Niels Skousen: Smil Eller Dø ***** (5/6)

0
1745
views

En af de mest respekterede skikkelser på den danske rock-scene, Niels Skousen, siger Smil eller Dø på hans nyeste samling sange, der ender med at blive en betagende tidsrejse, hvor fortid, nutid og fremtid berøres med et enormt sprogligt overskud.

Det helt afgørende er dog, at Skousen ikke kigger på Danmark og vores samfund anno 2014, som en forvirret bedstefar ude af trit med virkeligheden, som med knyttet hånd og rysten på hovedet, står og råber af “tiden”. Det her er ikke en mand, som ikke forstår den tid vi lever i, tværtimod, men en der lige stopper op og tager sig den fornødne tid til at reflektere lidt over det hele. Tiden fylder en del hos Skousen, men på en måde hvor den minder mere om Benny Andersens “Tiden og Storken”, end som et udefinerbart monster, der æder ens liv.

Skousen er på mange måder også, ikke mindst en god måde, et produkt af sin tid. Den gamle hippie er ikke helt død endnu, men som han sang for år tilbage i “68” på albummet Dobbeltsyn (2002): “Jeg er ikke egentlig utilfreds, det’ bare en bagskid der har varet siden 68”. På den måde adskiller han sig væsentlig fra en hippie-drømmer som eksempelvis Neil Young, der stadig tror på at verden kan forandres til det bedre på nyere banaliteter som “Who’s Gonna Stand Up?”. Skousen har ikke givet op, og gentager også gerne gamle pointer om informationssamfundets faldgruber m.v., men han gør det med et meget mere nøgternt, realistisk og konstaterende udsyn, end en romantisk drømmer, der stadig hænger fast i ånden fra ’68. Verden ændrede sig, men ikke på den måde der måske blev drømt om….

Og nu kan Skousen se tilbage på et 70-årigt liv, der ender nogenlunde som det startede, “Livet er kort, men sådan er det// vi begynder med en sut og ender i en ble”. Tak for kaffe. Det kan måske lyde lidt bittert eller livstræt på skrift, men selvom 68-drømmen brast, eller fik lov til at sive ud som en stille fis, og Skousen har indset at der nok er færre år tilbage end dem der er levet, så er Smil Eller Dø heldigvis ikke et opgivende suk fra en desillutioneret og udbrændt kunstner. Godt nok er 7 af de 8 numre på albummet holdt i et mestendels roligt, afdæmpet indimellem nærmest tyst leje, men budskaber, meninger og gnisten springer ud af højtalerne i form af de stærke ord og tekster.

Glem alt om oplagte vendinger som “det grå guld”, Skousen serverer rent lyrisk guld og deler gavmildt ud af erfaringer, som man nok kun kan erhverve sig ved at have nogle år på bagen og have travet rundt i land og by, som skarp iagttager af udvikling, forandring og ændringer over og i “tiden”. “Gaderne flyder med hjemløse // højhusene brækker // sort, er det der siver ud, fra alle revner og sprækker……” lyder det ud af tusmørket på albumåbneren “Lysglimt”, hvor Skousen med rusten og tør stemme langsomt og tålmodigt får varmet pennen og vokalen op. Der er noget nyere Dylan over stemningen, nogen siger Cohen, jeg er mere til Dylan, så det er min referenceramme. “It’s not dark yet, but it’s getting there”, for “nu løber det over // det sprøjter fra kloakkerne”.

På overfladen løftes stemningen en anelse på det efterfølgende titelnummer, “Smil Eller Dø”, der med sin lidt luftige melodi og blæsere sender mine tanker lidt i retning af noget Burt Bacharach. “Sikke en udsigt, verden er blå, ingenting er gratis, det er vi begyndt at forstå // Smil, smil eller dø, smil, smil eller dø // regnedrengene pisker os med tal, pisker os af sted til den sidste marginal // smil, smil eller dø, smil, smil eller dø // ingen ved hvad tænketanken tænker på, det er den usynlige hånd ingen kan nå…”. En kende banalt og forudsigeligt, måske, men den elegante indpakning fra producer Nikolaj Nørlund og holdet af kompetente musikere omkring Skousen (der forresten alle sætter fornemme fingeraftryk på hele pladen), er sammen med Skousens levering af ordene, med til at give smøren en dejlig syrlig og bittersød smag, som løfter materialet op over de umiddelbare banaliteter.

