GFR Live: Reportage fra Aarhus Psych Fest, lørdag d.12/10 – 2013

0
1838
views
Spökraket

Lørdag var anden og sidste dag på årets udgave af Aarhus Psych Fest og bød på et varieret udpluk af bands. 

Igen var jeg for sent ude af starthullerne til at nå aftenens første navn, Fright Eye, som spillede i The Lunar Suite. Men til gengæld fik jeg hele Narcosatanicos‘ optræden med. Det seks mand store band spiller tung, forvredet stoner-rock med en saxofon smidt ind i blandingen. Repetitivt kværnende, men samtidig med så mange improvisationer over riffs og bund, at de stadig er et interessant bekendtskab. Skumle visuals på lærredet bag bandet gjorde også sit til at skabe stemning, og efterhånden som koncerten skred frem, kom der flere publikummer til. Radar var dog langt fra fyldt på dette tidspunkt, men det lod Narcosatanicos sig ikke mærke med, og leverede en malende meditativ, hypnotiserende, tung koncert.

Narcosatanicos
Narcosatanicos

Aftenen var præget af en del forsinkelser, men det lod publikum og bands sig heldigvis ikke mærke af. Heller ikke Get Your Gun, som indtog scenen efter Narcosatanicos. Og det gjorde de godt. Trioen har et intenst og eksplosivt udtryk, som godt nok ikke er specielt psykedelisk, men som alligevel faldt fint ind i programmet. Bandet lagde sejt svingende fra land og i det intense sæt fik vi blandt andet ‘Ghost Of Scandinavia’ og ‘Staying For a While’. Musikken og vokalen emmer af indestængt desperation og mørke, som åbenbart kommer af at vokse op på landet nordenfjords. Udtrykket er amerikansk inspireret, men den kraftfulde fremførelse, den intense tilstedeværelse og det stærke sammenspil er bandets helt eget. De nordjydske desperadoer gjorde det glimrende med deres tungt svingende sæt.

Get Your Gun leverede en stærk koncert
Get Your Gun leverede en stærk koncert

Spökraket var næste indslag, og her var der tale om noget helt andet, end de to foregående bands. Det tog temmelig lang tid for bandet at få stillet an, og da koncerten så gik i gang måtte forsanger Jonathan Højgaard efterlyse nogle hjælpemusikere – “Hey, tamburin-folk, jeg troede vi havde en aftale”.   Efter en langsomt opbygget intro med de tre musikere, der var på scenen fra starten, kom koncerten efterhånden i gang, og så længe musikken spillede, var det veludført psykedelisk shoegaze vi fik serveret. Mellem numrene tog det dog alt for lang tid at få skiftet rundt, indstillet instrumenter, med mere. Bandet voksede efterhånden til seks mand, som tydeligvis var dygtige musikere, men det betød også at udtrykket blev lidt ufokuseret, trods den tydelige musikalitet og de velfungerende stenede kompositioner. Dog skal næstsidste nummer fremhæves for en herligt udadvendt melodi og et glimrende skævt drive. Herefter stenede koncerten ud, uden egentlig afslutning, før bandet begyndte at pakke sammen, og det var slut. Sådanne koncerter har selvfølgelig en løs charme, men på den anden side blev de mange pauser et forstyrrende element for i hvert fald min oplevelse af musikken.

Spökraket
Spökraket

Næstsidste navn på plakaten var The Wands. Den retro-psychede duo er live udvidet med yderligere to musikere, og fungerer som en stærkt sammenspillet enhed, der udstråler overskud på scenen. De fuzzede, men samtidig stærke melodiske sange fungerede godt på Radar, og det var tydeligvis et populært band. Jeg må dog erkende, at vokalen ikke faldt i min smag, men til gengæld fik jeg glimrende guitarsoli og flere fine numre. Til de sidste par numre kom der 4 mand ekstra på scenen, blandt andre Henrik Østerby og Magnus Westergaard fra The Woken Trees på guitarer, en udvidelse, der betød at der var et helt guitararsenal på scenen, der kunne fyre bredsider af mod publikum i den stærke afslutning.

The Wands leverede en stærk afslutning
The Wands leverede en stærk afslutning

Som afslutning på det hele fik vi de rutinerede amerikanere The Asteroid #4. Jeg havde ikke det store kendskab til bandet på forhånd, men det skulle vise sig at være en relativt let tilgængelig og velspillet koncert. Med en lyd, der både nikker til britisk 70’er rock, Spacemen 3, The Brian Jonestown Massacre og R.E.M. i deres mere eksperimenterende numre, og et stærkt sæt, leverede bandet en fin afslutning på årets Aarhus Psych Fest, på en lørdag aften, der bød på lidt af hvert.

The Asteroid #4
The Asteroid #4

Senere i dag bringer vi et mindre interview med festivalleder Stine Kloster.

Af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here