Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Hudna: Kaynasma ★★★★☆☆

Hudna: Kaynasma ★★★★☆☆

2062
0

Hudna smelter på deres andet album, Kaynasma, forskellige musikalske traditioner næsten lydefrit sammen og rammer endda et par særdeles fængende grooves undervejs. 

Hudna kan man roligt kalde et internationalt projekt. Bandet består af Orhan Özgür Turan, dansker med tyrkiske rødder, Yossi Karutchi, som er israler, men bosat i Danmark, og Søren Bigum. På dette deres andet album får de også vokal assistance af islandske Dísa Jakobs på flere af sangene, hvilket er med til at føje nyt til lyden af Hudna på Kaynasma.

Hudna tager musikalsk udgangspunkt i både vestlig og især tyrkisk folkemusik, men også blues og snerter af rock, som smeltes sammen i en form for hybrid-folk/roots musik, hvor en række forskellige instrumenter også finder plads. Således benytter de tre musikere alle mindst tre forskellige instrumenter hver, så bær over med, at jeg ikke lige får detaljerne med i det følgende.

På åbningsnummeret ‘Ak tas diye beledigim’ er det Karutchis markante percussion og Turans strengeinstrument (jeg er ikke skarp nok i strengeinstrumenter til at høre hvilket – Turan benytter sig både af oud  og Baglama, som er lut-lignende instrumenter), som sætter stemningen, som Turans vokal bygger videre på.

På det efterfølgende instrumentale titelnummer flyder de orientalske klange sammen med en diskret elektrisk guitar på ret overbevisende manér. Små temaer dukker op igen og igen i små variationer, som konstant udvikler sig. Hudnas musikalske fortællinger fungerer i dette tilfælde lige godt med og uden vokal, og det er da en form for kvalitetsmærke til musikken.

På albummets tredje nummer kommer Dísa Jakobs vokal så for første gang ind i lydbilledet. ‘Nuveja’ starter relativt æterisk, men undervejs skifter percussionen tempo, og man bliver som lytter igen suget med ind i Hudnas varme musikalske malstrøm, som ind i mellem antager nærmest meditative former, som på ‘Blue 9/8’, og den efterfølgende ‘Acis’, hvor det næsten går lidt for meget i stå. Til gengæld er ‘Menevse Koymuslar’, som følger efter, Hudna i deres mest fængende hjørne, med et inciterende groove, masser af fine musikalske variationer og et refræn (på tyrkisk), som næsten virker afhængighedsskabende.

På ‘Maden Dagi’ indtager den elektriske guitar en mere fremtrædende rolle, og skramler og støjer. Et af de bedste eksempler på at de forskellige musiktraditioner, Hudna blander, nogle gange kan tilføje hinanden elementer, som kan være med til at løfte eller gøre et udtryk friskere.

Som regel lykkes det ret godt for Hudna, måske også fordi de ikke presser citronen unødigt og prøver at tvinge lyde og effekter ind, som ikke passer ind i stemningen og udtrykket. På den måde, kan man sige at Hudna ind i mellem kan være en lidt forsigtig hybrid. Man sidder aldrig og tænker, “hvad i alverden var det?” undervejs, og det er sådan set også en kredit til musikernes evne til at integrere sig i hinandens spillestile. Det er dog især Orhan Özgür Turan, der sætter stemningen undervejs.

En undtagelse, efter et par mere halvstenede instrumentale numre, er ‘Sculpture’, hvor Dísa Jakobs tager kegler med sin smukke vokal. Groovet er stadig sat af percussion og Turans strenge, men her stjæler Jakobs en stor luns af billedet, sekunderet af Bigums elektriske guitar. Turan tager dog også stik hjem med sit strengespil, og her er et andet glimrende eksempel på en sang, hvor summen bliver til mere end enkeltdelene.

Kaynasma lukkes af endnu et nummer med Jakobs på vokal, en relativt kort, dæmpet og smuk sag, som faktisk stikker en lille smule ud med sin mere nordiske klang. Men på den måde viser den også meget godt Hudnas alsidighed. Ikke alene er Hudna et sympatisk musikalsk projekt, især med tanke på den politiske udvikling i flere dele af verden, det giver også musikalsk mening at blande de forskellige musikalske ingredienser, som bandet jonglerer med.

Skønhedspletterne på Kaynasma er enkelte numre, som ikke markerer sig så stærkt i hukommelsen, og så kunne man måske også godt savne et par grooves mere, som virkelig sætter sig i hofter og fødder.

Vi lander på 4 store stjerner til Kaynasma, og en anbefaling om at gå ind og opleve Hudna live. De spiller blandt andet i Aarhus og København i næste uge.

Du kan finde Hudna på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

Previous articleBite the Bullet: Can Be Anything ★★☆☆☆☆
Next articleJanove & IAMJJ, Voxhall, 23/3 – 2017 ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.