Skammens Vogn: Sukaley ★★★☆☆☆

2
982
views

Hvad sker der, når dygtige musikere får lov at lege med musik og produktion? Det kan eksempelvis resultere i ting som El Vy, som er en legende masterclass i produktion. Skammens Vogn falder dog i en lidt anden kategori, hvor legen er intakt – men masterclass i noget som helst, er det desværre ikke…

Nikolaj Zeuthen, Oliver Hoiness og Jakob Millung er ingenlunde uerfarne kunstnere og Skammens Vogn er derfor et projekt, der ligger parallelt med andre projekter for de tre herrer. Zeuthens snørklede lyrik er bærende, mens den musikalske produktion er – ja – lidt undervældende.

Der er noget særdeles usnobbet over hele den musikalske del af projektet, hvor der bliver brugt noget, der lyder som midi-tracks og andre lidt tynde effekter. Samtidigt er bandet heller ikke for fine til at bruge (elektroniske) vokaleffekter, som for eksempel at sætte en oktav-ned-effekt på Zeuthens vokal. Det virker nu desværre mest pjattet.

Lyrikken er ofte næsten aggressivt naivistisk som i ’Ven’ (som ellers er ét af de bedre numre, musikalsk), som handler om en ven, der bare forsvandt. ”Han kørte ud i natten / Han efterlod et brev / Husk at elske hinanden / Det var det sidste, han skrev

Eller også bliver det nærmest beskrivelser, som på ’Gamle mand’, ’Du er det hele’, ’Et kursus/lavet af træ’ – og især ’Forelsket’. Det er lidt tongue-in-cheek, men mangler noget af den absurde skarphed, man ellers kan læse hos Zeuthen. Læg dertil at de fleste vokaler lægges med en hvis distance og uden stort engagement. Og da meget af musikken synes at have lidt reggae-inspireret feel, virker det lidt sært med den meget egale vokal.

På flere numre er der også lagt noget gammel real-lyd ind over sangen; som da vi inviteres til noget, der lyder som 80’er-TV-program (eller noget fra kabelnettet) – der er nok en mening bag, men den er bare ikke åbenbar for denne lytter.

Titelnummeret, ‘Sukaley’, bliver med sine nærmest 8 Bit-agtige trommer mest irriterende at lytte til og er nok pladens mindst vellykkede nummer. Legen er tydelig, men ligger altså mest i en nærmest low-fi agtig tilgang og det usnobbede bliver nærmest en pointe i sig selv, snarere end noget, det bærer udtrykket. Og når lyrikken så heller ikke rigtigt byder på noget, der løfter op på tidligere højder fra Skammens Vogn, havner vi ikke højere end et mellemgodt sted.

Pladen er dygtigt udført, hvis man køber præmissen om, at der leges med instrumentering og udtryk. Men den får også præg af den interne joke, vi andre griner lidt med på uden helt at forstå. Det er for så vidt også hyggeligt nok, men over ti numre bliver det lidt trættende og selv om afslutningsnummeret efterlader et catchy omkvæd, da det fader ud, så er der for lidt – både musikalsk og lyrisk – på Sukaley til at det vil være noget, der for alvor vil give mening at finde frem igen for mig. Derfor lander vi på 3 stjerner.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

2 COMMENTS

  1. Hej.

    Jeg er fan af bandet, og var også lidt skuffet, de første 5 gange jeg hørte pladen. Gør lige dig selv en tjeneste, og prøv igen.

    KH Mads

  2. Jeg er ikke enig i denne anmeldelse. Første gennemlytning kunne måske være lidt skuffende, men det er kun pga. dine egne forventninger til hvad pladen skal være. Jeg er på 4-5 gennemlytning, og jeg bliver gladere og gladere for den.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here