Sedated Angel: Beautyfall **** (4/6)

0
1242
views

Sedated Angel’s tredje album har haft en lidt vanskelige fødsel, der blandt andet inkluderer et for lille sommerhus under indspilningerne, interferens fra et nærtliggende kreaturhegn og naboklager (det forstår man måske godt, efter at være blevet blæst igennem af bandet). Koldingenserne’s Beautyfall lyder dog, som en omgang herligt uspoleret og ubesværet flydende psykedelisk stoner garage-rock, trods vanskelighederne.

Så man kan vel bare konkludere, at det var anstrengelserne værd? Punktum. Nå okay, først og fremmest skal forsøget på, at sætte Sedated Angel’s genrebås med betegnelsen “psykedelisk stoner garage-rock”, ikke tages for bogstavligt. Disse elementer er til stede i bandets massive og tyktflydende lydbillede, men der er mange andre ting i spil også. Hard rock, 90’er rock, tendenser over i let heavy og endda tiltag, hvor det bliver helt dansevenligt, som man kender det fra eksempelvis Kasabian i nyere tid.

Kort sagt, Sedated Angel er svære helt at tæmme og smide ind i en genre-indhegning, selv om jeg naturligvis har gjort mit ypperst for at brændemærke dem. Beautyfall består af 11 numre, der alle har det fælles træk at grundstemningen er brun, brummende og grumset, det giver både en rød tråd igennem det ellers varierede album, men er også med til i sidste ende at gøre oplevelsen en lille smule monoton. Den bastante brummen er sine steder særdeles effektiv, men andre steder er den faretruende tæt på at overdøve de nuancer Sedated Angel har krydret deres rock-kompot med. Men er du stor fan af, at et band lader rock-motoren kører godt op i omdrejninger og lade maskinen brøle alt det den kan, så er der nok at komme efter for dig på dette album.

Rygraden på Beautyfall er den fuzzy og stenede garage-rock, men der er masser af afstikkere, som den psykedelisk atmosfæriske “ballade” “Opiation” midt på albummet. Her svæver Sedated Angel rundt i tågen og lever op til bandnavnet ved, at lyde godt bedøvet. Der bygges effektivt op og veksles mellem betagende spøgelsesagtige passager og psykedelisk tåge. En vellykket afstikker fra stien bandet ellers følger, som ikke virker forceret eller som variation blot for variationens skyld. Et andet eksempel er “With You”, der indledes med en dosis overraskende citar inden nummeret for alvor sparkes i gang og bevæger sig over i det jeg ville kalde “dansable rock-rytmer”. Det lyder som et velsmagende sammenkog af 90’er rock, store flydende guitar-flader og en catchy pulserende grundrytme, og et råbe-omkvæd, der var det der triggede Kasabian sammenligningen. Uden at det dog helt er sammenligneligt med det englænderne leverer, det er måske bare min referenceramme der viser sit ansigt her. Senere på pladen finder man “Weezer”, der rummer lidt af de samme kvaliteter, med et twist af noget Black Rebel Motorcycle Club mørk læderjakke snerren fra motoren.

Numrene skaber en god kontrast til de mere straightforward rockede stunder på albummet, som åbneren “Beautyfall”, som viser bandet i det jeg vil kalde deres mest 90er ruskende hjørne. Det er en af den slags numre, hvor det er er svært helt at sætte en finger på hvorfor det virker så velkendt, men det minder mig om et eller andet fra start 90’erne, uden jeg helt kan sige hvad og alligevel lyder det ikke som en kopi af et eller andet.

Det vil sige, grundrytmen i verset lyder egentlig lidt som Black Sabbath’s “Iron Man” speeded op, men så er vi jo tilbage i 70’erne og ikke 90’erne – selv om en del af de alternative rockbands fra 90’erne jo netop hentede deres inspiration fra 20 år tidligere i musikhistorien. Der er godt med kul på fra start og der bliver virkelig hugget igennem på instrumenterne, hvilket er med til at skabe den meget bastante og brummende klang, man kan næsten se bandet for sig med “nu skal den saaatme ha” attituder.

Det er lige før det kammer over af og til, så bandet simpelthen får så meget smæk på deres lyd, at det føles som om man bliver presset op af en mur. Effektivt i mindre doser, men på numre som “Tribute” og “Open Mind” føler jeg mig næsten for presset. I “Rainbow” er det, det enorme lydtryk der hamres imod mig, der giver en følelse af åndenød og begyndende tinnitus, hvor det på “Open Mind” er det hæsblæsende og “seek and destroy” jagende tempo, der giver mig sved på panden. Ja, jeg siger sgu et eller andet sted, at der nærmest er FOR meget smæk for skillingen visse steder?! Og det kommer fra en, der normalt indtager usunde mængder tungmetal, hvor der ellers bliver skrallet godt igennem. Et af problemerne her, udover min hørelse, er at jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at havde de doseret virkemidlerne lidt anderledes, eller mildere, så havde blandingen været mere effektiv. Ikke mindst i kortere passager, hvor man så kunne skrue op, i stedet for at at man føler sig tromlet og kørt over i lidt for længerevarende perioder.

Når det er sagt, og det er vel stadig en form for kompliment, hvis man godt kan lide at blive jordet af en jetjager der bryder lydmuren, så er der også mange momenter, hvor Sedated Angel rammer det optimale blandingsforhold. Den behårede 70er stoner-øgle “Out Of Reach”, tramper med tunge mastodont skridt hen over en, så man rammes i dunken og mister pusten, på den helt rigtige måde. I hvert fald indledningsvis, for tempoet og intensiteten stiger, så nummeret i steder for at trampe en flad, nu pludselig jager en som en glubsk kødæder – men igen på den rette måde, så man nyder oplevelsen i stedet for at føle sig mast flad fra start til slut.

Nu lyder det måske som en relativt ujævn oplevelse, at lytte sig igennem Beautyfall, men det er det sjovt nok egentlig ikke. De her nævnte kritik punkter, er mere for at påpege, at havde doseringen været lidt anderledes, og var der skruet lidt på motoren så havde Sedated Angel stået med 5 store stjerner fra min hånd. I stedet må de “nøjes” med 4 store, for et interessant album, der rummer mange facetter, gode idéer og spændende udflugter, men som helhed efterlader mig lidt halv-døv og stakåndet. Sedated Angel har uden tvivl voldsomt mange kræfter i motorrummet, så måske de ville køre lidt længere på literen for mig, hvis der blev økonomiseret lidt med dem? Men med indlagte pauser, er det en af mine danske favorit udgivelser hidtil i 2014.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Gert Lange

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here