Hatesphere: Murderlust **** (4/6)

0
1027
views

Det aarhusianske metalband smadrer ufortrødent videre på deres 8. studiealbum, hvor man måske ikke aner metaltræthed endnu, men man bliver dog udsat for en lille smule tomgang hist og her.

Det starter ellers som lyn og torden med titelnummeret “Murderlust”, hvor Hatesphere lyder tændte og bidske, klar til at banke eventuel rust af led og knogler, her 13 år og adskillige medlemsskift, inde i karrieren. Det har dog tilsyneladende aldrig stoppet hverken virketrangen eller dæmpet den thrashede blodtørst, for Hatesphere myrder endnu engang løs med knivskarpe riffs, rå vokal og en brutal og bastant klang.

“Taking matters into my own cold dead hands” , lyder det indledningsvis på “Murderlust”, der åbner thrash-ballet med manér. Knald på i verset, et mere melodisk omkvæd og ellers fuld damp på kedlerne. Der bringes ikke ligefrem noget nyt til metal-bordet, men Hatesphere lyder fra start som en velsmurt og kraftfuld maskine. Desværre kan de ikke helt holde dampen oppe på samtlige numre på Murderlust, der veksler lidt mellem glimrende numre og så numre, hvor kadencen falder en smule. Måske er problemet, at pladen i bund og grund bare føles lidt for lang, så man som lytter mister pusten og interessen af og til.

Pladen lægger ellers stærkt ud med de første tre numre, “Murderlust”, og de to efterfølgende “Pandoras Hell” og “Fear Me”. Førstnævnte er mere af samme velkendte metal-skuffe som åbneren, klassisk harsk og hårdtslående thrash, ikke så meget pis, bare afsted med klampen i bund. På “Fear Me” sker der dog noget med den aarhusianske metal-opskrift, et nummer der går i en mere atmosfærisk retning. En tilføjelse til Hatesphere’s lyd som klæder dem rigtig godt. Samtidig lyder frontmand “Esse” her for alvor olm og klar til at fortære verden, imens musikken langsomt, tungt og militant ruller fremad. “Obsessive thoughts of violence // Within a savage mind” lyder det faretruende fra den dybe og ru vokal, herligt dystert og stemningsmættet nummer.

Der skrues lidt op for tempoet igen, efter den vellykkede udflugt på “Fear Me”, med den hidsige “The Violent Act” og den direkte fræsende “Punishable By Death”. Der er med et godt slidt udtryk smæk for skillingen, men måske er thrash-genren, når den lyder som her, også bare en lille smule slidt for mig? Jo, der er fede temposkift og effektive riif’s, ikke mindst på “Punishable By Death”, men af en eller anden grund kommer det bare til at buldre en lille smule forudsigeligt derudaf i mine ører. Heldigvis følger Hatesphere op med to af Murderlust’s  højdepunkter.

“In Process” er et flot, stemningsfuld og veludført melodisk instrumental nummer, der bygger langsomt op fra det svævende og atmosfæriske, til en mere kraftfuldt afslutning med masser af pondus og tyngde. Nummeret fungerer nærmest som en lang intro, til den efterfølgende “Iconoclast”, pladens bedste sang. Her formår Hatesphere at presse en masse ned på relativt begrænset plads, det er hidsigt, aggressivt, frådende, godt struktureret, mægtigt medrivende spillet og ikke mindst uforudsigeligt og alsidigt – ikke mindst anden halvdel, der fornemt kombinerer det melodiske med det mere hæsblæsende. Fedt, fedt nummer!

Desværre afsluttes Murderlust ikke helt så stærkt som den startede, den afsluttende trio af numre, “Darkest of Forces”, “Refill the Chest” og “Assassin”, er på ingen måde dårlige numre, de føles bare lidt som Hatesphere metervarer. Eller også er det fordi, jeg som lytter bare går lidt thrash-død hen imod slutningen. “Refill the Chest” indeholder dog et ret fedt midterstykke, som gør det værd at holde ud så længe, hvor Hatesphere endnu engang får demonstreret deres fine sans for opbygning i numrene.

Nu lyder det måske overordnet lidt negativt og “meh”, men det er nok mere et udtryk for, at jeg har hørt lidt for meget af denne form for thrash. Tag ikke fejl, Hatesphere har med Muderlust leveret et bundsolidt og til tider medrivende album, der for fans af genren nok skal vise sig at være særdeles slidstærkt. Overordnet set erobres der ikke nyt land, men bandet formår alligevel at variere og lege med grundformelen i deres thrash-metal, så den aldrig føles stiv og fastlåst. Og med “Fear Me” og “Iconoclast” viser de, at selv om de er 8 albums inde i karrieren, så er de stadig i stand til at skrive fremragende numre, der lyder dugfriske.

4 solide stjerner herfra, med mulighed for en oprunding til 5, hvis du har lidt mere friske ører end undertegnede.

Anmeldt af Kodi

Besøg Hatesphere på Facebook

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you, hver dag.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here