Peter Buck: Peter Buck **** (4/6)

0
731
views

Det er over et år siden, at legendariske R.E.M. gik i opløsning og nu er første mand fra gruppen klar med en soloudgivelse. En udgivelse hvor hensigten tydeligvis ikke er én gang til, at erobre verdens hitlister eller lefle for masserne.

R.E.M. var et band (først var de 4 mand, sidenhen 3, da Bill Berry forlod gruppen efter helbredsproblemer i 1997) man aldrig rigtig blev helt klog på. Bandet hyldede en én for alle, alle for én mentalitet, som gjorde at de altid stod med fælles front mod verden. Og ikke mindst medierne. Det gjorde, at de ofte indhyllede musik, offentlig optræden og interviews i mystik, vaghed og modvilje mod at udlevere for meget af dem selv. Musikken skulle helst tale for sig selv. Man kunne dog ane medlemmernes forskellige personligheder, der fandt sammen under det fælles R.E.M. banner og over 30 år med op- og ned-, mest op-, ture fik skabt mængder af tidløse toner. Bill Berry var den stille jordbundne arbejdsmand bag trommerne, Mike Mills den letlevende festabe der styrede bas og korsang, Michael Stipe den sky auteur og guitarist Peter Buck den tilbagelænede musiknørd med levemandstendenser.

Hvem havde mest at sige i bandet? Hvad var de enkelte medlemmers input og indflydelse på musikken? Hvilke kampe blev der udkæmpet, og hvem vandt de fleste? Den slags ting fik aldrig lov til, at slippe ud mellem sprækkerne hos det hedengangne orkester – men når man hører Peter Buck’s soloplade, er det påfaldende, hvor få at de karakteristiske Buck’ske R.E.M. guitar-klangflader der er på Peter Buck. Egentlig er det prisværdigt og dejligt, at Buck ikke smider en fortyndet R.E.M. lyd i hovedet på os, hvor 2/3 af det der udgjorde den magiske helhed ville mangle. Det, vi i stedet for præsenteres for, er 14 laid back low-fi sange, der bevæger sig fra bodega boogie over skæv pop til fordrukken country.

Hvis vi skal begynde med det, der fungerer dårligst, men som dog stadig frembringer nogle hæderlige sange, så er det de bodega røvballe-rockende numre, hvor Buck giver den som en rallende Tom Waits møder sen Bob Dylan. Man får et mindre chok når man første gang hører vokalen på albumåbneren “10.000 B.C.”. Efter 30 år hvor han lod andre stå foran mikrofonen, så forstår man pludseligt hvorfor. Denne udgave af Buck’s vokal kræver tilvænning, og man bliver aldrig helt forelsket i den, men efter en række genhør bliver det dog tåleligt, på den der uskønne men ubehjælpeligt charmerende måde. Nummeret holdes oppe af et godt melodisk drive og “uhlalala” kor, og har den herligt ikke-kontrollerede fornemmelse, som man nok har savnet lidt på senere R.E.M. udgivelser. Den langsomt krybende “It’s Alright”, et ekstremt minimalistisk nummer med små-psykedeliske effekter, er et andet nummer hvor Buck giver den et skud med gravkammerrøst. To udemærkede, omend aparte, sange at åbne Peter Buck med – om ikke andet fordi de fjerner alle forventninger om, at pladen bliver R.E.M. light.

“Give Me Back My Wig”, er næste skæring af den slags, og her går der for alvor bodega boogie i den. Det rocker ganske løssluppent og fornøjeligt, men på ingen måde noget der revolutionerer genren. Det samme kan siges om den tempofyldte “So Long Johnny”, men den hæver sig over resten af bodega-baskerne med et smittende syng-med-omkvæd. Man kan næsten visualisere den tilrøgede knejpe, hvor bandet sidder og jammer ovre i en krog, imens det fordrukne klientel hænger i baren.
På pladen medvirker en lang række musikere. Hvem, der spiller hvad, hvornår, fremgår ikke rigtig, men listen tæller blandt andre Buck’s gamle bandmate Mike Mills, Lenny Kaye (Patti Smith’s band) og Scott McCaughey, sidstnævnte er mangeårigt medlem af R.E.M.’s live og studie lineup, uden nogensinde at have været officiel del af gruppen. Så det er nogle erfarne herrer Buck har omgivet sig med, hvilket kan mærkes, for nok lyder det som løssluppen hygge og leg, men det løber aldrig af sporet og bliver sjusket rod.

Den country-bluesede “Hard Old World”, er sidste nummer på albummet som Buck harker sig igennem med sin 56 år gamle, rustne røst. En effektiv hyldest til de sumpede sydstater, der vokser pga. sin autentiske stemning af drukkenbolt-blues og tømmermænds-country. En følelse der foldes helt ud på den efterfølgende “Nowhere No Way”, hvor Buck synger med vokal variant nummer to, som man finder fra ham på Peter Buck – et lysere toneleje, mere i tråd med stemmen man kender fra interviews. Den er umiddelbart nemmere at fordøje end version et, og klæder de mere “poppede” skæringer man finder på albummet. Sangen er klassisk fuldemands-country, både hvad angår den fine melodi og instrumentering og selve teksten.

