Spillemændene: Mellemspil (EP) ***** (5/6)

0
1034
views

Spillemændene fylder tomrummet mellem 2 albums ud med en EP, der ganske enkelt bare hedder Mellemspil. Ærligt og redeligt, men der nu ikke rigtig noget “bare”, når det drejer sig om disse Spillemænd.

Lad os bare gøre det klart fra start, var du begejstret for deres album Nationalsange fra sidste efterår (læs anmeldelse HER), så kan du roligt anskaffe dig Mellemspil. Det er på mest godt, og lidt ondt, mere af samme finurlige og besynderlige skuffe. Sangskriver Thorbjørn Radisch er stadig leveringsdygtig i forunderlige tekster, ligesom musikken stadig besidder sin mystiske og dragende magi – denne gang udtryk lidt mere afdæmpet og tyst end det var tilfældet på albummet.

Den lille sjat af malurt i bægeret hører sammen med dette, er du fan og har lyttet meget til Nationalsange, så har bandet ikke længere overraskelsesmomentet på sin side og det hele virker knap så overvældende som første gang. Men der ER jo også “kun” tale om et mellemspil, så den store nytænkning af gruppens lyd og univers ville som udgangspunkt nok også være at skrue forventningerne for højt op.

Alligevel aner man måske i hvilken retning Spillemændene er ved at drive på EP’ens 6 numre. Det er måske nærmere et “mini-album” end en EP med en spilletid på knap 32 minutter, der som nævnt går med lidt mere sagte skridt og sniger sig rundt i mørket. Spillemændene tager sig god tid på Mellemspil, ind i mellem savner man lige et lille los i løgsuppen, men på den anden side er det noget behageligt meditativt over grundstemningen – altså ud over den forbandet velkendte, ulmende uhygge.

“Velkommen til det miserable taffel” brummer forsanger Nicolai Elsberg med sin dybe baryton, som velkomsthilsen på “Et Miserabelt Taffel”, der langsomt fiskekutter-tøffer Mellemspil ud af starthullerne. Allerede fra begyndelsen er vi tilbage midt i gruppens på samme tid hyggelige og lettere ildevarslende musikalske univers. Det er lidt som en eventyrskov, som ved første øjekast virker tryg og sikker, lige indtil man synes at man ud øjenkrogene anede, at et af de store gamle træer bevægede sig lidt, som om det var levende. Vinden i bladene lyder pludselig som stemmer og en tyk tåge ruller hen over skovbunden, men med ét er alt normalt igen. Denne følelse går som en rød tråd igennem Spillemændenes produktion, og var noget af det der fik mig til at falde i svime over Nationalsange.

Efter at “ensomheden har fået sig en sludder med vores æresgæst, Døden” til det miserable taffel følger udspillets eneste nummer, hvor Spillemændene kommer op i fart, “Det Skal Nok Gå Godt”. “I morges ringede jeg til min mor, og sagde det som det var, vi kommer ikke levende herfra”, på vanlig Spillemændene manér tager de en velkendt vending som “vi kommer ikke levende herfra” og giver den én med den barokke pen, så det i munden på Nicolai Elsberg kommer til at lyde både ildevarslende, men også lidt…. morsomt? ikke mindst fordi sætningen følges op med “og så sagde hun, hvabehar?”. Det er svært at beskrive hvorfor sådan en tekstbrok rummer alle disse elementer, men det er også en del af Spillemændenes charme – man skal høre det før man tror på det.

“Det er, alt andet lige, ikke meget værd, at tænke alt for meget over livet” er faderen i denne fortællings budskab, men det er lige netop det, Spillemændene lykkes med i deres sange og tekster. De kigger på vores liv og vi mennesker, finder de skæve vinkler eller vender det hele lidt på hovedet og konstaterer knastørt: “der hvor livet bliver interessant, er der hvor folk finder noget at være fælles om, som for eksempel at brænde en heks på et hjemmelavet bål til Sankt Hans”. Igen, formoder det skal høres inden man, som jeg, trækker på smilebåndet over den udlægning og ikke mindst leveringen af ordene.

