Keminova Cowboys: Prinsessen af Jylland ★★★☆☆☆

0
816
views

Bag navnet Keminova Cowboy gemmer sig Sonja Hald, Hverdagens Helte, Ulvetimen, Telestjernen og Laura Mo, der mødtes en weekend i marts måned og indspillede en hel plade. Den røde tråd er jysk country/cana med tør humor og vindblæste ansigter, på et projekt der emmer af musikalsk hygge, men også mangler reelle overraskelser.

Og det er i bund og grund nok ikke så underligt, når man tænker på, at pladen som nævnt er indspillet over en enkelt weekend, hvor musikerne kunne udveksle idéer og medvirke på hinandens numre lidt på kryds og tværs. Her tænker jeg, at man måske er tilbøjelig til at vælge det musikalsk sikre, det man føler sig tryg ved og det mere traditionelle, så det hele ikke skrider i svinget på grund af tidsrammen.

Det fremgår ikke af pressematerialet, om sangene er skrevet i omtalte weekend, eller om det er nogen musikerne har haft med hjemmefra, men jeg gætter på det sidste – ellers havde man vel nævnt, at sangskrivningen var spontan? Om det havde gjort det overordnede niveau bedre, er nok tvivlsomt, men det havde måske givet den lyriske røde tråd eller samlende temaer, som pladen i sidste ende lidt savner. Den fremstår overordnet som det den nok også er: en lille rodebunke af numre, hvor forskellige kunstnere har smidt lidt i puljen.

Skulle man finde en fællesnævner, så ville jeg sige “jysk”. Jysk på den lidt gammeldags, skæve, tørre, træskobærende og “missen med øjnene mens man fyrer en røver af” måde. Der musikalsk og lyrisk rummer ekkoer af koryfæer som Olsen, Lilholt og Hausgaard. Sidstnævnte medvirker endda i en slags cameo på titelnummeret (og er “protektor” for bandet), hvor musikerne i sangen bliver enige om at ringe til ham. Det er også et af pladens mere krøllede indfald, og bliver næsten helt meta i den forstand at Keminova Cowboys på den måde vedkender sig deres arv.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at det blev endnu mere krøllet og gakket, men her tror jeg igen selve rammen og konceptet har sat en lille bremse for udskejelserne og man har satset på det, trods alt, lidt sikre for at få udnyttet tiden optimalt. Det kunne være sjovt at høre, hvad de her cowboys and a girl kunne få ud af en uge eller to i sommerhus sammen.

Skal jeg fremhæve nogle højdepunkter, eller personlige favoritter er det måske nærmere, pladen har ikke rigtig nogen fusere, så det er nok en smagssag, så falder de også lidt i flere kategorier. “Kelly Lynch”, sunget af Laura Mo, lyder som en slags country noir, hvor stemningen, i et nummer der efter sigende handler om en lettere anløben manager type, er mere dunkel og “lusket” end det øvrige materiale. Laura Mo’s markante vokal er forresten nok også en smagssag, den skulle jeg lige vænne mig til, men nu går den rent ind. Mo lægger ud på den endnu mere mørke “Koldt Blod”, hvor noir-settingen bliver Ulsted (byen alle kender!) og der et mandfolk der slås ihjel med en sten til skallen. Telestjernen (Rasmus Mørup) tager så over (tror jeg, det fremgår ikke af i titlen) og ser episoden fra 3. persons perspektiv, ikke at det ændrer på, at stodderen var en færdig mand. Traditionelt og murder ballade klingende, måske, men et godt nummer.

I den helt anden ende af spektret finder vi den folk-anthem klingende “Ned Gennem Jylland”, der lyder som om den kunne brage ud over en fyldt markedsplads til en Lars Lilholt koncert, et eller andet sted, ned gennem Jylland. Det er sådan en klassisk roadtrip/vi er på tur basker, hvor man på ægte country-manér synger hvad der sker, og så ikke så meget mer’, men det funger’. Undskyld. Nå, men nummeret er fængende, svært ikke at holde af, selvom det er så skide simpelt og ligetil og så kan man ikke få for mange numre hvor der synges “ned gennem Jylland, i en bombet Daihatsu Sedan”

En række mere traditionelt formede numre, der virker sådan lidt bredtfavnende, som “der hvor jeg hører til” nummeret “Der Hvor Lyngen Gror”, eller den længselsfulde kærlighedsballade “Ensomme Hjerte”, fylder også på albummet. Fine nok sange, men ikke nogen jeg ville vende tilbage til. Næstsidste nummer, “Gløder og Aske”, bliver næsten for tyst og afdæmpet, og stemningen for summende dvask til, at den helt fanger mig. Et nummer, hvor jeg lidt tænker, at omgivelserne måske ikke er de helt rigtige, og den ville have haft mere gennemslagskraft på en anden slags plade.

Det bliver især tydeligt, når der lukkes og slukkes med det langt mere løsslupne “Prinsessen af Jylland”, der lyder som om den er indspillet som sing-a-long på en lokal beværtning, hvor der er “Hancock på stri’ve”. Ingen har hørt noget fra Niels, “altså Hausgaard”, så de ringer til ham inden de skal tilbage på arbejdet. Jeg ved sgu ikke helt, på den ene side kan jeg godt lide den lidt fordrukne bluesede sumper stemning, på den anden side virker det også lidt som noget der reelt kunne være skrevet i en god brandert.

Og sådan bølger det frem og tilbage hos Keminova Cowboys, der ender med at prøve på at ride på lidt for mange heste, der vil i hver deres retning. Det er måske lidt konceptets vilkår, og bestemt heller ikke uinteressant som idé, men desværre kun rigtig interessant udført i glimt. Det er en plade af den slags, som jeg så uendeligt gerne ville holde endnu mere af, men når det ender med, at jeg kun har lyst til at høre omkring halvdelen af numrene igen, så ender vi på en middel karakter – selvom der er spredte øjeblikke til mere.

Mere håber jeg også vi kommer til, at høre fra Keminova Cowboys igen på den ene eller anden vis. Jeg synes projektet og sammenrendet af musikere og stemmer har potentiale til mere, hvis de kan finde tid og mulighed til det blandt “ex koner, ældre biler, snottede unger og diverse musikalsk gear”, som de selv nævner i pressematerialet.

Indtil da må vi nøjes med en lidt ujævn, men underholdende, tur ned gennem Jylland.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Keminova Cowboys på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here