Mastodon: The Hunter **** (4/6)

0
788
views

På deres seneste album, ‘Crack the Skye’ fra 2009, leverede Mastodon en knytnæveregn af et tung, teknisk og kompleks metal pakket ind i et koncept album om astrale rejser, ormehuller og mysticisme. Ikke alene var det et fremragende og sammenhængende album, det var også med til at markere bandet for et relativt bredt publikum. Mastodon varmede blandt andet op for Metallica på deres tour, og i år væltede de så Roskildes Orange Scene med en sublim optræden.
Det er altså en mastodont på vej frem i verden og bandet bevæger sig mod metallens absolutte top, som ellers stadig er tæt befolket af bands, der bragede igennem i 80’erne.
Sparker ‘The Hunter’ så Mastodon det sidste stykke? Både ja og nej. Det starter godt med et tungt åbningsriff på Black Tongue, som bringer minder om både Metallica i deres velmagtsdage og Slayer. På andet track, Curl of the Burl, er der dømt Queens of the Stone Age-rock i en solid sag med et godt groove. Herefter følger Blasteroid, en forglemmelig sang, den solide Stargasm, og den prog’ede Octopus Has No Friends, som i mine ører er langt fra Mastodon på højeste niveau. Niveauet hæves betragteligt på All The Heavy Lifting, som er en varieret sag, titelnummeret skruer tempoet ned, inden Dry Bone Valley fyrer tempoet op igen. Thickening er Mastodon fra deres bedste side, med atmosfæriske passager, temposkift, og riffs der sidder lige i skabet. Herefter følger Creature Lives, en aparte omgang fyld, der lyder som noget, der hører til på soundtracket til en sci-fi shooter – i rulleteksterne når spillet er gennemført.
Heldigvis sættes der straks tryk på igen med riffmonsteret Spectrelight, der gæstes af Scott Kelly fra Neurosis, der leverer en mere rå vokal end man ellers finder på albummet. Det klæder nummeret. I det hele taget er der gjort noget ud af vokalarbejdet, der er varieret og generelt går klart og tydeligt igennem.
Bedazzled Fingernails, en sci-fi tungrocker og den atmosfæriske The Sparrow lukker et varieret album.
Alt i alt er ‘The Hunter’ en blandet landhandel og på den måde langt fra et sammenhængende værk, som ‘Crack the Skye’ var. Det er både godt og skidt – det betyder for eksempel at man sagtens kan sætte ‘The Hunter’ på for at høre et par fede numre – for flere af numrene holder høj klasse. Men det betyder også at de 53 minutter i mine ører bliver lidt lange, når nogle af de mindre vedkommende numre fylder højtalerne. De mindre gode numre kunne være udeladt, uden at have taget noget fra helheden. Derfor bliver det til 4 stjerner – havde Mastodon skåret 2-3 numre fra, havde det været en 5’er.

Anmeldt af Judas

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here