Nicolai Abrahamsen & Jakob Thorkild: Nox Tenebrae Part I & II ★★★★★☆

0
494
views

Elektrisk stryger kvartet og ditto guitar, en tidligere BBC-komponist og en dansk guitarekvilibrist, nej, det er ikke et forsøg på kække rim, men noget af det der venter en på den ambitiøse dark ambient doom udgivelse Nox Tenebrae I+II. Er det kunst, ja gu’ fanden er det kunst – men det bør ikke afskrække.

I hvert fald ikke hvis du er udstyret med noget tålmodighed og ikke er bange for ting der insisterer på, og tør, skille sig ud og gøre tingene på sin måde. Nox Tenebrae Part I & II falder, som titlen antyder, i to dele, eller satser, er der måske nærmere tale om, nu der er et vist klassisk element involveret?

Begge er langsomt udviklende, minimalistiske og kræver lidt af lytteren. Del I varer lige under 20 minutter og del II lige over de 21, i skrivende stund er del I aflyttet cirka 10 gange mere end del II via det tilsendte lyttelink, så nogen har snydt – eller snydt dem selv. Hvad der virker som et ulmende instrumental projekt overrasker nemlig ved, at der dukker en ondsindet, fjern doom-vokal op omkring et kvarter inde i del II.

De foregående 35 minutter +/- er der dog ikke uden variation og drama, faktisk sker der, trods den rolige overflade, en hel del her. Man tager sig bare så god tid, og lader med køligt overblik og rolige hænder musikken tale for sig selv. Der er ikke noget flashy over udførelsen her, eller elitært musiker snobbet, selvom konceptet på papiret godt kunne lyde som en fortænkt omgang, der er godt oppe i bagdelen på sig selv.

Værket, som det med rette kaldes i pressematerielt, er komponeret af Nicolai Abrahamsen og Jakob Thorkild, hvoraf sidstnævnte har indspillet det på elektrisk guitar sammen med Messer Quartet. Thorkild har jeg tidligere anmeldt et ekstremt kompromisløst og egenrådigt “punk” album fra, gåseøjnene skal indikere, at det var en løs betegnelse, ligesom han jævnligt publicerer nogle indlæg på internettet om musik, der er på et højere plan end jeg nok nogensinde får musikvidenskabelig indsigt i. Men det skal da ikke skille os ad!

Hvis du er udstyret med bare en flig af fantasi og nysgerrighed, så kan du nemlig sagtens være med her. Musikken er, trods udgangspunktet og projektbeskrivelsen, ikke decideret utilnærmelig. Faktisk tror jeg gerne, at den vil have dig med på legen, og på sin egen lidt spillen kostbar og diskrete facon, forsøger at lokke dig til en stille dans i mørket.

Nox Tenebrae er nemlig, om noget, lyden af “lyde i mørket” og gereusche i natten. Hov, hvad var det der knirkede? Hvad er det der knitrer og rasler derovre i skyggerne? Strygerne prikker til dig ud af den mere mørklagte del af musikken, smyger sig kortvarig omkring ens ben, nipper dig i øreflippen, tager dig i hånden med en rolig bevægelse, slipper igen og trækker sig tilbage.

Det kan stedvis minde om en sørgmodig kalden, eller en advarsel. Træd varsomt, kom ikke nærmere. Jo, kom herover, der sker ikke noget, eller gør der? I mens sniger, vrider og slæber den ambient doomede del af Nox Tenebras skyggeleg sig fremad på mere lumsk og ildevarslende manér. Ind i mellem lyder det som statisk støj, dernæst som en tæt, men fjern tåge, så som en gammel radiator der “banker” og så som en udefinerbar buldren, der langsomt kommer rullende henover skyggelandskabet derude hvor jord og himmel bare mødes i mørk nat.

Det her er lyden af, at sidde og stirre ud i natten, uden kunstige lyskilder og lade sig omklamre og blive en del af omgivelserne. Langsomt opdager man flere og flere detaljer, hører nye lyde. Uden at man nogensinde får “det hele”, ser det komplette billede tydeligt. Nogen ting er det meningen skal forblive hemmelige og i mørket.

Det er nu ikke mørke det hele, som man sidder der og suger til sig, lytter uden helt at kunne se, måske momentvis falder lidt hen, så dukker der stille og roligt nogle mere lyse og varme toner op hos strygerne, efterhånden som vi nærmer os 14 minutters spilletid i del I. Eller gør der? Den ambiente doom del holder nemlig fast i sit, så det lyder som om strygerne kommer i tvivl, mister modet, opgiver foretagendet, så nummeret begynder at føles uroligt. Nærmest paranoidt. Dernæst kampberedt.

Nox Tenebrae føles, trods minimalismen, i konstant udvikling. Første del er den på overfladen mest rolige, mens del II får lov til at vise lidt mere tænder. Over 40 minutter kommer tiden faktisk ikke til at føles lang, eller stillestående- det skulle da lige være i den forstand, at tiden bliver betydningsløs. Om det er 5, 45 eller langt flere minutter, er sådan set ligegyldigt, det handler om at blive fanget af stemningen, lad sig nedsynke i den og forsvinde. Dermed bliver Nox Tenebrae også til andet, og mere, end summen af enkeltdelene.

Nu har jeg en mani med, hvis jeg kan undgå det, at lytte først og læse senere. Derfor har jeg først læst pressematerialet efter flere lyt og lige da jeg skulle til at nedfælde nogle ord. Nox Tenebrae betyder åbenbart “nattens mørke”. Og hensigten har været, at man skal “møde sig selv i mørket”, i en form for “mørkemeditation”.

Mission fuldført. Og jeg er ikke engang en der giver særligt meget for meditation ellers…

Af Ken Damgaard Thomsen

Albummet er udkommet via Kontentum, som du finder HER

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here