In Memoirs: Love, Dreams & Sunsets ★★★★☆☆

0
554
views

Dansk In Memoirs går all in på den pastelfarvede popfront på et debutalbum, der sprudler og bobler med fængende melodier og smittende humør, i hvert fald indtil man går lidt sukkerkold mod slut. Men inden er Love, Dreams & Sunsets en fest.

Titlen siger meget i dette tilfælde, det er hvad du får når du pakker den farverige gaver ud, som In Memoirs har med i sækken. Det er afgjort en af de bløde pakker, og skænket uden skam eller undskyldende attitude, tværtimod bliver den afleveret med klædelig selvsikkerhed og stolthed. Og med god grund.

For Morten Fillipsen, der gemmer sig inden i In Memoirs, har i samarbejde med Mads Bjørn, skrevet en række popsange af internationalt niveau. Ja, de skamrider nærmest genrens klichéer og konventioner i skamløs grad, hvilket der heller ikke lægges skjul på i pressematerielt, men det gøres eddermame med stil og flair for gode melodier. Hensigten har været at skabe storladen pop, med højt til loftet og plads til de store følelser, i en tilstræbt poleret indpakning. Hvilket, sjovt nok, resulterer i et album, hvor numrene føles meget ægte og stoflige, trods den “kunstige” indpakning.

Det føles ikke det mindste forlorent eller fortænkt, når albummet brages i gang for fuld sunshine med “Wish”, der, naturligvis, fristes man til at side, er inspireret af Beverly Hills 90210. Igen blottet for ironiske distance, så det hele ikke bliver en overfladisk “glimt i øjet oplevelse”. Det lyse og bombastiske synth-tema der åbner nummeret, lyder som en fortryllende kombination af Kraftwerks “Tour de France” og intromusikken til den gamle DR “sitcom” En Stor Familie, tilsat Baywatch trommer?!

Så smyger en klappe-og-svaje-med melodi sig ellers ud af højtalerne og rundt om en, så man får lyst til at udstøde et ømt “wuuuuu” i slutningen af hvert omkvæd. Mod slut får vi endda noget Michael Jackson klingende håndklap, så man er NØDT til at klappe med og “wuuu’e”. Lækkert, lækkert nummer.

Der følges stærkt op med “All My Time”, der befinder sig i samme umiddelbart lidt kitchede og “overdrevne” univers, med lokkende drinks i mange farver og matchende følelser. Grunden til, at man ikke får det galt i halsen og begynder at kløjes i det, er de gode melodier og den rette mængde smagsforstærkere og kunstige sødemidler. Det er Fanta Tropical fremfor friskpresset juice, men det trænger man også bare til nogle gange.

“So Your Not Alone” er mindst lige så vidunderligt indbydende, også her kører melodien i et lidt klappe-med-venligt tempo og rytme. Kadencen er lidt lavere og stemningen mere cirklende og svævende end i åbningsnummeret, men omkvædet mindst lige så godt og smittende. In Memoirs kan simpelthen skrive ørehængere, så en, trods alt, garvet lytter som jeg uden problemer og kvabbabelser sluger det længselsfulde kærlighedsnummer råt. Det er nu også tilberedt så alle ben og skin er fjernet, og kødet så mørt at det smelter på tungen, men alligevel!

“Pas De Deux” har er mere fjedrende og boblende anslag, men rammer derefter ikke helt de samme højder som nævnte numre. Det kommer til at fremstå lidt som et fyldnummer, men et behageligt og fordøjelig et af slagsen. Men det er her, omkring midten af pladen, at en lille snert af pop-mæthed (og sukkersyge) måske begynder at melde sig. Den efterfølgende, mere udsvævende og knap så pågående og markante “Now That I (See U)”, er egentlig et tiltrængt stilistisk afbræk, men den bremser også pladens momentum yderligere, selvom der kommer lidt indie-rock drive mod slut.

Der bliver også lige plads til den instrumentale udflugt “Rivers”, der på sin vis er et kompetent udført intermezzo, der har et fint filmisk præg, men det føles endnu engang som et afbræk fra det man trænger til mere af – den catchy popmusik. Den får man heller ikke på “Maybe Another Time”, men her viser In Memoirs, at man sagtens kan skrive et godt nummer, når man afviger fra popskabelonen. Tonen er mere eftertænksom og afventende, der hænger en eller anden duft af længsel og melankoli i det mere indie-poppede lydtæppe. En af pladens mest tilbageholdende stunder, men bestemt også noget der klæder In Memoirs.

Det hele flyder lidt sammen i afslutteren “Rome”, alle veje fører jo også til Rom og alt det der. Det lyder næsten som en mere poppet udgave af Mew? Flot, atmosfærisk, højt til loftet med udsigt til solnedgangen, ahhhhh.

Som man måske kan fornemme, så lægger In Memoirs fuldstændig forrygende ud, hvor popperlerne nærmest står i kø og så ændrer pladen lidt karakter, som den skrider frem. Ikke nødvendigvis til det dårligere, bare noget lidt andet. Måske er udlægget bare så stærkt, at de resterende numre kommer til at stå i deres skygge?

Mange vil måske ikke opfatte det som stor kunst, det In Memoirs leverer på Love, Dreams & Sunsets, men jeg synes Fillipsen formår, at tilfører en ofte (berettiget eller uberettiget) udskældt genre et tiltrængt frisk pust og et glimtende lag kulørt maling – endda på en måde der føles både dybfølt og ægte. Det er lidt en kunst i sig selv.

Jeg kom af en eller anden grund til at tænke på Palads bygningen i København, da jeg lyttede pladen igennem. Farvestrålende, for meget, noget der skille sig ud og tør være sig selv og som drager ens blik og fanger opmærksomheden. Indtil man får lidt ondt i øjnene.

Vi ender på 4  kæmpestore stjerner og skulderklap, det her må kunne blive stort.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg In Memoirs på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here