Den balancegang danses der omkring på hele Smil Eller Dø, men kunststykket er, og noget af det der får Skousen til at fremstå som lidt af en sproglig magiker, at de muligvis banale betragtninger der sniger sig ind hist og her aldrig virker letkøbte, og at de lyriske guldkorn ikke får materialet til at fremstå højrøvet, belærende eller prætentiøst. Det er ganske enkelt sangforedrag og en fortæller man er nødt til, og gerne, lægger ører til og som på sin egen umiddelbart tilbageholdne og rolige facon, insisterer på at blive hørt.

“Jeg har trukket mit spor gennem andres liv// jeg kom tilfældigt forbi// det sidder som en torn// indeni…”, lyder det på et af albummets mange højdepunkter, den sagte vuggende “En Bid Af Det Hele”, hvor Skousen står “på tærsklen til ensomhed”. “Min fars verden forsvandt, som min egen vil forgå // alt hvad han ku’ gi’ videre til mig var, at lede efter et sted at stå”. Herfra hvor Skousen står i 2014, “rækker han ind i barndommens land, der rykker længere og længere bort // tiden fra evighed til evighed, er kort”. Det rimer nok et sted, som han henkastet bemærker. Trods den afdæmpede instrumentering på numrene, her lidt guitar, og diskret klaver og mundharmonika, så bliver det aldrig FOR nedbarberet eller stillestående. Der er nok roligt på overfladen, men understrømmen er stærk på Smil Eller Dø, og man lader sig gerne rive og bære med.

Dermed er effekten også det større og mere markant, når tempoet en enkelt gang sættes lidt i vejret og der skrues op for de musikalske armbevægelser, på den fremragende førstesingle “Jeg Melder Fra.Com”. “Mit liv, ser jeg, er blevet til faste ritualer // Jeg går og taler med mig selv, og mine egne indre kvaler // fast vendinger, og faste vendninger” næsten semi-“rapper” Skousen, hvor de skarpe ord og vendinger flyder ud af ham i et boblende tempo, bakket op af den nærmest dansende musik. “Stop. Nu det nok // hvad snakker vi om?”.

Om alt og intet, om fortiden, nutiden og den truende og uundgåelige fremtid. På Smil Eller Dø kigger Skousen med egne ord “tilbage uden nostalgi”, hvor tiden er en flod der strømmer, som krydses forsigtigt, som det lyder i “Ikke Mere At Vente På”. Ordene er, som man sikkert kan fornemme, mange. De fungerer både som enkeltstående sætninger og små poetiske vendinger, løsrevet fra sammenhængen, men det er fornemmelsen af netop en større sammenhæng og fortælling som er medvirkende til, at Smil Eller Dø tårner sig op som en af årets bedste danske udgivelser. Det er en fortløbende fortælling, som ikke finder sin ende her, for der er jo tid endnu og som der synges på lukkeren “Tidens Krumning”, “verden begynder lige her, her hvor jeg står // strækker sig langt, og længere, end jeg nogensinde når”.

Dylan synger på “Oh, Sister”, “time’s like an ocean, but it ends at the shore”, Skousen har ikke nået kysten endnu på Smil Eller Dø, men kan skimte den ude i horisonten. Det giver lyst til at kigge både tilbage, lidt fremad og på hvor han står i 2014. Tidsrejsen oplevet igennem Skousen’s øjne er både betagende, gribende og poetisk på en måde, hvor man bare må spidse ører og hører efter. Måske er det fordi der synges på dansk, at ordene rammer så præcist? På den anden side, så kan man hurtigt få trang til at rulle med øjnene og stikke fingrene i ørerne, når nogle får modersmålet galt i halsen – ingen af delene er tilfældet her, hvis nogen stadig skulle være i tvivl.

Når man lytter til Smil Eller Dø kan man blive helt misundelig på Skousen og hans levende pen og det sprog, som, tilsyneladende stærkere end nogensinde, flyder fra den. Heldigvis deler han jo gavmildt ud af godbidderne, og jeg lapper det i mig og kvitterer med 5 kæmpe store stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here