Mellemblond: Lysvågen **** (4/6)

0
1269
views

Charmerende skizofren storbypoesi

To ep’er og et album skulle der gå, før jeg tog mig sammen og lyttede til Mellemblond. De var blevet sammenlignet med bl.a. Nikolaj Nørlund og Peter Sommer, hvilket overhovedet ikke gjorde mig nysgerrig. For et par år tilbage hørte jeg singlen “Ishånd”, som jeg hurtigt besluttede mig for, at jeg havde hørt en masse andre lave. Bare federe. Nu har hele bagkataloget så fået en chance, og det er jeg slet ikke ked af, at jeg har brugt tid på.

Deres nye skive hedder Lysvågen. Førstesinglen “Et Øje” er blevet skamspillet bl.a. på Det Elektriske Barometer. Det er en behagelig men næsten for ufarlig størrelse. Nogle vil måske sige, det er decideret sødt. Det er et semipompøst popnummer indspillet knastørt med observationer fra livet i byen. Den repræsenterer sådan set pladen godt, men er langtfra det stærkeste track. Videoen til “Et Øje” blev i øvrigt til efter en fotokonkurrence, hvor pøblen kunne bidrage med billeder fra byen. Se den her.

Selve albummet tager heldigvis musikken et par skridt videre. Og efter min mening peaker det næsten allerede på første nummer “Vågnede en Morgen”. Smagfuldt arrangeret velsvingende discocountry med virkelig fede guitarflader. Ligesom førstesinglen er det også popmusik, men i den spændene ende af spektret. Det gælder også “Swimmingpoolens Blå”. Det er begge numre, hvor de enkelte instrumenters roller og effekter samt de skæve detaljer, gør det udfordrende at lytte til, og skaber en god kontrast til Kristoffer Munck Mortensen dovne og messende vokal.

Hvor Mellemblond på deres tidligere udgivelser har spillet pigtråd, er der på Lysvågen flere udtryk i spil. Bandets evne til at bevæge sig rundt mellem genrerne og skabe et lydbillede baseret på detaljer, giver Lysvågen masser af tyngde. Men det kræver, man gider tage sig tid til at lytte til de små detaljer. På trods af, at jeg har hørt albummet fra et streaminglink, var produktionen en nydelse i et par ordentlige høretelefoner. Det er støvet og charmerende og skaber de optimale rammer for albummets sange, der stilmæssigt stikker i flere retninger. Et par favoritter er, udover de to førnævnte numre, “Vindtunnel” og ikke mindst “Juni”, der tager en fed drejning i slutningen af sangen.

Der er kun nogle få steder, hvor sangskrivningen ikke kan følge med det delikate lydunivers. Bl.a. på “Regner Ind”, “Drejer” og “Hen over Midnat”. Det bliver luftigt, og jeg mister koncentrationen. Det kan også hænge sammen med, at jeg aldrig har været til den digtbaserede litterære vokalstil, som er ekstra fremtrædende i de nævnte numre. Den stil er i det hele taget sanger Kristoffer Munck Mortensens varemærke, men i modsætning til de sangere, han bliver sammenlignet med, kan han få det til at swinge. Og det gør det heldigvis på de fleste af albummets ti numre.

Lysvågen er en plade, der rammer plet, når den rammer. Kontrasterne mellem det storladne og underspillede blandet med dagdrømmerier og fortællinger fra storbyen gør den interessant, og jeg opdager nye detaljer, hver gang, jeg lytter til den. Det ér en virkelig nuanceret størrelse, men det er dét, den vinder på. Mellemblond er gået efter at skabe deres eget univers. Det skal de ha’ ros for. Ikke mindst fordi, det er modigt, men også fordi, det er lykkedes.

Anmeldt af Cristo

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here