Jeg har tidligere sammenliget deres tekster med det der kom fra Olesen-Olesen, bare knap så bittert, men mindst lige så syrligt og sprogligt fornøjeligt. “Håbløse slægter, formerer sig i lange rækker”, lyder det indledningsvis på “Vårharesyner”, hvor der for alvor begynder at sive mærkværdige toner og stemninger ud af Spillemændenes trylleskov. Nu nærmer vi os det jeg på Nationalsange kaldte lyden af “børnesange/vuggeviser fra helvede”. Her er det også på sin plads endelig at fremhæve Anja Tietze Lahrmann’s bidrag til de besynderlige løjer. Hendes lyse, monotone og døsigt klingende vokal er den perfekte modpol til Elsberg’s afgrundsdybe bjørne-røst, en dynamik og vellykket kontrast , der mellemspillet igennem giver numrene endnu en ekstra dimension. Som når de i syrlig duet synger”Skyd dine venner i shopping centre, autenciteten føles bedre end forventet”, i mens musikken pisker en tiltagende skinger og sindssyg stemning op.

Mellemspil’s måske 2 største højdepunkter, er samtidig også de mest nedtonede, nemlig de 2 liveindspilninger “På Asgårdsstrand” og “Fastelavn”, begge indspillet i Huset i Magstræde i mats 2013. Ingen af dem findes så vidt jeg har kunnet reasearche (dvs. google) mig frem til i studieudgaver, ikke officielt i hvert fald. Det er der måske heller ikke nogen grund til nu, for de afdæmpede numres klang og lyden af indspilningen er glasklar. “På Asgårdsstrand” er en meget tilbageholdende sag med minimal instrumentering og Elsberg i det absolutte centrum. “På en dag som i dag, er mit sortsyn veget bort, for en hidtil uset feminisme”, brummer han, nummeret er egentlig lige så meget et musikalsk digt, som en egentlig sang – indtil nogle smagfulde strygere vinder indpas i nummeret sidste halvdel. “Fastelavn” sætter tempoet en lille smule op, Lahrmann er tilbage med andenstemme og nummeret er det hvad man kunne kalde “typisk” Spillemændene. Altså, lige ud over, at der ikke rigtig er noget “typisk” ved dem. Men så forstået på den vis, at de stemningsmæssigt ligger lige på grænsen af det foruroligende, teksten er både letforståelig og poetisk syret på samme tid og musikken veksler mellem det barnligt naive i sin tone, klassisk visesang og små udflugter, der giver det hele et skær af surrealisme.

Spillemændene lukker og slukker meget passende med “Nina og Frederiks Sidste Duet”, en sangtitel jeg i sin enkelthed er helt vild med. Og tænker du “hvem pokker er Nina og Frederik”, så var det en dansk pop-duo, som var meget succesfulde i slut-50’erne og start-60’erne. Men nu er musikken forbi, ligesom den er på Mellemspil. Det lyder også lidt som om vi skal til en form for begravelse sammen med Spillemændene, der her får arbejdet “Se min smukke kjole” ind i nummerets første halvdel inden det begynder at svæve væk og ud. “Det lidt synd, vi ligger i hver vores ende, af den store seng, i dag, gir’ vi verden en sidste chance?”, lyder det højstemt i kor fra vores to vokalister.

Hvordan det ender for Nina, Frederik og Spillemændene må du selv høre på Mellemspil. En udgivelse der som udgangspunkt bekender kulør og ikke lover for meget. Så kan man argumentere for, at det er relativt nemt at indfri forventningerne, men der er absolut intet venstrehåndsarbejde eller mageligt over denne EP. Kender du Spillemændene og er faldet for dem, så er universet måske nok velkendt, men det emmer stadig af kvalitet og kreativt overskud. Af et mellemspil at være, da er niveauet skræmmende højt og få dem nu bare hørt – de er på alle punkter nogle unikke stemmer på den danske musikscene.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Spillemændene på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here