Pearl Jam: Lightning Bolt ***** (5/6)

0
1157
views

Efter Seattle veteranernes længste pladepause i karrieren, er Pearl Jam tilbage i sikker, og til tider sprudlende stil. Med tiden vil Lightning Bolt måske komme til at stå som bandets stærkeste udgivelse efter årtusindeskiftet.

Ja, den sang har vi hørt før, men det runger alligevel knap så hult, som alle de andre gange håbefulde Pearl Jam fans (inkl. undertegnede) har proklameret det, de sidste mange gange gruppen har udsendt nyt. Som altid med Pearl Jam, så er det ikke en udgivelse uden en lille snert af tomgang hist og her, men på store dele af Lightning Bolt slår det gnister.

Det er dog en plade, der lige kræver lidt tid for rigtigt at folde sig ud – efter første fulde gennemlyt var jeg ikke imponeret. Jeg var, som fanboy (så er det afsløret), ret begejstret og optimistisk da den aggressive førstesingle “Mind Your Manners” ramte nettet, og den er da også et af albummets (i hvert fald den bidske del af det) højdepunkter. Til gengæld var jeg i første omgang noget skuffet over anden singlen “Sirens”, som jeg fandt alt for stillestående og små-kedelig, indtil den lige fik lov til at simre lidt. Nu, hvor den optræder blandt de 11 andre skæringer på Lightning Bolt, så træder den for alvor i karakter, som en storslået klassisk Pearl Jam ballade, der emmer af lige dele skrøbelighed og livskraft. Eddie Vedder, imponerende velsyngende som altid, presser momentvis stemmen til det alleryderste, hvilket bare er med til at give nummeret en endnu større følelse af hudløs ærlighed. Nævnes bør også trommeslager Matt Cameron’s fornemme indsats som anden stemme. På mange måder er det måske en omvendte “Black”, hvor Eddie på Ten klassikeren får smerten og de dybe følelser ud igennem rene afmagtsbrøl, så er der en anden form for sårbarhed over leveringen på “Sirens” – den skal nok blive en ny-klassiker til koncerter. Men de er sjældent set stå så knædybt i sødsuppe, så vær parat til et muligt sukkerchok.

Ellers er det velkendt Pearl Jam-territorium vi befinder os i, vi får lidt af hele paletten, de punkede sange, de halv-svulstige ballader, numre der hylder forbillederne med en classic rock klang og de helt afdæmpede og tilbageholdende stunder. Sange om kærlighed, svigt og livets op- og nedture, ikke så meget nyt på de punkter, men leveret med nyvunden vitalitet og en følelse af nødvendighed, som man måske har savnet lidt siden 90’erne – i hvert fald over et helt album, for alle Pearl Jam plader har kastet nogle glimrende sange af sig, men her er helheden bare lidt stærkere end hørt længe.

Jeg har aldrig være den største fan af bandets trang til at udleve deres mest skramlende eller punkede side. Faktisk har Pearl Jam altid været en form for rock-frirum for mig, hvor der var plads til de store følelser, bløde værdier og/eller rendyrket klassisk  anthem-rock med en mur af guitar som på Ten. Den let punkede tilgang kigger frem på Lightning Bolt på de 3 åbningsnumre “Getaway”, førnævnte “Mind Your Manners” og “Father’s Son” – der kredser om den velkendte far/søn tematik, som Vedder på grund af hans personlige historie aldrig synes, at kunne slippe helt af med. Så helt i tråd med albumtitlen åbner Pearl Jam pladen med lyn og torden. Men det er i de mere klassisk klingende rockstunder at pladen for alvor rammer plet for mig. For nok er bandet udsprunget af Seattle bølgen og grungen, det kan man jo ikke fornægte, og Ten og VS står stadig, som nogle af de absolutte angst og weltschmerz tilsølede grunge hovedværker, som jeg kan høre igen og igen, men de er i lige så høj grad et classic-rock-band. Et band, der trækker på arven fra de store legendariske 70’er rockbands, ikke mindst The Who, som de får hyldet på effektiv manér med titelnummeret “Lightning Bolt” og i glimt på den lidt mere generisk rockede “Swallowed Whole”. Classic rock fascinationen har gjort, at bandet på en måde har fået et eller andet tidløst over sig.

Der er afstikkere til det boogie swingende på “Put The Record On”, og på “Swallowed Whole”, lyder de aldrende alvorsmænd nærmest helt optimistiske igennem de boblende melodier. I det hele taget, er noget af det glædelige ved Lightning Bolt, at det lyder som om Pearl Jam endelig har fundet sig helt til rette med deres status og lyd. Grungen er der stadig et sted i musikken, helt klart og heldigvis, men gruppen er meget mere og meget andet end det, og det er i virkeligheden nok, ud over en voldsomt loyal fanbase, en af grundene til at gruppen har overlevet i nu 22 år – de slap ud af grungens kvælende skygge. De har bare ikke rigtig før nu (måske til dels på det seneste album Backspacer) lydt som om de helt kunne affinde sig med, eller definere, deres rolle.

