expand
GFR
GFR

Halshug er ikke kommet for at danse ballet på deres imødesete opfølger til den 1 ½ år gamle Blodets Bånd, hvor hardcore punkerne sparkede døren ind og overfaldt lytteren på hæmningsløs vis, men det hele virker lidt mere inkluderende denne gang.

Bare rolig, Halshug kan stadig slå og sparke fra sig og med titler som blandt andet “Vold”, så er det heller ikke fordi der ikke er øretæver i luften. Men en anden titel som “Indre Fængsel” afslører også lidt hvor vi skal henad på det 9 numre lange album. Der er dømt Sort Sind. Og vi skal helt ind i sindets mørke, ind i vanviddet, der hvor man i følge et nummer som “Vanvid” er “ødelagt indefra”.

“Av min hjerne, min hjerne gør ONDT” (eller er det “hjerte”? Hmm, “hjerne” passer bedre, så den går vi med), lyder det desperat, hulkende og rædselsslagent ud af det kulsorte og kolde mørke inden det fremragende åbnings- og titelnummer “Sort Sind” for alvor sætter i. Straks er stemningen og scenen sat, jeg får billeder af et sløret, formørket, iskoldt og fugtigt kælderrum, hvor en navneløs og ukendt skikkelse holdes fanget og pines. Det er dog ikke en kidnapnings- eller torturscene, den udspiller sig oven i hovedet på en eller anden stakkel, som er fanget i sit eget sorte sind. Det er min fortælling, som lægges ned over Halshugs hårde hug på Sort Sind – du kan sikkert også se teksterne og budskabet som et symbol på et sygdomsbefængt og tiltagende vanvittigt samfund.

Den mere indadskuende og psykologisk bårne stemning, lad os kalde den det, afspejles også i Halshugs musikalske stil, som er blevet videreudviklet siden debutten. Hvis Blodets Bånd var lyden af et band der uden nåde fór i flæsket på en og prøvede på at åbne skallen på dig, så er de nu kommet indenfor og fucker med din hjerne. Grundessensen er stadig hård, harsk og hadsk-klingende hardcore punk, men nu “blødet” op med en mere punk ‘n rollet, “melodisk” dimension og i glimt noget der lyder helt metallisk. Tænk en grum og endnu grimmere udgave af Motorhead.

Det sker uden af bandet af den grund har mistet deres bid, brod og punch, numrene rammer stadig hårdt og kontant, men nu er det også muligt at vippe med i visse passager, mens du knytter næverne, hæver dem og råber med på de parolelignende tekster. Man kan stadig ikke høre alle ord, de drukner i instrument lydmuren, eller bliver hængende i fråden i forsangerens mundvig, men de løsrevne sætninger og udbrud man fanger, er også nok. Sammen med sangtitlerne og de tekstbrokker der bliver hængende, får man et fyldestgørende indtryk af numrenes generelle stemning og hvad det nok cirka handler om – i hvert fald nok til at det giver mening for mig.

“ARROGANT. DESTRUKTIV. IGNORANT. SPILD AF LIV”, lyder det arrigt på førstesinglen “Udskud”, hvor det gamle og det nye Halshug, hvis man kan lave så firkantet en opdeling, smelter sammen på fornem vis. Der er stadig sylespidse lussinger, kæberasler albuer og knæ til næsen i luften, men samtid gynger og hugger den bøllede hardcore melodi, så man næsten føler man kan danse lidt til skidtet. Men altså ikke ballet!

Som albummet skrider frem er det også som om vi kommer længere og længere ind i det sorte sind, fra albummets 5. nummer, “Mørke”, går det kun én vej. Nummeret er endnu et højdepunkt, og der hvor Halshug lyder mest metalliske, hvilket bidrager med en, for dem, mere afventende og også truende stemning, fremfor de voldsomme frontalangreb, de ellers excellerer i. “Alt der lever vil forgå”, lyder mantraet her. Ikke naturvidenskabelige landvindinger, men det er helt overordnet heller ikke specielt dybsindig eller indviklet lyrik der er Halshugs varemærke – eller mission. Ligesom musikken er det lige i smasken og til at forstå, råt for usødet, som om lytteren skal råbes op og stimuleres på den måde.

Fra “Mørke” rykker vi direkte i “Helvede”, et kort udbrud på kun lige knap 1 minut og 40 sekunder (ellers ligger en del af numrene omkring de 2 ½ minut, i snit), hvor vi skal ned til satan og danse om bålet sammen med ham. Herefter følger tidligere nævnte “Vanvid”, hvor sindet er ved at have tabt kampen og pladen ender med det uundgåelige “Nederlag”. Hvirvlende hardcore punk, hvor man er blevet stukket ned bagfra, det flyder med blod og man er blevet nedbrudt af løgne. “Et liv er forbi”, som det nedslående lyder.

Det kunne have været punktum for pladen, men heldigvis har bandet endnu et es i ærmet, den egentlige afslutter, men også en form for koda eller konklusion på Sort Sind, “Ensom Død”. Titlen taler nærmest for sig selv. Det er som om tyngden lige bliver skruet et sidste nøk op, så man næsten føler sig presset bagud i stolen, mens “Ensom død” gjalder ud i mørket og intetheden.

Halshug har taget et skridt ud af hardcore kælderen med udviklingen af lyden på Sort Sind. At kalde lyden mere raffineret er måske det forkerte udtryk, men så lad os kalde det flere strenge at spille på. Hvilket nok også var en nødvendighed, der er grænser for hvor langt ud man kunne tage det smadrede udtryk på Blodets Bånd. Gamle fans bør dog ikke være nervøse, heller ikke når de ser det fantastiske cover, hvor man måske er tilbøjelig til at tænke “radiovenlig gangster hip hop fra Vestegnen”, Halshug har ikke på nogen måde solgt ud. Vreden og kompromisløsheden er intakt, nu blot i lidt nye klæder.

5 store, sorte stjerner til Sort Sind, til et band det stadig gør ondt at lytte til, på den helt rigtige måde.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Halshug på facebook

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook