Ghost Of Belle Starr: Ghost Of Belle Starr (EP) **** (4/6)

0
784
views

Aarhusianske Ghost of Belle Starr spiller højtragende og emotionel indierock, der, når de rammer melodien, er en berusende og forførende oplevelse. På deres debut-EP er det dog som om de kommer til at dvæle lidt for meget ved deres skønne lyd af og til.

Misforstå mig ret, Ghost of Belle Starr og denne EP, er samlet set en fejende flot og lækker udgivelse, men den mangler lige den sidste fremdrift, før vi når helt op i stjernehimlen. Man fornemmer egentlig at potentialet til en 5-stjernet oplevelse er tilstede i de 4 numre, men det er næsten som om, at EP og spilletid er for kort til, at bandet får plads og rum nok til at folde vingerne helt ud.

Både fordi sangvalget måske bliver lidt for stillestående og mediterende, omend virkeligt skønt og vellydende, og fordi numrene på en eller anden måde virker som om de er en del af et større musikalsk narrativ. Et man altså “kun” får en smagsprøve af her, på en måde så man føler det lidt som et afbrudt samleje. På en måde er det jo også lidt underligt, at det skulle trække ned, at man sidder og længes efter mere, det er jo normalt en god ting, ikke mindst ved en EP. Men her føles det altså som om nogle af de numre man får serveret, er en del af en større sammenhæng, én hvor de ville have foldet sig endnu mere ud som en del af denne helhed.

Ghost of Belle Starr lægger ud med førstesinglen, “Pink Guillotine”, hvor bandet allerede får demonstreret både tålmodighed og sans for opbygning. De har ikke travlt, man kan næsten fornemme hvordan de spiller sig varme under den sagte indledning og føler sig frem. I det hele taget er der noget dejligt organisk og “levende” over bandets musik og udtryk, man kan næsten høre den og bandet ånde i den dragende klang og elegante produktion – det lyder bare skide indbydende. Alt  i mens sangen stille og roligt vokser, og bølger betagende frem og tilbage, uden at tøjlerne for alvor slippes og den behagelige skvulpen bliver til store bølger.

De musikalske bølger går højere på den efterfølgende “Sun In My Eyes”, der samtidig også står som mit personlige højdepunkt på udgivelsen. Her er det som om, at Ghost of Belle Starr for alvor tør give slip og bare lade den iørefaldende melodi overtage styringen og medrivende guide os hen til EP’en bedste omkvæd og “belønning”. For problemet er for mig lidt, og det peger tilbage på det i indledningen omtalte, at jeg ikke føler at jeg får nok musikalsk forløsning i løbet af de 4 sange. Der er masser af laber opbygning og flotte sansende stunder, men den endelige forløsning, hvor det hele peaker, den mangler lidt – og man fornemmer klart, at bandet er i stand til at levere den. Eksempelvis på baggrund af “Sun In My Eyes”, man sidder bare og savner mere af den slags, og det er her EP’en kommer til at virke som om den kun er en mindre del af en større fortælling, hvor vi det meste af vejen “kun” får opbygningen med, og snydes lidt for et klimaks eller to.

EP’en sidste 2 numre, er nemlig i den mere dvælende og tilbageholdende ende. Ikke at det gøre dem dårlige, det er begge virkeligt veludførte, smukke og drømmende numre. Ikke mindst hvis de havde været spredt ud på et album, med lidt flere numre i stil med “Sun In My Eyes” mellem dem, til at skabe dynamik og modvægt.

“Some Nights Are Free”, er den luftige titel på næstsidste skæring. Et nummer der lyder lige som man kunne forestille sig ud fra navnet, hvor Ghost of Belle Starr med lavmælte og diskrete virkemidler får skabt en stemning og klang, der næsten er ved at tage pusten fra en. Ikke mindst forsanger Mikkel Drejer Bertelsen’s lyse og følelsesladede vokal får lov til, at lyse nattehimlen op og løfte sangen helt op i skyerne.

EP’en lukkes overbevisende af med “Inertia In C Major”, der rummer nogle af de samme atmosfæriske kvaliteter som “Some Nights Are Free In Himmerland”. Men 2 af den slags numre lige i streg, der på hver deres tyste måde virker som en form for vuggeviser, føles lidt i overkanten. Effekten af de smukke og klare toner fortager sig en smule, “Inertia In C Major” skruer måske endda lige en tak ned for armbevægelserne, så man ender med at falde lidt i staver eller ligefrem døse lidt hen.

Det er bestemt på en rar måde, med et lækkert soundtrack til, men igen, jeg er 100% sikker på, at effekten havde været større og det hele havde virket mere overvældende, hvis bandet havde haft mere plads at boltre sig på og tid til at folde hele den musikalske rejse ud.

Jeg ER lidt i vildrede, for musikalsk synes jeg Ghost of Belle Starr i bund og grund spiller til 5 stjerner, og er helt klar til at lave et album. Men det jer får i denne omgang, er “kun” en EP og føles som del 1 af en trilogi, som først kommer helt til sin ret, når man får det samlede billede.

Jeg venter utålmodigt og sender 4 kæmpestore stjerner efter Ghost of Belle Starr (og kommer sikkert til at synes, at jeg var for nærig, inden året er omme).

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here