Kvelertak: Meir **** (4/6)

0
897
views

Der er efterhånden gået næsten tre år siden norske Kvelertak’s debut album, i sommeren 2010, tog dele af rock/metal verdenen med storm, og sikrede bandet en velfortjent position i kategorien “meget lovende”. Debut albummet, Kvelertak, blandede på energisk og vellykket vis traditionelle rock ‘n roll dyder, elementer af black metal og punk, tilsat en solid dosis norsk vanvid. Nu er opfølgeren klar, kaldet Meir, og bandet skal vise om hypen var fortjent.

Var den så det? Ja, men med et lille strøg af “men kun delvist”. Meir består af 11 fornøjelige råbe-rusker sange, med et højt bundniveau, men som har lidt besvær med at markere sig i forhold til hinanden. Der er kort og godt lidt for få numre der stikker ud, og det hele ender med at blive en anelse ensformigt i længden, dog aldrig kedeligt eller ligegyldigt.

Det seks mand høje orkester’s største force, er stadig deres tilsyneladende ustoppelige rasende energi og lyst til bare at gå amok, og give den max gas. Det er smittende, især i mindre portioner er den yderst potente genre-blanding, tilsat uhæmmet norsk råbe-vokal, meget effektiv, men efter et stykke tid med den enslydende skabelon på Meir, så bliver man desværre lidt immun. Der lægges ellers fremragende fra land med den semi-episke åbner “Åpenbaring”, der vokser fra klassisk instrumental intro-hymne, til det første egentlige Kvelertak overfald, i løbet af kun tre minutters spilletid. Et simpelt guitar-rif der vokser i intensitet, inden det norske skrige-helvede slippes løs det sidste minuts tid. En helt enkel, men voldsomt effektiv, album åbner. Så er Meir losset i gang!

Der følges op med den fremragende “Spring Fra Livet”, der allerede har huseret på nettet, som forsmag på albummet, et stykke tid. En velvalgt appetitvækker og slagkraftig satan, som egentlig første nummer på Meir. Det er ikke skide kompliceret, trods sammenblandingen af forskellige krasbørstige genre, men uhyre godt skruet sammen og eksekveret. Et virilt rockbrøl, hvor man står med de knyttede næver i vejret og hopper med, imens der skråles et eller andet komplet uforståeligt på norsk. For nok er norsk ikke det mest uforståelige sprog i verden, men hos frontmand Erlend Hjelvik skriges og skråles det med så megen kraft og raseri, at man kun af og til får løsrevne sætninger eller ord med. Ellers fremstår lyrikken som en svært tolkelig strøm af norsk sindssyge og vokal-støj, om end meget medrivende og effektivt, selvom man ikke aner hvad der “synges”.

“Trepan” blæser som tredje nummer en beskidt rock-indsprøjtning ind i Kvelertak formlen, og er med sin melodiske afslutning endnu et tidligt højdepunkt på pladen. Faktisk ender nummeret med at blive ægte highway cruiser musik, frem for arrig overfaldsmusik, som i første halvdel. Tricket, med den mere melodiske outro og afrunding, gentager gruppen løbende på Meir, noget der desværre gør, at man bliver lidt træt af det i længden. At Kvelertak vælger vejen og friheden synger de tilsyneladende om på “Bruane Brenn”, hvor der i fællesskab skråles noget med ikke at gå på job igen, imens den buldrende rock og rul drøner ud mod horisonten i heftigt tempo. Fint nummer, og måske en potentiel single, da den rummer et vist poppet element midt i rabalderet. Efterfølgende sættes tempoet klogeligt en smule ned i “Evigt Vandrar”, men brøleriet på vokalen er indtakt. Der skrues yderligere op for den mere klassiske rock ‘n roll klang i musikken, imens tempoet og intensiteten langsomt vokser nummeret igennem. Det er habilt udført og leveret, men man føler alligevel lidt, at Meir går en smule i stå. Overordnet kan man siges, at mange af albummets numre sikkert kommer til at gøre sig glimrende live, og de på mange måder føles som live-indspilninger fra en koncert, hvor Kvelertak giver sig selv lov til at at jamme og syre lidt ud. Men som album track, føles et nummer som “Evigt Vandrar” lidt for løs i sin idé og opbygning.

