Nickelback: Here And Now ** (2/6)

0
764
views

De bliver bare ved gør de ikke? Og de beder næsten selv om de klø de modtager ikke sandt? Canadiske Nickelback og deres fesne radiorock bliver ved med at genere os, som en kvalmende byld der bare ikke er til at få trykket helt ud, og få til at forsvinde for evigt.
Dermed har vi vel også fået slået fast at jeg bestemt ikke bryder mig om dette band, og deres røvringe og bøvede rock. Det kom derfor også som lidt af et chok at de første toner på denne deres nyeste overfald på øregangene, og sikkert anstændigheden i bred forstand, er ganske tunge og hårdtslående!

Så i stedet for bare at lire en ondsindet Thomas Treo salve af, så måtte jeg jo nok hellere lytte grundigt til pladen, og rent faktisk tage stilling til det Nickelback disker op med i denne omgang, fremfor bare at stemple dem inden. Det var faktisk lidt mindre ubehageligt end det måske umiddelbart kunne lyde, måske fordi jeg stoppede i tide, men fem gennemlytninger var også det maksimale jeg ville udsætte mig selv for, inden jeg begyndte at sparke mig selv over skinnebenet.

Pladen, deres syvende siden 1995, er knap så gennemført hæslig som forventet, men efter de to første ganske rockende sange, mister albummet allerede pusten, Chad Kroeger’s hæse vokal bliver mere og mere anstrengende at lytte til, og bandets manglende mod, eller evner, til at træde ud af deres sikkerhedszone bliver virkelig trættende. Nickelback bliver i USA betegnet som “hård rock”, men selvom der er tendenser ud i noget med big hairy balls hist og her, så er de mest et rockband der fedtspiller ved at bruge en velkendt og lettere behagesyg stadionrock lyd. Det har kastet en masse hitsingler af sig, ikke mindst gennembrudshittet “How You Remind Me” i 2001, og et ret imponerende pladesalg, ikke mindst i guds eget land – men blandt rockmusik elskere er de ofte lagt for had og sat i “utroværdig” båsen.

Er det så fair? Både og, der findes da langt værre bands i verden end Nickelback, men der er også et eller andet voldsomt irriterende og ucharmerende ved bandets musik. Singlen “When We Stand Together” er et fint eksempel, den er egentlig meget catchy, men samtidig går den en på nerverne fordi den lyder som et spekulativt produkt designet alene med radio airplay i tankerne. Så er der forsøgt at give den et strøg alvor og seriøsitet med linjer som “we could feed a starving world, With what we throw away”, men fremfor eftertænksomhed så giver den en lyst til at plante en knytnæve i fjæset på Kroeger, imens han bræger sit poppede omkvæd ud mellem de “dybe” dele af teksten.

På “Midnight Queen” leger bandet Velvet Revolver med en sleazy tekst om sex, druk og andre virkeligt originale betragtninger fra side 1 i “The Rock ‘N Roll Handbook – how to write a sucky song, but sound dirty doing it”. “She’s gunna’ lick, my, pistol clean” synger Kroeger, tilsyneladende uden ironisk distance, sikkert imens han står og groomer garnet med glattejern og nyder synet i spejlet – gid hun havde pistol whipped ham i stedet for. Og tilsyneladende for lige at bevise at det sagtens kan blive mere fladpandet, så får vi “Gotta Get Me Some”, der nok har en tung og groovy melodi, men samtidig leverer lyriske lækkerier som “And it turns out she’s got everything I want, but all rolled into one, She smokes a little home grown, drinks a little Cuervo, Still a little down home, there was never a doubt, She’s got a fast car, hotter then a dance bar, Looking like a rockstar, she’ll be the talk of the town”.. det du hører lige nu er lyden af min hånd der i afmagt klasker mod min pande, efterfulgt af et opgivende suk.

Og det er sådan set essensen af Nickelback og deres musik, spredte anløb til noget der muligvis kunne rykke en smule i mellemgulvet hos folk med rock i blodet, men konstant overdøvet af deres trang til at frembringe metervarer melodier tilsat tekster af typen “pande, mød din ven mur, og fuld fart frem”. Skulle bevidstløshed på dette tidspunkt ikke være indtruffet ved at slå dig selv i hovedet, eller løbe ind i ubevægelige ting, så dukker “Lullaby” op som et bedøvelsesmiddel der kunne nedlægge et vredt næsehorn. “Kiss It Goodbye” rusker liv i dyret igen med overraskende heavy tramperytme, men Nickelback spænder naturligvis ben for sig selv, og deres haltende momentum, med forvrænget vokal der gør nummeret nærmest umuligt at lytte til – støj på den ufede måde!

De sidste fire numre på “Here And Now” forsætter i samme smagsforvirrede og frustrerende form, bandet bruger løs af de tidligere afprøvede og gennemtestede virkemidler, uden sans for sammenhæng og hvad der måske kunne fungere. “Trying Not To Love You” lyder lidt som en kasseret Bon Jovi ballade, før det pludseligt bliver tungt og slæbende igen i “Everything I Wanna Do”, imens man sidder og tænker “Ja?! Hvad er det egentlig i vil??”. For det er som end ikke fordi Nickelback ikke kan noget, problemet er at de prøver at være andet og mere end det de er gode til. De har øre for den effektive radiomelodi, så bekend dog kulør og gør det, fremfor at komme fuldstændig til kort ved også at skulle lege metal-light band og skrive tekster med noget på hjertet, der bare lyder som rock ‘n roll parodier fremfor noget med reel tyngde. Det er DET der gør dem nemme at hade.

Under en af de traditionsrige NFL kampe på Thanksgiving optrådte bandet i pausen og blev buhet ud af Ford Field i Detroit. Allerede inden deres optræden stod det klart at de af forskellig årsager var uønskede, men Nickelback virkede som om de ikke helt forstod det. Sådan virker bandet også stadig på plade, som om de ikke rigtig forstår DET – de prøver og prøver, men det bliver aldrig til andet end noget der ikke helt smager som den ægte vare, og har en gennemtrængende bismag af wannabe rockstar.

Var det så en fair bedømmelse af “Here And Now”? Tja, mere end det her har de i hvert tilfælde ikke fortjent.

Anmeldt af Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here