament med denne EP – om det er nok til at nå toppen af bjerget, det må tiden så vise. Indenfor “genren” er det i hvert fald en af de mest helstøbte og sikre udgivelser jeg har hørt i meget lang tid. Who Will Slay The Beast? emmer af sjæl, spilleglæde, den der forbitrede autencitet og evner til at ramme et eller andet der har en nerve og sjæl, som giver musikken ekstra tyngde og liv i forhold til lignende udgivelser.

Stonebird on the rise, hold øje med dem! De er unsigned, de er upcoming og de får 5 stjerner herfra.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Stonebird på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here