Marc Facchini: Vidunderlige Drømme ★★★★★☆

0
1027
views

Marc Facchini har tidligere stået i front for Mescalin, Baby og Mother Lewinsky, nu er han klar med et singer/songwriter folk-rocket debutalbum i eget navn, med 12 danske numre der er skrevet over en periode på 2 år. Reflektioner om planeten Jorden og dens beboeres tilstand, formuleret med sprogligt overskud, finurlighed og et skarpt øje. Det er kort sagt uhyre vellykket, det Facchini leverer på sin debut.

Der er nok 2 springende punkter der afgører, hvor meget man vil nyde Vidunderlige Drømme og sætte pris på de 12 fortrinsvis lange numre. Det er Marc Facchinis noget specielle og meget gennemtrængende og markante vokal og så netop spilletiden på albummet, der sniger sig op over de 50 minutter. Der dukker et væld af referencer op når Facchini svinger stemmebåndet, jeg hører blandt andet et herligt sammenstød mellem Bo Evers, en ung Povl Dissing og Caleb Followill fra Kings of Leon (?!). Ja…. og mest af alt helt sin egen.

Ind imellem bliver det ekstra lidende eller marineret som på “Hullet Vi Har Gravet” eller decideret manisk og hysterisk, som på “Ballade Om En Syg Mand” – 2 fremragende numre hver i sær i øvrigt. Facchini er forresten god til at navngive sine numre, så man altid har en idé om tema og budskab, eller kan fornemme stemningen, bare ved at kigge på ordene – uden at man får alt foræret, hvilket også gør sig gældende for selve lyrikken.

Nogen vil ha’ fisse og nogen vil ha’ friværdi
Nogen vil bare ha’ et hul som de kan ligge i fosterstilling i
(“Nogen Siger”)

Over 50 minutter ER lidt lang tid i selskab med en stemme der fylder så meget og har så mange ord der bare må ud, til gengæld har Facchini noget på hjerte der er værd at lytte til stort set hele vejen igennem pladen. Så, det afhænger nok lidt af din kondi, dagsformen og tolerancegrænse.

Kunne Vidunderlige Drømme så være trimmet lidt? Ja og nej. Der er ikke nogen deciderede dårlige, eller bare jævne, numre på albummet, så den er svær. Men sætter du en fyldepen for min tinding, så ville jeg, under tvang, foreslå at man havde droppet den næsten 7 minutter lange “Månen Løfter Sine Vinger” midt på albummet. Det er et flot og afdæmpet nummer, der giver noget ro og balance som midterakse på pladen, men også et, der med sin længde og tempo bremser albummets fremdrift en smule. Så den KUNNE man måske have undladt og dermed også fået den samlede spilletid barberet lidt ned.

Nuvel, Vidunderlige Drømme er stadig en vidunderlig plade, med eller uden den lange puster i midten, og rundt om sker der virkelig ting og sager. Musikalsk er vi indenfor folk-rocken, i meget bred forstand, mens Facchini’s lyrik mere har præg af klassisk sangskriver/visesanger, som man måske kunne have oplevet med løftet pegefinger tilbage i 70’erne. Facchini virker dog ikke som sådan politisk, i hvert fald ikke i en forstand hvor der bekendes kulør. Selv om den siddende regering nok ikke har fået hans stemme, hvis jeg skulle gætte…..

Det er magthaverne og samfundet generelt den er gal med i de mere nære stunder på pladen og Jorden i fugleperspektiv, når det bliver allermest bredt. Det hele leveret igennem nogle temmelig mundrette og letforståelige tekster, men som alligevel emmer af så meget sprogligt overskud og hittepåsomhed, at det føles nyt, frisk og givende. Der er alt for mange ord og fine sætninger, betragtninger og spidsfindigheder til at hive dem alle ud her – det er en plade man selv bør gå på opdagelse i for den fulde oplevelse.

Et par nedslag napper vi dog lige. Jeg er personligt stor fan af de numre, hvor det virker som om Facchini bare lader tankerne vandre, sætter pennen på papiret og nedfælder det, der ved første øjekast kan lyde som strøtanker, ordstrøm og sætninger der bare lige falder ham ind, serveret i hektisk tempo – for så at blive bundet sammen, eller i hvert fald finde en form for sammenhæng som nummeret skrider frem. Eller når man lige vender ordene for sig selv efterfølgende.

Åbneren “Nogen Siger”, og den beslægtede “Gæt Et Korstog”, er blandt de personlige favoritter. Slægtskabet opstår i ord- og tankestrømmen der løber igennem sangene, stemningsmæssigt er de temmelig forskellige, med “Nogen Siger” som en musikalsk relativt lige ud af landevejen folk-rocker, mens det føles mere truende og lyder trykket og rumlende på sidstnævnte.

Nogen siger at du kun skal gøre hvad der gør dig glad
Nogen siger at de ikke vil tage kaninernes mad
Nogen siger du ikke fatter noget hvis du ikke er vegetar
Jeg siger vi ikke aner noget om hvilke tanker planterne har
Måske er de smartere end alt det vi kalder dyrearter
Måske er det dem vi skal lade være

Lyder det blandt andet i “Nogen Siger”, det er umiddelbart, det har en finurlig vinkel og det siger et eller andet sted mere end blot de ord der står på papiret – det er det, der er med til at løfte Vidunderlige Drømme.

Se en farlig sjæl, et udskud
Se endnu en krig i udbud
Se et bombefly til en milliard
Se endnu en udslettet dyreart
Hør endnu en snak om en syg moster
Hør en skrankepave sige hvad det koster
Hør en fed hvid mand snakke hungersnød
Hør en gammel dame snakke vuggedød

“Vi snakker og snakker og snakker og snakker og snakker og snakker og snakker og røven går”, lyder delkonklusionen i “Gæt Et Korstog”. Verden i fugleperspektiv og set helt tæt på, i samme vers.

Længere ude, eller oppe, end fugleperspektivet kommer vi i albummets mest afdæmpede stund, den på samme tid lille og storslåede “Oppe Fra Rummet”. Her lyder Facchini’s vokal som om han svæver stille rundt i en rumdragt og betragter planeten ude fra, mens han filosoferer lidt over hvad der sker den dag vi ser, at vi ikke er alene (i universet, formoder jeg). Og ender med et fint budskab og drøm om samhørighed.

Mere tempo er der i den smittende vugger “Fugl Fønix Tilbage”, der er en af den slags sange der minder mig om et eller andet nummer (som jeg elsker), men som jeg BARE ikke kan komme i tanke om. Det er melodien. Og måden Facchnini fraserer og bruger vokalen på. POKKERS! Nå, men den skulle lige nævnes for at understrege at musikalsk er det også fængende, det der leveres.

Der er nok at gå på opdagelse i på Vidunderlige Drømme, men hvor du kan møde Bent Dement, hvornår det er sæson for pizza og bong, om det er manden eller samfundet der sygt, hvem det er der har råd til at mene noget, må du selv gå på opdagelse i.

Vi sniger os op på 5 stjerner, hvor det kun er den lidt tyngende spilletid der får mig til at holde mig lidt tilbage. Flot, flot debut!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Marc Facchini på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here