Stephen Malkmus and The Jicks: Wig Out at Jagbags **** (4/6)

0
1407
views

I 1990’erne var Stephen Malkmus frontmand i det anmelderroste indie-rock band Pavement, som nåede at udgive 5 albums inden opløsningen i 1999. Men siden årtusindskiftet er udgivelserne kommet i eget navn. Wig Out at Jagbags er sjette album fra Malkmus siden 2001, og han holder stadig et stabilt, højt niveau. 

Stephen Malkmus er eksponent for slacker-indie, det vil sige det hele er lidt mindre forknyt og mere løst og svingende end så meget andet indie-rock. Selv om der også er en let bitterhed at finde hos Malkmus og kompagni, er tonen overvejende let, og skævt ironisk.

Det starter tempofyldt og med et par krasse guitarbredsider undervejs med ‘Planetary Motion’, som er umiskendeligt Malkmus. Herefter får vi den umiddelbart lettest tilgængelige del af albummet, med en overvejende letbenet trio af sange, der alle kredser om den gode melodi, med rytmeskift og punktvis forvrænget guitar kastet ind, så det ikke bliver for pænt og kedeligt. Først den fint indie-poppede ‘The Janitary Revealed’, så ‘Lariat’, inden ‘Houston Hades’ med ‘du-du-du-du-duh’ kor og Malkmus’ vokal, der ind i mellem “takes it up a notch or two” og rammer de høje toner.

Lidt flere rockbredsider er der i ‘Shibboleth’, der trækker på blandt andet amerikansk college-rock (fra den gode ende af spektret) og har et godt drive, inden udtrykket for alvor varieres med den diskrete ‘J Smoov’, der leder tankerne lidt hen mod Wilco, med dens skæve tilgang til balladeformen,  som får endnu et lille twist med anvendelsen af trombone, der giver udtrykket flere nuancer.

Den  upbeat ‘Rumble at the Rainbow’ mindes en stillestående fortid i punken, inden der igen bruges blæsere til at give ekstra liv på den fine ‘Chartjunk’, der har fyldig lyd og vidtløftig energi. Nedtonede og afdæmpede ‘Independence Street’ følger efter, inden der igen skrues op for rytmeskift  og guitar-leg på albummets tre sidste numre, den korte ‘Scattegories’, skæve ‘Cinnamon and Lesbians’ og afslutteren ‘Surreal Teenagers’, der er en tand overstyret for min smag.

Malkmus ynder at lave mange skift i tempo og rytme undervejs på hele albummet, og selv om det også har sin charme, så er det, sammen med den  lette tone, med til at gøre at Malkmus ikke helt kommer ind under huden på mig. Men det fine guitarspil, den gode sans for melodier og den skæve, bittersøde charme gør også at jeg heller ikke helt kan lade være med at synes om The Wig Out at Jagbags. Holder man af skæv, men stadig tilgængelig indie-rock, med guitaren i centrum og uden behov for metertyk patos,  så vil man være i godt selskab med Stephen Malkmus and the Jicks, der stadig holder sig på fortovet (nudge, nudge) han har betrådt siden 90’erne. 4 solide stjerner for kvalitet uden de store armbevægelser.

Tjek Malkmus og co. ud på deres hjemmeside. Stephen Malkmus and The Jicks kan opleves på Lille Vega d.29. januar.

JSB 

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here