Nive Nielsen & The Deer Children, Atlas, 27/10 – 2016 ★★★★☆☆

0
347
views

Grønlandske Nive Nielsen og hendes belgisk/dansk/amerikansk/grønlandske backing band leverede en fin koncert på Atlas torsdag aften, foran et relativt beskedent og lidt tilbageholdende publikum. 

Men inden Nive Nielsen og band gik på, var der opvarmning ved danske Barrow. Kvartetten leverede i den halve time, de havde på scenen en god håndfuld americana-inspirerede numre, hvor især den midterste del af sættet fungerede rigtig godt. Publikum havde placeret sig på sikker afstand af scenen, de fleste siddende, men det tog Mikkel Bøggild og resten af Barrow i stiv arm, og spillede seks sange uden det store hastværk.

Bandet var blandt de navne, jeg havde noteret mig til årets Spot Festival, hvor jeg dog ikke nåede deres koncert på samme scene, så det var jo sådan set heldigt nok at jeg kunne nå at høre dem i denne omgang. Bøggild i front bemærkede, at de nød at have mere tid, end sidst de stod der, og de virkede da også ganske godt tilpasse på scenen, og leverede deres solide americana-sange kompetent. Midt i sættet fik vi et ret stærkt nyt nummer om den blæsende nordjyske hjemstavn, en dæmpet sag som fungerede rigtig godt, mens den efterfølgende ‘Everybody Knows’ til gengæld skruede op for intensiteten og blev sendt afsted med saft og kraft.

Vi fik også ‘Julia Wants to Take Me Home’ og en dæmpet sag som afslutter på Barrow’s sæt, som alt i alt tjente fint som opvarmning til Nive Nielsen og band.

 Barrow
Barrow

Nive Nielsen & The Deer Children

Efter 20 minutters changeover var Nive Nielsen og hendes internationalt sammensatte The Deer Children klar til at indtage scenen, og mod mine forventninger søgte publikum ikke rigtig tættere på scenen – de blev siddende hvor de sad, og det var ikke fordi, det ikke også fungerede på sine egne præmisser, men for min skyld måtte det da godt have været lidt tættere og mere intimt på Atlas, som altså taber netop intimitet, når der ikke er godt fyldt op. Og selv om der ikke var decideret tomt, så var Atlas ikke just fyldt denne torsdag – men som sædvanligt var det nu mere ærgerligt, for dem der ikke var der, end dem, der havde fundet vej til spillestedet.

Nive Nielsen udgav tidligere i år sit andet, og fine, album, Feet First, som er skrevet og indspillet på rejser rundt omkring i verden – måske er det netop på disse rejser, Nive Nielsen har fundet sit band, for det var en blandet skare, med et par danskere, en grønlænder, en belgier og et par amerikanere. Ud over bas, guitar og trommer, var der også plads til diverse knapper, sav og banjo betjent af guitarist Charlie Shapiro og slide guitar, trompet, saxofon og trombone i lydbilledet, hvilket gav en fin dynamik.

Første nummer, et nyskrevet et af slagsen, var dog en lidt anderledes sag, som blev indledt med nærmest dronende bas, inden Nive Nielsen kom på scenen og sang på grønlandsk. Nielsen synger både på engelsk og grønlandsk, og den vekslen fungerede, som på albummet i øvrigt, rigtig fint.

Nive Nielsen vekslede selv mellem elektrisk guitar og en rød ukulele og virkede i perioder nærmest lidt genert på scenen, mens hun rodede med at indstille guitaren og indstille sit danske, for som hun sagde, “der er ikke så mange af dem heroppe der taler dansk, så det er derfor, hvis det lyder lidt underligt”. Det var ikke alle titler jeg fik fat i undervejs, men der blev i hvert fald spillet en del numre, som ikke findes på Feet First – blandt andet ‘Circumstances’ fra debuten Nive Sings. Men heldigvis fik vi den meget fine åbner, ‘Still the Same’, hvor blæserne virkelig kom til deres ret i det friske og medrivende nummer.

Nive Nielsen & The Deer Children
Nive Nielsen & The Deer Children

Mod slutningen kom også den ligeledes livlige ‘In My Head’, igen med effektiv brug af blæserne, og ind i mellem dem, fik vi en række andre stærke sange, leveret af en gruppe umiskendeligt dygtige musikere. Jeg sad dog med fornemmelsen af, at det kunne have været en endnu mere medrivende oplevelse, hvis der havde været mere, der trak band og publikum sammen, for som det var, så holdt publikum en lidt andægtig distance – til gengæld var det kun helt mod slutningen at der var lidt småsludren fra baren som kunne irritere, ellers lyttede publikum koncentreret og var med.

Undervejs fik Nive også kommenteret på den politiske situation i Grønland, men ellers var det ikke de lange kommentarer vi fik mellem numrene – en enkelt gang bemærkede hun, at et grønlandsk publikum ville have grinet mere af hende, da hendes guitarstreng under nummeret før gled ned fra hendes skulder, så kun måtte holde den i et lidt akavet greb, men ellers blev det kun til meget korte sætninger. Men det fungerede egentlig fint, at lade musikken tale for sig selv, for det gør Nive Nielsens musik faktisk i det store hele.

Der er en god dynamik, og en god vekslen mellem dæmpede og mere rockede passager, hvor de dygtige musikere fik lov at udfolde sig, og på det ordinære sæts sidste nummer, blev der sat streg under den musikalske opfindsomhed, da Nive stemte i med blæserne med en kazoo, uden det på nogen måde virkede malplaceret eller underligt.

To ekstranumre blev det også til, da publikum entusiastisk klappede bandet tilbage på scenen, begge flot eksekveret, og især den stærke lukker,  som blev leveret dæmpet, med Nives vokal og Shapiro’s banjo som det centrale omdrejningspunkt.

Samlet set en fin torsdagskoncert, som måske ikke kom helt op at svæve, men var velspillet og sympatisk leveret af et dygtigt band. Vi lander på 4 store stjerner, og forhåbentlig Nive Nielsen & The Deer Children finder tid til at kigge forbi Aarhus inden alt for længe igen.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Johanne Teglgård Olsen/Fonden Voxhall

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here