Albummet, til trods for at det hænger rigtig godt sammen, deler sig lidt på midten, hvor “Infallible” agerer skillelinje, som det eneste nummer på pladen, hvor man for alvor oplever følelsen af, at bandet tøffer lidt i tomgang. Det gør dog ikke spor, for det, der venter på pladens anden halvdel er ventetiden værd! Hvor første halvdel vil tiltale dem, der kan lide deres Pearl Jam sejt vuggende eller bistert fremfarende, så appellerer anden halvdel mere til de, der foretrækker gruppen, når de slipper speederen en smule og lader de mere bløde, eller blødende, følelser få frit løb.

Tusmørke serenaden “Pendulum” er første højdepunkt i denne afdeling, med tyst og tilbageholdende lidelsesvokal fra Vedder og dæmpet, men ildevarslende og betagende trommespil, fra Matt Cameron. Tilsæt en hjemsøgende og svævende guitar, og Pearl Jam får endnu engang bevist, at de mestrer kunsten at skrive utroligt stemningsmættede og sært gribende sange, med få virkemidler. Savn, det at miste, og døden, er ofte noget bandet kredser om i deres tekster, men sjældent er de sluppet af sted med, at få det til at fremstå så lidt lyrisk mudret eller delvist uforståeligt som her. Banalt og lige til, men stadig med tekststykker, som er rummelige nok til, at man kan smide sine egne tanker og billeder ind i sangen

We are here and then we go
my shadow left me long ago (“Pendulum”)

Mørket er endnu ikke helt faldet på, når den helt nedbarberede “Sleeping By Myself” tryllebinder én, som den første af tre fremragende afslutningsnumre på albummet. Det er efterhånden et klassisk Pearl Jam greb, helt frem i det minimalistiske lydbillede med Eddie’s følelsesladede, men beherskede, vokal, og lad ham synge en lille sang uden pomp, pragt og for meget patos. Kendt fra numre som “Thumbing My Way”, “Soon Forget” eller måske det bedste eksempel –  “Just Breathe” fra Backspacer. “Sleeping By Myself” når måske ikke helt “Just Breathe” højder, hvilket også ville være næsten naturstridigt, men den kunne sagtens gå hen og blive “Just Breathe” suppleanten i live-sættet, når de lige skal have lidt afveksling. Og hvis den virker bekendt, så er det fordi den figurerer på Vedder’s ukulele soloplade fra 2011.

Natten har gjort sit indtog, og månen kigger frem, og Pearl Jam kigger med på “Yellow Moon”, der har noget “de sidste gløder i lejrbålet en mørk nat på prærien” over sig. Den rummer også en typisk “Eddie Vedder syngende med lukkede øjne, halvvejs i en form for trance”, stemning i sin klang. Ganske forførende, og det er svært ikke at svæve med og forsvinde ind i musikken sammen med det, som altid, ekstremt velspillende orkester. Natten er ovre, og Pearl Jam lukker albummet med at kigge fremad i morgengryet på den ligeledes smukke og dragende kærlighedshymne “Future Days”. De åbnede Lightning Bolt med bulder og brag, men skyerne trækker væk og pladen ender med at lyset kigger frem, trods sange om sjælelivets kvaler og andre tidløse og gammelkendte emner.

De, der ikke kan lide Pearl Jam, bliver næppe omvendt af dette album. For dem vil bandet stadig være en flok selvhellige, alt for seriøse og alvorlige hvide mænd med alt for tunge øjenbryn, der spiller mainstream cock-rock. Men til de, der rent faktisk gider høre efter, og glemme alt vraggodset og de selvmodsigende anklager fra grunge-tiden, så er der masser at komme efter, og dykke ned i på Lightning Bolt. For mig har bandet altid virket som nogle meget jordbundne og lidt sky typer, der blev revet med af en bølge de hurtigt selv mistede kontrollen over, og siden deres 3. plade Vitalogy, har gjort alt for at distancere sig fra. Det førte til søgende og eksperimenterende plader som No Code og Yield, og en helt masse middelmådige udgivelser efterfølgende (altid en stor diskussion blandt Pearl Jam-fans, hvor og hvornår formkurven knækkede, hvis overhovedet), altid med spredte fremragende numre, men som ikke resulterede i plader man gad lytte til fra ende til anden særligt mange gange.

Det er muligt nogen, mig selv inklusiv, savner de helt store hymner og rock-anthems som på Ten, men den tid og det band kommer aldrig tilbage, det må man efterhånden lære at leve med – Pearl Jam lyder i hvert fald som om de endelig har fundet balancen mellem den ungdommelige vildskab, smerten, alvoren og noget lidt mere tilbagelænet og afslappet. Formkurven viste på det punkt opadgående tendenser på den 4 år gamle Backspacer, men det er for mig først nu, at bandet endelig igen har skruet et album sammen, der er værd at høre fra ende til anden, igen og igen.

Anmeldt af Kodi

Hvis du ikke allerede er en af bandets over 8 millioner fans på Facebook, så kan du blive det HER

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here