Nothing to do here, just killing time
Couple drinks in the morning, maybe tequilla & lime
Pop A few Valium, help kick it in
Afternoon decission – whisky or gin?

Før vi kaster os over de virkelige højdepunkter på pladen, skal lige nævnes en række små eller syrede opstød fra Buck, der er spredt ud over pladen. Der er den stille instrumentale “Migrane”, den korte hip hop’ede “L.V.M.F.” – Little Village Motherfucker. Den punkede energi udladning “Vaso Loco” hvor der synges/råbes på rablende spansk og afslutningsnummeret “I’m Alive”, en skønt svingende 60er syrerocker, som lukker pladen på medrivende manér.

Så er vi nået frem til det der virkelig fungerer for mig på Peter Buck, en række poprockede numre med et nostalgisk 70’er americana feel, ikke helt ulig håbløst oversete Big Star, et band der med garanti inspirerede den unge musiknørd Peter Buck da han i midt 70erne langede LP’er over disken i Athens, Georgia. På den måde er dette album klart en tilbagevenden til Buck’s egne rødder, nogle rødder og inspirationskilder der over årene har kunnet høres og fornemmes på en lang række R.E.M. sange, men som nu får lov til at fylde mere på Buck’s egen udgivelse.

Nogle af disse sange løftes yderligere af, at vokalarbejdet på to af numrene, “Some Velvet Sunday Morning” og “Nothing Means Nothing”, overtages helt eller delvist af en kvinde jeg formoder er Corin Tucker (Sleater-Kinney). Hun tilføjer en fin feminin skrøbelighed og sødmefuldhed på de let svævende poprockere. “Some Velvet Sunday Morning” indeholder endda et diskret R.E.M.’sk guitar ekko, der aldrig får lov til at fylde for meget, men leverer et fint call back til Buck’s musikalske arv. “Nothing Means Nothing” er mere regulært kvinde-rockende, hvor Buck træder helt i baggrunden med resten af bandet og lægger en solid bund for det lettere frustrerede fruentimmer i front.

Tilbage har vi to numre med Peter Buck alene på vokal, hvor han vælger det mere neutralt klingende toneleje, i nogle sange der lyder lidt i retning af George Harrison solo. Vi har “Travel Without Arriving” med psychedelica effekt på vokalen og en melodi med orientalske klange og stemninger. Temaet lyder som en tilbagevenden til en R.E.M. classic – bevægelse/rejse mod noget udefinerbart, her på nummeret en rejse uden mål. Et af pladens mest vellykkede stunder. “Nothing Matters” indeholder endnu engang et svagt ekko af noget R.E.M. guitar arbejde, der væves ind i en overordnet følelse af et spøgelsesagtigt svævende nummer. “Darkness is falling, don’t bother me”, synger Buck, på et bittersødt nummer der tilsyneladende handler om, at intet egentlig rigtig betyder noget i den større sammenhæng. Endnu et rigtig vellykket nummer, og sammen med “Travel Without Arriving” de to sange, hvor man for alvor kan mærke at Buck’s personlige stemme trænger igennem – her får vi endelig et lille indblik i en af de hemmelighedsfulde Athens drenges sind.

Peter Buck’s Peter Buck er helt overordnet en lidt særpræget størrelse, der gennemstrømmes af en tilbageskuende og nostalgisk tone. Du får aldrig det indtryk, at Buck efter 30 år i baggrunden (relativt set) har lyst til endelige at komme med de store personlige sandheder og holdninger. Det virker mere som et lille hygge-projekt med vennerne, mest for sin egen hygges skyld. Det kunne også være en af grundene til at pladen kun udkommer i et stærk begrænset LP oplag på det lille pladeselskab Mississippi Records, og få udvalgte digitale platforme. Det er Buck’s eget lille “hemmelige” dagligstue-projekt, der ikke har til hensigt at gøre meget væsen af sig, egentlig heller ikke gør det, men vokser og lever i kraft af sin underspillede charme og følelsen af, at han på ingen måde ønsker at trænge sig på. Man bliver simpelthen lidt nysgerrig, og leder efter lidt større sandheder i numrene – men jeg er ikke sikker på de er der. Det er bare musik.

Peter Buck ER en lille udgivelse og en musikalsk parentes i Peter Buck’s samlede musikproduktion, den ønsker eller vil på ingen måde nå ud til de bredde masser, men vil sikkert få et liv hos samlere og i bootleg-kredse. Og på den måde lykkes Buck med at fuldende en karrieremæssig cirkel – Musiknørden, der dyrkede de små obskure udgivelser som ung i en “rigtig” pladeforretning, har udsendt en plade andre nørder kan opdage lignende steder. Jeg giver 4 små stjerner for et lille album, hvor det samlede indtryk er større end den egentlige sum af enkeltdelene. For nerds only!

Anmeldt af Kodi

Du kan høre hele pladen på YouTube og finde tracklisten HER

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!