Slash: Made In Stoke ** (2/6)

0
816
views

Ja den er sgu god nok, legendariske Slash har ganske ubemærket smidt et dobbelt live album/dvd på gaden, der dokumenterer en aften i engelske Stoke-on-Trent, hvor guitaristen trådte sine barne rockboots. Optagelsen stammer fra den 24/7 2011, og er en del af den omfattende tour der fulgte efter udgivelsen at hans udmærkede album Slash fra foråret 2010. På albummet figurerer en række gæster, både på vokal og som backing band, blandt andre Duff McKagan, Izzy Stradlin og Steven Adler.

Dermed var albummet nærmere en ny Guns N’ Roses udgivelse end det Axl Roses og hans cirkus af billige artister diskede op med på den megalomane, men ikke helt uinteressante, Chinese Democracy.
På albummet bidrog Alter Bridge forsanger Myles Kennedy med vokalarbejde på to af numrene, og der var også ham Slash slæbte med på tour. Sangene fra koncerten er en god blanding af numre fra det seneste solo album, Slash’s Snake Pit dagene og naturligvis nogle Guns N’ Roses klassikere.

Udover Myles Kennedy er Slash flankeret af et helt igennem anonymt band, arbejdsmænd der kun lige nøjagtig gør hvad de skal, og ellers holder sig diskret i baggrunden og fremstår som et nogenlunde coverband, der momentvis får det til at rock og rulle en smule. Men gnister slår det aldrig. Den vildskab, bandet mangler, kan muligvis tilskrives at Slash er hovedpersonen, og at det er ham der skal skinne på scenen, og ikke andre. Det fungerer måske ok på dvd’en, hvor man ser ikonet give den gas, men på cd’en her virker det lidt tamt i længden. Dermed ikke sagt at Slash ikke spiller røven ud af læderbuksen og håret ud af hatten, for det gør han, men med en spilletid på over to timer, begynder man at savne et band, der swinger mere og giver ham noget modspil.

Men Slash ER hovedpersonen, uden diskussion, og det inkluderer naturligvis masser af lir og den obligatoriske solo, hvor han selvfølgelig får flettet temaet fra The Godfather ind. Sådan må det nødvendigvis være når man har at gøre med et 80er levn som Slash – han stammer trods alt fra en tid hvor rockkoncerter varede tre timer og hvert instrument fik 8-10 minutters spotlight med en selvfed solo. Så er man til den slags klassiske/kliché øvelser, så bliver man ikke snydt her. Heldigvis er det kun guitarsolo fra hovedmanden selv vi får, og ikke hvert enkelt medlem af bandet, som tilfældet ellers var det hos Axl Roses’ G N’ R på Orange Scene i 2006!

Dermed står og falder koncertoptagelsen med Myles Kennedy, der på Slash pladens to numre gjorde det solidt, uden at være prangende. Men man kunne være nervøs når han normalt omgås resterne af vederstyggelige Creed under Alter Bridge navnet. Det viser sig hurtigt at Kennedy mere er imitator, og en plattenslager håndværker, end en fortolker, når han vræler sig igennem materialet – det kommer der både en lille smule godt ud af og ret meget rædselsfuldt. Han fremstår ofte uselvstændig, og læner sig op af en Axl Rose efterligning, eller ren parodi på Guns numrene, hvor han tilsyneladende kun har ét lydniveau, og det er fuld-vræl frem. Nu er, og var, Rose selv muligvis ikke den største eller mest nuancerede sanger i verden, men selv han havde dog en smule selvkontrol, variation og temposkift i stemmen, det mangler Kennedy næsten fuldstændig.
Det gør at et nummer som “Nighttrain” virker underligt forceret og monotont. Hvor det i den originale Rose version lyder som et farligt bæst på skinner, lires det her blot af af Mr Full Throttle Myles Kennedy, uden sans for dosering af stemmen eller små finesser. Ligegyldigt hvad man måtte mene om Axl Rose’s vokal, så havde skærebrænderen i det mindste pondus og gennemslagskraft. Når Kennedy synger “Mr Brownstone” lyder det som Rose light, uden torne, og bliver tilsidst helt pinagtigt.

Lidt bedre går det ham på nogle af numrene fra Slash, på “Back From Cali” viser han lidt rock personlighed, måske ikke så overraskende da han også sang den på pladen, og på “Doctor Alibi” gør han det faktisk bedre end farfar Lemmy gjorde på studie udgaven. Tilgengæld knækker det rustne nedløbsrør fuldstændig for ham på balladen “Starlight”, hvor vokalen bliver så ulideligt skinger, at det stort set er umuligt at høre nummeret til ende. “Promise”, sunget af Chris Cornell på “Slash”, begynder lovende, hvor Kennedy undtagelsesvis behersker sig en smule, før heliumballonen igen tømmes, i en sådan grad at Tim Christensen kunne blive helt misundelig over omkvædet.
Noget mere helskindet slipper Kennedy, og mine ører, fra at vrænge sig igennem Velvet Revolver’s “Slither”, så det kan ærgre at der ikke er flere sange fra den del af Slash’s karriere med på sætlisten. Også “Beggars & Hangers-on” fra Slash’s Snake Pit fremstår ganske hæderlig, ikke mindst fordi Slash selv spiller virkelig blæret og eminent hele vejen igennem – hvilket heldigvis gør sig gældende på samtlige numre. Havde han da bare også kunnet synge…

Så var vi måske sluppet for en udgave af Guns N’ Roses’ “Patience” der lyder komplet blottet for indlevelse, og en haltende og gumpetung levering af “Sweet Child O’ Mine”. Generelt er det meget svært at høre, hvad det nøjagtig er Slash har set i Myles Kennedy, som gør at han skulle med på tour, udover hans mestendels irriterende Axl Rose imitation, når han da ikke lige lyder som en tyndbenet Bruce Dickinson på “Nothing To Say”.
“And in my first memories, They shot Kennedy” sang Axl Rose på “Civil War”. Der er mange grunde til at denne Kennedy burde hedde Myles til fornavn, men koncertens version af nummeret er faktisk nogenlunde vellykket, især i forhold til nedskydningen af de fleste andre Guns numre på “Made In Stoke”.

Man ser og hører hvor dette bærer hen, ikke? Det her er ikke en live udgivelse, der på nogen måde bliver legendarisk indenfor genren, desværre, for Slash har haft fingrene med i rigtig meget godt materiale i løbet af karrieren. Der burde være mere end rigeligt af sange til at stable nogle uforglemmelige koncerter på benene, og en optagelse der matcher, og det ER der jo også. Desværre saboteres det hele af et middelmådigt band og en naturstridigt belastende forsanger, der gang på gang forulemper Slash’s musikalske arv på det groveste. Er Slash blot lidt ligeglad og tonedøv, eller helt igennem tilfreds med at være den eneste stjerne på scenen?

De to stjerner gives ene og alene for Slash’s præstation i løbet af de 21 numre, også selvom det er på en billig baggrund – det er nemt at skinne så tydeligt når man er den mest klare stjerne i matte omgivelser.

Anmeldt af Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here