H.E.R.O.: H.E.R.O. (EP) ★★★★☆☆

0
494
views

Så skal armene saftsusme i vejret, eller helt ud til siden. Har du adgang til en vindmaskine, eller bare en ventilator? Godt. Tænd den og placer dig foran den! Nu er der dømt dansk stadion rock af den bombastiske og storladne slags, som nok ville kollapse under sin egen vægt, hvis ikke melodierne var så forbandet fængende.

Eller rock og rock, jo, der er da fuld skrald på guitaren, ja, på sådan set alt der kan skrues op for, nærmest så højt som det KAN skrues op. Men det er altså i bund og grund popmusik det her, ikke at det skal være et fy-ord, men blot så vi får forventningsafstemt lidt fra start. Det er som en skamløs blanding af Muse’s armbevægelser, selviscenesættelse og stedvise klang, Carpark North’s mere poppede lyd og sangstruktur krydset med noget Dizzy Mizz Lizzy – hvis man trækker de dele med mest tyngde ud af musikken.

Netop tyngden er måske H.E.R.O.’s største hæmsko, eller der hvor jeg savner lidt. Godt nok er guitaren og alt muligt teknisk isenkram skruet op på 11, så der er KNALD på og den hviner igennem, men det virker som rigtig meget volumen, frem for egentlig bund. Det har måske noget at gøre med, at EP’en er umanerligt slick og lækker produceret, de lyder som en radio-million og man fornemmer det er gennemarbejdet og der er kælet for hver eneste detalje. Flot og glinsende fremstår det, men det koster altså lidt på rock-nosse fronten, hvor der mangler lidt vægt, og er du til flosset og beskidt rocklyd – så er det ikke H.E.R.O’s mission.

De er, som de selv siger, ” vi er i virkeligheden bare et melodibegejstret band som spiller højere end alle andre”, hvilket de allerede demonstrerede med 2014 singlen “Superpowers”, som også er inkluderet her. Melodien er nærmest uforskammet pågående og iørefaldende, vi starter bare lige på og hårdt med den mest genkendelige del af omkvædet og så brager instrumenter og melodien ellers bare derudaf for fuld kraft. Jeg vil ikke kalde det umoderne, men det samler op på nogle pop/rock-traditioner som er både 10, 15 og 20 år gamle. Her kommer jeg af en eller anden grund til at tænke på et band som Babylon Zoo?

Nuvel, min egen støvede kasse med referencer til trods, så lyder H.E.R.O mere “tidløse” i deres lyd end “bedagede”, selvom deres tricks er velkendte  – man kunne godt savne lidt mere overraskende og skæve indfald over de 6 numre, end “skru op for lortet!”. Next time! På åbningsnummeret “Dangerous” er det mest overraskende næsten, at man kan slippe af sted med at kalde et nummer det i 2016, men hold da kæft en effektiv åbner og lidt af en bombe bandet smider fra start, der detonerer med catchy melodier, in your face attitude og smæk på. Det er umanerlig godt eksekveret og effektivt skruet sammen, det kan ikke betale sig at kæmpe imod, bare syng med og mærk pulsen her.

Heldigvis kan H.E.R.O også skrue lidt ned for blusset, som på den mere brusende og bølgende “Fall and Fade”. Virkemidlerne og klangen er sådan set den samme, men lydstyrken er mere sat på “publikum skal kunne svaje med” niveau, fremfor at deres benklæder skal blafre. Her melder sig dog et lille problem med skabelonen, når du ikke er afledt af lydstyrken, så kommer et nummer som dette til at virke lidt fattigt på idéer som det skrider frem, selv med en spilletid på lidt over 3 ½ minut. I den lidt anden ende af spektret har vi afslutteren “Disco Death”, nok det nummer der skiller sig mest ud og hvor bandet fremstår mest “originale”. Det lyder på en eller anden måde som “Volbeat på diskotek”. Booza  booza vuggende og struttende med en 90’er rocket og imødekommende melodi, som man også kan danse, eller i hvert fald vrikke lidt med hofterne, til.

Den mere rockede vibe hos H.E.R.O. finder man også på den tempofyldte “All In White”, hvor attitude og mimik er, for dette band, lidt mere sammenbidt og bister. Ikke farligt, bevares, det er her de er i deres mest Dizzy’ske hjørne. Det skyldes ikke mindst den Tim Christensen klingende vokal her, en vokal der også viser fin alsidighed indenfor det pop-rockede udgivelsen igennem. Men jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, om det her bliver lidt for rocket i forhold til resten, eller ikke rocket nok…

Det samme gør sig på en måde gældende for “Break You Down”, hvor H.E.R.O. for gud hvilken kan får demonstreret, at de kan skrive fængende hooks og melodier som bare er forbandet smittende, samtidig med at de prøver at kamuflere, at det er en regulær popsang ved at pakke den ind i rock-udklædning. Hvis du kan lide den stil, så kan du simpelthen ikke lave det meget bedre og mere indbydende end det her, men kan du lide rock der kradser, losser dig i dunken og ruller dig i rendestenen, så er det her nok noget der slår kraftigt ud på din “fesenhedsalarm”.

Jeg ender lidt med at falde ned midt imellem de to yderpunkter, for jeg har både et hjerte der banker for den gode melodi og gerne sluger en omgang kvalitetspop, men samtidig vil jeg lige så ofte gerne slæbes gennem en grusgrav, bundet til et reb bag en pick up truck eller synke ned i sindets mørkeste afkroge, i en isoleret træhytte, langt ude i en mørk skov. Ingen af de to sidste elementer er der skyggen af her, ej heller er det ærindet bandet er ude i.

Det her skal lyde lækkert og labert, grænsende til det perfektionistiske, ellers så falder det hele fra hinanden. Jo, der er måske ikke mange ømme led og muskler, eller en overbebyrdet hjerne, når H.E.R.O. er færdige. Men der er garanteret lidt susen for ørerne, og måske endda et lille smil på læben og lyst til at tage turen igen.

Det får man 4 store stjerner for.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg H.E.R.O. på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here