På “Snilepisk” skinner punk inspirationerne for alvor igennem, på et nummer hvor fråden står Kvelertak om munden. En udfarende og hidsig satan, der nok får sparket pladen ud af den lurende tomgang, men lidt ender ud i en omgang skærende skrigeri, så hele sangen ender med at drukne i støj af forskellig karakter. Sammen med den efterfølgende “Månelyst”, er det også det tidspunkt på Meir, hvor bandet, eller lytteren, kører lidt død i den konstante strøm af skarpe riffs og brøle-vokal. Det virker som om, at Kvelertak hviler lidt for kraftigt på den sang-skabelon, de et eller andet sted skærer de fleste numre efter. Derfor fremstår de to numre, kompetent udført eller ej, lidt som monotont albumfyld – man er simpelthen ved at have lytte sig lidt mæt i larmen fra fjeldene.

Pladens længste nummer, den næsten 7 minutter lange “Nekrokosmos”, bryder heldigvis den lidt fastlåst formel. Her tager Kvelertak dig med på en svimlende udflugt i forskellige genre, med masser af effektive tempo/stil-skift og friske påfund. Vi bevæger os indledningsvis i kendt råbe-rock territorium, så noget mere black metal klingende raseri, ned i tempo skråleri og tempofyldte mellemstykker inden et langt mellemspil bringer minder om noget Pixies kunne have fundet på!? Dejligt afvekslende nummer, hvor Kvelertak får demonstreret, at de er andet end hårde musikalske hug og skrig og skrål. På “Undertro” går der momentvis næsten AC/DC i den, det er jo ingen skade til, men heller ikke ligefrem noget der skriger til himlen med nytænkning. Det mikses lidt med mere hårdtslående metal-skrål, og instrumenter der får lov til at vise hvor meget klø de kan tåle – for hos Kvelertak lyder det satme som om der spilles igennem! Endnu en lettere tomgangs rundgang slutter sangen af, igen, det bliver sikkert fedt live, men på plade mangler man den forløsning en live situation giver en muligheden for at føle.

Vi nærmer os afslutningen på Meir, og man begynder for alvor at savne et rigtigt fremragende nummer. Næstsidste skæring “Tordenbrak” er endnu en udemærket Kvelertak “classic”, men ikke det kraftfulde los i bollerne Meir trænger til for at komme helt op af stolen. Det bliver igen lidt for mageligt for nordmændene, de lyder energiske og tændte, men uden det sidste løft i sangskrivningen, og især en fantastisk melodi, så begynder materialet at lyde lidt ensformigt og anonymt – inkl. endnu en lang outtro. “Kvelertak” er titlen på sidste nummer, så man må formode at det er en art “mission statement”, og her får de heldigvis melodien med igen. Et fornuftigt punktum på Meir, ikke et nummer der føles specielt som sådan, men det rocker tungt og svinger tilpas meget til, at pladen lukkes med et positivt indtryk.

Meir er, hvis det lød sådan, på ingen måde en middelmådig plade, den er bare ikke lige så god som man kunne ønske sig ovenpå gruppens overbevisende debut fra 2010. Man savner lidt af den friskhed der gennemstrømmede det album, det er naturligvis vanskeligt at virke “nye” på plade nummer to, men alligevel føler man at der måske er lige lovlig meget underskud på kontoen med nye idéer. Mange af numrene lyder særdeles velegnede til at blive spillet live, hvilket vi jo så kan se frem til på årets Roskilde Festival, men nu er det jo album materialet der bedømmes her. Da fremstår Meir beklageligvis lidt som et album man sætter på til festen, i bilen eller når du på anden vis bevæger dig ud i verden, og så ellers får lov til at fræse færdig uden man helt opdager hvilken sang man hører. Det er næppe hensigten med så ellers aggressive og eksplosive toner, men af en eller anden grund sætter Meir som helhed sig ikke rigtig fast i krop og sjæl.

Når det er sagt, så er det en rigtig god “baggrundsmusik plade”, hvor enkelte numre, hvis man lige bliver opmærksom på dem, sparker gevaldigt bagdel – men man føler generelt lidt, at man selv er nødt til at vende sig mod dem og bøje sig forover før de rammer ordenligt. Jeg kvitterer med 4 sikre stjerner og håber at Kvelertak får bevist fremover, at de ikke allerede er løbet en lille smule tør for kræfter.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here