Musik eller ingenting – Historien om Tapetown

0
1472
views

Interview: For enden af Jægergårdsgade i Aarhus ligger Lydhavnen. Et kollektiv af producere og teknikere der udover Tapetown Studio, også rummer folk som ET Mastering, Carsten Heller og DJ Static. Rasmus Bredvig, som også er forsanger og guitarist i Captain Casanova, inviterede indenfor til en snak om Lydhavnen, Tapetown og det at leve af musik og hvorfor Aarhus er så levende musikalsk lige nu.

Overskriften nævner kun Tapetown, men det følgende er både en historie om byudvikling, musik, og Rasmus Bredvig personlige historie. Lidt i en stor pærevælling, for det hænger sammen.

Vi starter for enden af Jægergårdsgade, den ikke så mondæne ende mod havnen, lå der, indtil for nyligt, en tankstation. Den er væk nu. Ved siden af tankstationen er et af byens væresteder for udsatte – det ligger der måske heller ikke så længe endnu. Der ligger også Kulbroen. Et symbol på den moderne udvikling af området der binder dets historie sammen med nye tiltag, blandt andet et madmarked. Det er her Aarhus kommune har gang i en større byfornyelse.

På den sydlige side af Jægergårdsgade, Aarhus’ gamle Kødby, i lokaler, som vistnok tidligere har huset en pølsefabrik, finder vi Lydhavnen. Her har en gruppe aarhusianske lydfagfolk slået sig ned og skabt et fællesskab. Rasmus Bredvig, forsanger og guitarist i Captain Casanova og producer i Tapetown Studio, har inviteret på kaffe og viser rundt.

Det ser lidt gråt ud... Jægergårdsgade. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
Det ser lidt gråt ud… Jægergårdsgade. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

Fra Feedback til Lydhavnen

”Vi var nogle folk i Gnags’ gamle Feedback studie i Viby, der blev tilbudt af Jakob (Riis, guitarist i Gnags og ejer af studiet) at købe det til en fin pris, men der var ikke nok plads til at sidde flere producere og teknikere. Meget heldigt rykkede Aarhus Filmværksted til det nye Godsbanen byggeri, så vi fik tilbudt deres gamle lokaler. På den måde blev Lydhavnen til”, fortæller Rasmus.

Udover Tapetown Studio har ET Mastering, Carsten Heller, Gyraf Audio (som laver High-end studio udstyr), Penguin Productions, DJ-Static og Magnus Vad til huse i Lydhavnen. Magnus var det gamle Feedbacks tekniker, og købte store dele af det gamle udstyr og med det videreførte navnet.

Vi træder ind i Tapetowns lokaler. Et lydstudie som udelukkende fokuserer på alternative genrer, og som har et stort output af beskidt og kantet rock, indspillet af danske såvel som internationale bands.

Tapetowns lokale. Foto: Rasmus Bredvig
Tapetowns lokale. Foto: Rasmus Bredvig

En stor mixerpult er centrum i den ene halvdel af rummet, mens den anden halvdel bliver brugt til at opbevare alverdens brugbare og måske knap så brugbare, men mere fantasifulde ting. Herunder 6 dyrekostumer samt et smadret stortrommeskind med Captain Casanovas navn på.

”Haha,” griner Rasmus, da jeg spørger til det. ”Skindet er fra vores første trommeslager i Captain Casanova – det døde under et år på SPOT og blev parkeret i studiet fordi vi skulle skifte lige efter for at smutte på Tour i Europa. Da vi måtte have ny trommeslager beholdte jeg det som et minde om Rasmus (Rathe – CC’s første trommeslager), der var skyld i at bandet overhovedet blev skabt i sin tid.”

På væggene hænger flere slidte guitarer, der ser ud som om de kun holdes sammen af gaffa-tape. Også dem er der knyttet historier til.

”De guitarer jeg bruger på tour er med tiden blevet tildelt flere og flere sikkerhedsforanstaltninger så jeg ikke kan lave rav i min lyd. Vores koncerter er ret energiske, og selvom jeg har ok godt styr på at spille rigtigt samtidigt, så rammer jeg simpelthen for mange knapper der ændrer lyden, hvis ikke de er tapet til. Folk spørger af og til om det er for “lookets” skyld – jeg tror det eneste jeg har udsmykket mine guitarer med er personlige navne og klistermærker med katte. Jeg har flere ekstra guitarer med på tour også.

I sin tid blev vi enige om at jeg altid skulle have 2 guitarer som jeg ikke kastede rundt med, mest fordi vi i slutningen af tours tit stod i situationer hvor mine guitarer havde løse forbindelser eller konstant røg ud af stemning fordi jeg havde kastet rundt med dem eller hoppet for meget i trommerne. Jeg har været elendig til at overholde den aftale. Jeg prøver at love mig selv ikke at gøre det før vi går på scenen, men jeg når næsten altid et sted, hvor jeg “forsvinder” og ingen stop-knap har under en koncert. Vi har efterhånden spillet mere end 200 koncerter, så det har kostet lidt skrammer og reparationer på både mit udstyr og min krop”, smiler Rasmus.

Guitarer. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
Guitarer. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

Musik eller ingenting

Jeg spørger Rasmus, om der er nogen produktioner hos Tapetown, der har været mere spændende end andre?

