Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Savage Machine: Through The Iron Forest (EP) *** (3/6)

Savage Machine: Through The Iron Forest (EP) *** (3/6)

2821
0

Intet nyt under solen, var min umiddelbare tanke, da jeg havde lyttet til EP’en Through The Iron Forest. Ikke ligefrem et superpositivt stempel at smide på en udgivelse, men det er det tildels i dette tilfælde.

Savage Machine spiller nemlig metal som i de gode gamle dage, og er der noget bandet kan, så er det dæl-skisme at spille en gedigen gang klassisk heavy. Og på trods af at det hverken er nyskabende, som pressemeddelsen ellers lover, jeg kan ikke rigtig høre det, så er bandet så tro mod stilen og deres helte, og ikke mindst så usandsynlig overbevisende i deres levering af sangene, at man bliver sendt direkte tilbage til 80’erne, på den rigtige måde. Men er det nok?

Ikke helt. Nu skriver bandet i deres pressemeddelse at de er nyskabende, og skal man finde noget nyskabende ved denne EP, så må det være at bandet har skiftet navn siden deres seneste udgivelse. De hed tidligere Momentum og under det navn udgav de to EP’er (den ene smed Ken hele 5 stjerner efter, læs den her), men da der kom ny bassist til, valgte bandet at skifte navn til Savage Machine. Dog er der ikke lavet om på stilen, det er stadig good ol’ 80’er hævy mædal.

Selv er, eller var, jeg ikke den store fan af heavy, men når man bliver udsat for en EP der er så stilsikker, velspillet og velproduceret som Through The Iron Forest, ja, så kan man ikke undgå at lade sig rive lidt med, det er sgu meget hyggeligt med en skovlfuld retro-metal. Da det ikke ligefrem er den dybe tallerken Savage Machine opfinder, føler man sig hurtigt “hjemme” i sangene og deres univers, og man kan næsten mærke vindsuset fra det krøllede lange garn. Og det er her jeg er lidt splittet. For ja, bandet leverer deres sange umanerligt godt, og det er skam rigtig gode sange, gang i sagerne, tro mod den klassiske heavy, men det er bare hørt før, hele baduljen, og det nyskabende element i musikken, bandet lovede i deres pressemeddelse, er meget svært at finde.

Eksempelvis på “Prisoners Of War”, som slet ikke er et dårligt nummer, blev jeg et øjeblik lidt i tvivl om det var en Iron Maiden sang, bandet havde lavet et cover af. Hvilket det selvfølgelig ikke var, men det kunne det ligeså vel have været. Om det er godt eller skidt må man selv bedømme, men jeg mangler et eller andet i sangskrivningen, der gør musikken mere nutidig, og ikke mindst noget originalitet fra bandet, noget der adskiller dem fra deres helte. Så konklusionen blev, at originalitet vægter en del mere end en gengivelse af 80’ernes metal-konger.

På “The Easy Way Out” lykkes bandet faktisk rigtig fint med en blanding af klassisk metal, nutidige toner og originalitet. Sangen er knap så hårdtslående som resten af sangene på EP’en, og det klæder Savage Machine rigtig godt at sætte tempoet og hårdheden lidt ned. Det er stadig klassisk heavy, men med mere “personlighed” end de resterende sange på EP’en, og sangskrivningen har liiige fået et nøk opad. En rigtig fin heavy-sjæler, der rummer lige netop det bandet lovede i deres pressemeddelse, nemlig at “Savage Machine genopliver den klassiske heavy metal, og løfter arven fra metallens konger. Påtrods af den stærke inspiration fra 80’er-rødderne, formår bandet at virke nyskabende…”. Yep, det lykkes til UG på “The Easy Way Out”.

De resterende sange på EP’en er som sagt gode, men de er desværre mere inspireret af 80’ernes metalkonger end nyskabende. Dette er en selans skam, da bandet ved hvad de vil og i den grad har talentet, men de mangler som sagt at tilsætte en god spadefuld originalitet og nyskabelse. Af denne grund ender jeg kun på 3 store stjerner, da inspirationen i mine ører kammer over, og bliver mere kopi end original samt at der mangler noget nutidigt i musikken. Når det er sagt, vil EP’en uden tvivl falde i god jord hos fans af klassisk heavy metal, så er man det, kan man roligt give Savage Machine og Through The Iron Forest et lyt.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Foto: Christian Brandt

Previous articleInterview med Temple (+ ny musikvideo)
Next articleTool – Parabola – 28/10 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.