RF 15: Reportage og korte anmeldelser fra tirsdag d.30/6

0
1279
views

Så oprandt tirsdag, den sidste dag på Rising scenen, og det blev en dag, hvor redaktionen viste sig at være i god form! Vi fik indtaget en håndfuld koncerter på Rising, samt dokumentarfilmen ‘Nine Rocks’, og det og lidt til kan du læse mere om herunder. 

Sidste dag på Rising scenen blev indledt med et halvvejs kogende telt, der fik jaget redaktionen ud af fjerene og ned i de, efter Roskilde forhold, luksuriøse bade, bestående af et omklædningsrum og brusere på den nærliggende handelsskole.  Efter en opfriskning og dagens skriverier slæbte vi endnu engang campingstolene mod Rising scenen, og efter indkøb af frokost fra Eat Beer-boden opstøvede vi det genopstandne sidekick, der allerede sad og nød O’Haras koncert.

Nogle gange har man bare brug for at tage en lur
Nogle gange har man bare brug for at tage en lur

“Det er fremragende popmusik!”, rablede den, i følge egne udsagn, berusede Mongo, som kunne fortælle at han intet huskede om gårsdagens tidlige exit fra vores selskab, men til gengæld havde turet rundt i natten med et par nordmænd og deres guitarer og en flaske gin, og at han endda havde nydt den smukke solned- og opgang. Og umiddelbart havde han ret i at O’Hara slet ikke var så tosset endda. Sangerinden med det bleg-gulerodsfarvede hår og til koncerten iført en sparsom glitrende beklædning, havde nogle fængende og velspillede organiske popsange i de ikke-eksisterende ærmer, og det betød en hyggelig stund i eftermiddagssolen. Hun var også god til at sende positive vibrationer ud til publikum, og en gæsteoptræden af Wangel løftede stemningen yderligere. Nu fangede jeg ikke så mange titler, men ‘Vinter’ lød blandt andet ganske godt.

O'Hara gjorde et godt indtryk på Rising
O’Hara gjorde et godt indtryk på Rising

“Det er svært at finde sin manddom sent i livet,” bemærkede den filosofisk anlagte sidekick med et suk, og ikke at det har noget at gøre med hvad der følger, men det lyder da rigtigt nok.

Slaughter Beach ★★★☆☆☆

“YEEAAAH”, udbrød en mand bag os, da det blev annonceret at næste navn på Rising var Odense-baserede Slaughter Beach. “Musikken passer ikke helt til navnet, det er sådan noget indie-pop”, forklarede hans sidemand ham, hvilket fik ham til at falde betragteligt ned.

Indie-rock trioen, som live er udvidet til en kvintet, havde indledningsvist lidt problemer med at ramme en god vokallyd, men det rettede sig heldigvis op henad vejen i koncerten. Lyden slog dog lidt i sidevinden undervejs, men heldigvis blev det højere lydniveau fra mandag fastholdt. Derfor havde Slaughter Beachs luftige shoegazende indie-rock, der ind i mellem vækkede minder om Pixies i blandingen af skramlede riffs og melodiøsitet, men blev tilføjet luftighed af svævende keyboardflader, alligevel rimeligt gode vilkår. Shoegaze og sommer går meget godt i spænd og indtaget mestendels siddende fungerede Slaughter Beach bedre og bedre som koncerten skred frem.

Publikumskommunikation kan bandet dog godt øve sig lidt på, for den virkede lidt usammenhængende, med abrupte opfordringer til kinddans til ‘Nuked’ og senere til at gå amok til sidste nummer. Det tog publikum da også med et gran salt. Numre som ‘Spinning Globe’ og ‘Made Up True Love’ fungerede heldigvis fortrinligt. De 35 minutter Slaughter Beach spillede tirsdag eftermiddag viste at der samlet set tydeligvis et stort potentiale i bandet. Tunge, støjende passager, godt melodiøre, samt en bunke gode riffs er elementer der nok skal bringe dem langt.

Slaughter Beach, Rising
Slaughter Beach, Rising

Ruined ★★★☆☆☆

Rising scenen blev ramt af en enkelt aflysning, da svenske Beyond Pink meldte pas, og i stedet trådte det københavnske hardcore-band Ruined til med kort varsel. Kvartetten spiller klassisk punket hardcore, med tempo og energi, og fra ‘Disappearance’ åbnede sættet til bandet lukkede 32 minutter senere med et afslutningsnummer dedikeret til Piss Vortex, var der fuld fart over løjerne. Det blev dog aldrig helt så intens en energiudladning som netop Piss Vortex’ koncert mandag, delvist måske fordi Ruined’s musik virker mere kontrolleret. Der er mere struktur i deres no bullshit hardcore, og måske for lidt variationer til at man for alvor blev fanget ind i længere perioder.

‘Cursed’ viste dog med en mere dunkel, melodisk passage undervejs, at bandet også kan mere end bare at hamre igennem, og numre som ‘Set to Explode’, ‘Wanderer’ og det ældre, arrige og fjendtlige nummer, ‘This is War’ blev også smækket i fjæset på publikum på fortrinlig vis. Med tanke på at bandet ikke har haft ret længe til at forberede sig på eftermiddagens koncert, så var det sgu ganske godt gået. En enkelt omstart (på ‘Pray for Death’) blev det dog til, men ellers var der både smæk for skillingen i bandets optræden og heldigvis også i lyden.