“Jeg har et hav af gode minder og oplevelser med spændende og gode mennesker, og i min bog er de stort set alle ligeværdige”, fortæller han, inden vi går ind i det fælles indspilningsrum, hvor der hænger en platinplade fra Thomas Helmig på væggen – og står et vasketøjsstativ på det slidte gulv.

“For mig er Tapetown et sted, hvor det handler om nerven, et sted uden regler, hvor man skaber musik ud fra, hvad der føles rigtigt og hvor man er ligeglad med hvad alle andre render og laver og siger man “burde gøre”.

Men hvordan er det så endt med at Rasmus Bredvig har opbygget sin egen virksomhed, spørger jeg ham?

”Jeg har ikke haft tv i 8 år,” smiler han, og fortsætter; “Jeg har altid været skræmt af det “konventionelle” liv, at skulle sidde fast det samme sted og i det samme job resten af mit liv. Det at være selvstændig udover at spille musik var aldrig planen, men jeg har brug for at lave noget jeg elsker og en dynamisk tilværelse, hvor jeg ikke føler mig fanget. Og så har jeg for mange mærkelige ideer jeg bliver nødt til at prøve af.

Jeg elsker at spille og skabe musik, og det absolut vigtigste for mig er at jeg kan beholde integriteten i det jeg laver, at det føles rigtigt. Ellers kan jeg ikke mærke det og så mister jeg lysten og motivationen. Det kræver nogle gange andre indtægtskilder at kunne skabe det rum for sig selv. Jeg har lært at følge min mavefornemmelse og tage chancer, så nu har jeg en håndfuld start-ups ved siden af og flere nye projekter og ideer på vej. Det at eje ting har egentlig aldrig sagt mig noget, men frihed til at være excentrisk kræver økonomisk uafhængighed”

Smadret trommeskind. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
Smadret trommeskind. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

Det at gå all-in på musikken har også haft sine konsekvenser for Rasmus’ tilværelse og hans måde at leve på.

”Før jeg startede Tapetown havde jeg for eksempel en periode på 3 år, uden et sted at bo. Det var en egentlig prioriteringssag for at kunne bruge så meget tid som muligt på musikken. Jeg havde mange måneder, hvor jeg tjente færre penge end hvis jeg var gået på kontanthjælp, men det har jeg aldrig været interesseret i, jeg kan jo sagtens klare mig selv. Jeg ville bare gerne bruge så meget tid som muligt på musik, hvilket betød en elendig timeløn – sådan er det bare tit når man starter. Meget arbejde med få penge og ingen garantier,” fortæller han, og fortsætter:

”Da vi lukkede Feedback ned skulle vi bruge en del penge til indskud på havnen og jeg havde ingenting, så jeg fik fat i et nedrivningsjob i Horsens for en fyr, hvor man kunne arbejde alt det man ville. Jeg brugte 10-12 timer om dagen, 6 dage om ugen i 2,5 måned på at smadre vægge med en forhammer og bære, jeg ved ikke hvor mange tons beton og mursten i pis regnvejr. Det var meget motiverende for at komme tilbage og få mit eget i gang – og så har jeg heller ikke noget imod at blive våd i regnen længere!”

Rygestop og succes

I dag kan Rasmus leve af Tapetown og de øvrige virksomheder og har endda fået en assistent tilknyttet til at hjælpe, og der er råd til at investere i fremtiden. Det har dog ikke altid været lige nemt at få pengene til at slå til.

”På cirka samme tid som vi flyttede hertil, fik jeg mulighed for et sted at bo tæt ved Lydhavnen, som jeg regnede ud jeg ville have råd til ved siden af lejen for Tapetowns lokaler, hvis jeg stoppede med at ryge – 3 år uden et sted at kunne lukke døren for verdenen var ret god motivation for et rygestop. Derefter er tingene kun gået fremad – selvfølgelig har det krævet ofre, der har været mange tvivl og pisse meget usikkerhed undervejs. Det har bare aldrig været en mulighed for mig at skulle lave andet end det jeg brænder for.

Nu er jeg så privilegeret at være et sted, hvor jeg arbejder på og mod større projekter, men jeg vil stadig hellere lave noget jeg elsker og blive gammel med en masse skøre oplevelser, historier og bekendtskaber, end spise store bøffer mens jeg ser reality på mit 50” plasma tv”.

Tapetown i strik - en gave fra en brasiliansk veninde. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
Tapetown i strik – en gave fra en brasiliansk veninde. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

Lydhavnen er ikke det eneste sted, hvorfra Aarhus markerer sig på musikscenen. Snakken falder til sidst på, hvor spændende undergrunden i Aarhus er for tiden. Jeg spørger Rasmus, hvor han ser Tapetown i det billede?

“Hvis vi skal snakke om alt det, der sker i undergrunden i Aarhus for tiden, så synes jeg faktisk det fortjener en hel artikel for sig selv. Den burde I næsten skrive,” siger Rasmus med et grin, inden vi siger farvel.

På vej ud kan jeg konstatere at musik og rock-ånden stadig er i live på Jægergårdsgade. Udenfor nærmer mørket sig, og mens champagne- og østersbaren på hjørnet er ved at åbne, samles folk ved den grønlandske varmestue, mens arealet hvor tankstationen lå, ligger øde hen.

På trods af kommunens planer for områdets fornyelse står Lydhavnen og Tapetown Studio stadig, og forhåbentligt bliver de på adressen lang tid endnu – for det er længe siden at Aarhus har sat sit præg så kraftigt på den danske musikscene, som den gør lige nu.

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here