Samaris + Året Efter + FURNS, Rust , d. 18/6 – 2016 ★★★★☆☆

0
755
views
Processed with VSCO with b1 preset

Lørdag aften var der elektro og rock på programmet på Rust, hvor 3 kunstnere bød på melodisk melankoli i forskellige afskygninger.

Hovednavnet var albumaktuelle Samaris (fra Reykjavik – Island), der med fokus på islandske digte fra 1800-tallet, er draget ind i nutidens elektro-dysterhed og har vundet priser som Músíktilraunir pris og Kraumur award. Med sig havde de danske FURNS, der med over 2 mio. afspilninger på Spotify, har gjort sig værd at lytte til, hvis man er til 80’er soul electronic, samt Året Efter, et sangskriver rock-band, som også er baseret i Danmark, har flere år på bagen, og et yderst radio-venligt nummer hængende på P4.

FURNS
FURNS

FURNS

Første band, den danske kærligheds-duo FURNS, går på scenen 21.00 sharp og leverer en halvjazzet, lounge-inspireret elektrolyd tilsat en afstemt soul-vokal. De starter ud med ’Keeper’ tilføjet masser af synth og percussion, efterfulgt af ’Forever Yours’ fra deres seneste album Only Through Your Eyes, der er en anelse mere dyster i starten, men bryder ud i uptempo 80’er melankoli.

Igennem hele settet er der varierende tempo, og en vis magi hænger i luften – jeg tænker både Kraftwerk og Deadmau5, men FURNS bringer dog i særdeleshed deres eget udtryk, der på trods af hvad der føles som afsindige lange numre, stadig formår at variere og overraske gang på gang.

Selvom sidste nummer virker smårodet i starten, ændres det brat da beatet og vokalen bliver tilføjet – det fungerer bare, og jeg får lyst til at blive hængende længe efter, de har forladt scenen.

Årets Efter
Årets Efter

Året Efter

Næste opvarmningsband er Året Efter, der bringer en mere poppet, sangskriver-rock-oplevelse. Første nummer er en smule tungt med en afdæmpet vokal, men ender ud i en mægtig eskapade.

Herefter bliver det igen lidt mørkt, men oplyst af melodiske mellemstykker, der fungerer superlækkert. Jeg har dog til tider svært ved at følge melodierne – hvilket får det til at virke som om, noget er lidt off – lyden er beklageligvis heller ikke helt optimal. Men lige før Året Efter skal til at spille deres uundgåelige radiohit ’Langt Lys’, er det eneste man kan høre, et opbyggende (heart)beat, der forstærker balladen. Det bliver højdepunktet i sættet.

De har lagt dysterheden på hylden, og herefter er der glædeligvis mere rock’n’roll på tapetet. Med et solidt, semi-stille sidste nummer slutter Året Efter af – dog lige med en bombastisk trommesolo som outro.

Samaris
Samaris

Samaris

Endelig går islandske Samaris på scenen, og iført buksedragt og træsko er stilen ligesom lagt, mens et væld af yndefulde lyde forlader forsanger Jófríður Ákadóttirs fagre læber. Hun er bakket op af både klarinet og synthesizers fra de to øvrige bandmedlemmer.

Jeg er lidt i tvivl om det er ord eller bare tilfældige lyde, men det lyder supersmukt, og det er jo det vigtigste! På det næste nummer forsvinder vokalen dog en smule, og lyset dæmpet så Jófríður nærmest står i mørke. Undrende blikke udveksles blandt publikum, og kommunikationen mellem medlemmerne på scenen simulerer, at der er noget galt. Men Samaris fortsætter, som om intet er hændt, og spiller herefter nummeret ’Ég vildi fegin verda’, der starter med en skinger tone, og afløses af enorme vibrationer og en støjende, generende atmosfære.

Klarinetten bryder igennem støjen en gang imellem, men mest af alt er det bare en stor omgang larm. Da støjhelvedet er overstået, gør Samaris noget så vovet, som at improvisere på næste nummer. Dette fungerer egentlig overraskende godt, som en blanding af dragende lyde, der emmer af noget rart og udvikler sig til en slags trance-strøm, som siver langsomt igennem én.

Herefter spilles en gammel kending, nemlig ’Góða tungl’, der er så veludført, at selvom det er lidt halv-dystert, så er der både gåsehud og stive brystvorter at spotte i salen. Derudover en indbydende støj, der får flere publikummer til drømmende at lukke øjnene og bare NYDE!

’Black Lights’ er næste nummer, der også er titelsangen på deres nyeste album. Det er lidt svært at følge og genkende melodien i starten, hvilket er ret ærgerligt, men Samaris formår stadig at nå klimaks og skifte mellem forskellige tempi, hvilket har en overaskende fed effekt. De fader over i sidste nummer, der er hysterisk up-beat og vanedannende – jeg tænker drastisk nok ’elvere på syre’, og beundrer den skarpe, skærende skønhed, der gnistrer fra deres skikkelser.

Herefter forlader bandet scenen, og først efter godt 5 minutters klappen og piften fra publikum, stikker de frækt hovedet ud gennem tæppet og drosler ind igen. ’I er så dejlige’ siger Jófríður på dansk, og en brændende percussion tryller Rust ildvarm med afslutningsnummeret ’Stofnar Falla’.

Selv om der var lidt knas med lyd og lys, fortjener Samaris stadig 4 stjerner for en ellers velspillet koncert!

Foto og ord af Stefanie Sloth Hansen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here