Ruined trykkede klampen i bund
Ruined trykkede klampen i bund

…og så skulle vi til noget helt andet. Næste punkt i programmet var dokumentarfilmen ‘Nine Rocks’ om tragedien i 2000 under Pearl Jam koncerten på Orange Scene, hvor 9 unge mænd døde. Ken blev interviewet til Berlingske og hans tanker kan du læse i deres artikel HER, så her skal blot nævnes at den personlige film af Tor Nygård Kolding var en stærk og følelsesladet oplevelse, og en påmindelse om, hvorfor Roskilde Festival gør meget ud af sikkerheden til koncerter. Og ikke mindst en påmindelse om, hvor vigtigt det er at have respekt for andres liv og sit eget, ved at passe på hinanden derude.

Nine Rocks på storskærmen
Nine Rocks på storskærmen

Fay Wildhagen ★★★☆☆☆

Filmen blev fulgt op af en koncert med norske Fay Wildhagen, og det var umiddelbart velvalgt. Sangerindens periodevist melankolske og afdæmpede folk-rock byggede i hvert fald fint bro tilbage til 2015 og musikken. Wildhagen og band gjorde et gennemsympatisk indtryk og selv om sangerinden ind i mellem virkede lidt genert og fjantet, så kunne hun både synge og spille en god rockguitar ind i mellem. Bakket op af cello, trompet, violin, bas og trommer, var der da også god plads til nuancer i lydbilledet, selv om lidt for mange af sangene flød sammen i samme udtryk.

Fay Wildhagen viste guitar-skills
Fay Wildhagen viste guitar-skills

Der var godt med hooks i form af “ah-ah-aah” og “åh-åh-åh” kor, og i perioder var det ganske medrivende. Undervejs forsøgte Wildhagen sig også på dansk, hvilket førte til et lille intermezzo hvor publikum råbte danske ord, som sangerinden forsøgte at udtale efter bedste evne. “Rødgrød med flød’?” og “Kamelåså”, blev det blandt andet til, og så skulle Wildhagen nok kunne give den som integreret indvandrer her til lands.

Sættets sidste nummer dedikerede Wildhagen til dem, der var på Spot Festival, “som en lille gave fra mig…Abort mission, stop speaking danish,” grinede hun og spillede en dæmpet sang som knude på det hele.

Herefter samlede vi vores pakkenelliker og satte kursen mod Dream City – det kan du læse mere om i Kens reportage, men vi vendte frygteligt tilbage sidst på aftenen, efter at have sendt sidekick hjem i seng, fra en midlertidig position i nærheden af Apollo, hvor der var gang i festen med umtji-vumpti.

Gang i den ved Apollo
Gang i den ved Apollo

Yung ★★★☆☆☆

Kl. 23 var det nemlig blevet tid til de hypede aarhusianske garage-punk-rockere Yung med Mikkel Silkjær Holm i front. Som et lille kuriosum kan det nævnes at hans far, Per Silkjær, spiller i et andet Roskilde-aktuelt band, Fossils, som du i øvrigt bør tjekke ud når de spiller fredag kl. 01.00 på Gloria.

Tilbage til Yung, som i høj grad lader musikken tale, der var ikke meget kommunikation til publikum fra bandet under koncerten. Og det gør såmænd heller ikke så meget, for Yung er ganske dygtige og kompetente som band. Guitarriffene sendes i en lind strøm afsted, vokalen fremføres behørigt henkastet og uartikuleret og bandet spiller i det store hele som en tight helhed. Det var dog som intensiteten først for alvor indfandt sig mod slutningen, og jeg stod undervejs og savnede nogle flere hooks og mere variation – i forhold til for eksempel Jay Reatard, som er blandt de navne, det er oplagt at trække sammenligninger til, mangler der i hvert fald numre, der for alvor sætter sig fast i skallen på undertegnede. Det blev kort fortalt en lidt monoton oplevelse, også selv om slutningen tog kegler.

Der er helt klart krummer i Yung, men jeg er altså stadig ikke helt solgt.

Yung
Yung

Det blev samlet set en musikalsk dag på det jævne, men til gengæld følte redaktionen sig i gennemført awesome form da turen gik tilbage mod restricted camping. Undervejs passerede vi en mand i kørestol med en hjælper – da de havde passeret os råbte kørestolsbrugeren: “Der er ikke nogen folk – giv slip!”. Rock’n roll og et smil på læben hos os. Selv ikke et morgenvarmt telt og en forkortet nattesøvn har bragt os helt ud af awesome mode, så vi er klar til festivalpladsen åbner senere på dagen!

Aftenhimmel over Roskilde
Aftenhimmel over Roskilde

Madhjørnet

Eat Beer er en af de gamle boder i Servicecenter Vest. De har ligget der lige så længe, jeg kan huske, i hvert fald. Vores første besøg i år bød på to forskellige retter, dels en portion kylling-karry suppe med brød til 25 kr til Jonas, mens Ken kastede sig ud i en  chili con carne til 55 kr. Begge dele leverede god værdi for pengene – der var godt med fyld i suppen, og trods den umiddelbart lidt lille tallerken, var der både godt med gods til smagsløg og mave i portionen. Godt køb og stjernerne er af den store slags! ★★★★☆☆

Den solide eftermiddagsmad betød også at vi kunne holde den kørende uden aftensmad frem til Yung-koncerten, hvor vi indkøbte burger menu fra Swindler boden. Bestående af en tallerken pommes fritter og en burger til 80 kr. Pommes fritterne var solide størrelser og en hæderlig portion, men burgeren manglede smag, og saft og kraft. Kødet virkede billigt og det var ikke ligefrem nogen stor samlet oplevelse. Portionsstørrelsen var dog okay, men vi glæder os til Dixie-burgeren ved Pavilion! ★★★☆☆☆

Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here